- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
884

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hardenberg (Adelsslægt) - Hardenberg, Carl August, Fyrste af og Christian Henrik August - Hardenberg, Friedrich von

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Hofjunker Prins Frederik (II) paa en Rejse i
Tyskland og deltog 2 Aar senere i
Ditmarskertoget. Efter at have kæmpet i Syvaarskrigen fik
han forsk. Forleninger, 1581 optoges han i
Rigsraadet. Hovedbygningen paa Skovsbo blev
opført af ham, der var en af Landets rigeste
Mænd. Han døde som denne danske Linies
sidste Mand, sine tre Sønner havde han maattet
følge til Graven. Ogsaa hans Hustru, Fru Anne
Rönnov, der bragte ham Faarevejle og Part i
Hvidkilde, var den sidste af sin Slægt. — En
tysk Linie blev knyttet til Grevskabet H.
(s. d.).
P. B. G.

Hardenberg [-bærk], 1) Carl August,
Fyrste af, tysk Statsmand, f. 31. Maj 1750 i
Essenroda, d. 26. Novbr 1822 i Genua, var af
en gl nedersachsisk Adelsslægt. Han traadte
1770 i hannoveransk Tjeneste og ægtede 1774
Juliane Frederikke Reventlow (1759—93),
Datter af Grev Chr. Ditlev Reventlow til
Brahetrolleborg, samt blev selv ophøjet til Greve.
Under et Ophold i London 1778 knyttede hans
Hustru en Kærlighedsforbindelse med Prinsen
af Wales (den senere Kong Georg IV), og han
forlod derfor 1782 den hannoveranske Tjeneste
og blev Minister i Braunschweig. 1790 maatte
han anden Gang skifte Tjeneste p. Gr. a. sin
Hustrus letsindige Adfærd, blev 1791 preussisk
Minister og fik n. A. det Hverv at ordne
Anspachs og Bayreuths Tilknytning til Preussen,
hvorved han viste stor administrativ
Dygtighed. 1795 ledede han de Underhandlinger, som
førte til Fredsslutningen i Basel. Han troede
personlig, at Preussen ved en mere kraftig
Optræden kunde hindre Afstaaelsen af de
vestrhinske Lande til Frankrig; men da han ikke
kunde faa sin Konge med dertil, slog han ind
paa en Lejlighedspolitik alene med det
Formaal at skaffe Preussen saa stor Landudvidelse
som muligt. 1797 kaldtes han til Berlin, blev
1803 midlertidig og Aug. 1804 virkelig
Udenrigsminister efter Haugwitz. I det Haab at
kunne vinde Hannover ved fr. Hjælp afslog han
Forslaget om et Forbund med Rusland og
Østerrig og bestemte sig først Novbr 1805 til Aftalen
i Potsdam med den russ. Kejser, hvorefter
Preussen skulde optræde som væbnet Mægler og
stille bestemte Krav til Frankrig. Han havde
dog ikke Mod til at gøre noget Brud og bifaldt
først Haugwitz’ Overenskomst i Schönbrunn
med Kejser Napoleon Decbr 1805 og senere
hans endnu ugunstigere Aftale i Paris Febr
1806. Alligevel vendte Napoleon sin Vrede imod
ham, hvorfor han afskedigedes Apr. 1806, og
han er derfor alm. blevet fremstillet, som om
han var langt mere selvstændig og mindre
franskvenlig end Haugwitz, medens Forholdet
snarere var omvendt. Men dette fremkaldte et
Omslag hos ham, og han var nu ivrig for
Forbund med Rusland. Apr. 1807 blev han paa ny
Udenrigsminister, men fjernedes Juli s. A. efter
Freden i Tilsit paa Napoleon’s udtrykkelige
Forlangende. Han udarbejdede nu med
Altenstein og Niebuhr en Plan til Reorganisation af
den preuss. Stat, og det er hans Fortjeneste, at
han holdt fast herved, da han Juni 1810 som
Statskansler stilledes i Spidsen for Preussens
Styrelse. Han bragte Orden i Finanserne,
gennemførte en Række vigtige Skattelove, dog
uden at kunne opnaa Ophævelse af
Adelens Skattefriheder, gennemførte
Næringsfrihed, Bøndernes og Jødernes Frigørelse samt
Oprettelsen af en midlertidig raadgivende
Nationalrepræsentation. Allerede 1811 ønskede han
at slutte Forbund med Rusland, men udsatte
det og sluttede endog 1812 Forbund med
Frankrig for at faa Tid til at forberede sin
Plans Udførelse. Febr 1813 overtalte han
Kongen hertil samt til at love sit Folk en fri
Forfatning, udfoldede stor Dygtighed under
Frihedskrigen og tog Del i Fredsslutningen i Paris
Maj 1814, hvorefter han ophøjedes til Fyrste.
Men han forsømte i Tide at sikre sig de andre
Stormagters Samtykke til en virkelig Afrunding
af Preussen (særlig ved Sachsens Tilknytning)
og led i Virkeligheden et afgjort Nederlag paa
Wien-Kongressen, hvor han helt trængtes i
Skygge af Metternich. Heller ikke paa den
indre Styrelse øvede han i de flg. Aar synderlig
Indflydelse; han udvirkede vel 1815 et Tilsagn
af Kongen om en Folkerepræsentation, men
kunde ikke faa sat det i Værk (Planen om
Provinsialstænder forkastede han derimod 1820)
og havde ingen væsentlig Del i den Omdannelse
af Forvaltningen, som da fandt Sted. Han var
med paa Fyrstekongresserne i Aachen, Laibach
og Verona og døde paa Hjemrejsen fra den
sidste. (Litt.: »Denkwürtigkeiten des
Staatskanzlers Fürsten v. H.« [1801—7], udg. af L. v.
Ranke, 5 Bd 1876—77).

2) Christian Henrik August
(1775—1840), ovenn.’s Søn, gav Afkald paa Fyrstetitlen
og oprettede af sine fra Moderen arvede Godser
paa Lolland Grevskabet H.-Reventlow. Dette
arvedes af hans Datter Ida Augusta
(1799—1867), hvis 3 Ægtefæller alle fik Grevetitlen
H.-R.; derefter af hendes Søn Rudolf Holck
H.-R. (1818—85) og endelig af Stifterens
Søsters Datterdatter Lucie, Prinsesse af
Schönaich-Carolath (1822—1903), hvis Ægtefælle
Grev Curt U. H. Haugwitz (1816—88),
Sønnesøn af den preussiske Minister H., blev
dansk Lensgreve som Haugwitz-H.-Reventlow.
E. E.

Hardenberg [-bærk], Friedrich von,
tysk Digter, kendt under Pseudonymet
Novalis, f. paa Familiegodset Wiederstedt i preuss.
Sachsen 2. Maj 1772, d. i Weissenfels 25. Marts
1801. Han fik en udmærket Opdragelse i det
fædrene Hjem og studerede i Jena (1790), hvor
ban sluttede Venskab med Schiller og
Reinhold, derpaa i Leipzig, hvor han lærte F.
Schlegel at kende, og til sidst Jura i
Wittenberg (1792). 1796 forlovede han sig med den
15-aarige Sophie v. Kühn, som han har
besunget i sine Digte, men hvis romantiserede Billede
den senere Tids Forskning ikke har kunnet
godkende. Efter hendes Død, som rystede ham
stærkt, gik han over til Studiet af
Bjergværkskunsten i Freiburg (1797—99); her forlovede
han sig for anden Gang med Bjerghauptmann
v. Charpentier’s Datter. Kort efter blev han
udnævnt til »Amtshauptmann«
(Domæneforvalter) i Thüringen; men da hans fra Ungdommen
svagelige Helbred efterhaanden antog
Karakteren af en akut Brystsyge, kom han aldrig til

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:23 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0906.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free