Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Harless, Gottlieb Christoph Adolph von - Harless, Johann Christian Friedrich - Harley, R. - Harlez, Charles Joseph de - Harlingen - Harmagedon - Harmalin - Harmand, Francois Jules - Harmattan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Erlangen og særlig senere under Tholouck’s
Indflydelse i Halle til bevidst luthersk Kristen. Hans
glimrende Evner og omfattende filos. og teol.
Studier modnede ham tillige for den
akademiske Virksomhed. 1833 blev han Prof. i Teologi i
Erlangen. 1838 grundlagde han »Zeitschrift für
Protestantismus u. Kirche«. 1840 blev han tillige
Univ.’s Repræsentant i Stænderforsamlingen i
München og ledede Oppositionen mod
Ministeriet Abel, men blev saa til Straf forflyttet til
Bayreuth 1845. S. A. modtog han imidlertid en
Kaldelse til Univ. i Leipzig. Dels som Prof.
her, dels senere som Overhofpræst i Dresden
udøvede H. en overordentlig Indflydelse og
fuldendte den bekendelsestro Lutherdoms Sejr
over Rationalismen. 1852 fulgte han imidlertid
den bayerske Konges gentagne Kaldelse og blev
Præsident for Overkonsistoriet ɔ: Leder for den
protestantiske Kirke i Bayern. Trofast fulgt af
den Skare af bekendelsestro lutherske Præster,
som det blomstrende lutherske Fakultet i
Erlangen havde uddannet, fuldendte han, om end
ikke uden svære Kampe, ogsaa her ad
kirkeregimentlig Vej den protestantiske Kirkes
Udvikling fra Rationalismen til »kirkelig«
Lutherdom. Han maa betegnes som en af denne
Retnings betydeligste, ædleste og besindigste
Førere. Bl. hans Værker kan nævnes
»Commentar über den Brief Pauli an die Ephesier« (2.
Opl. 1858) og hans »Christliche Ethik« (8. Opl.
1893). Hans Prædikener er samlede i 7 Bd
under Titlen »Sonntagsweihe«. (Litt.: W. v.
Langsdorff, »A. v. H.« [Leipzig 1898]).
A. Th. J.
Harless [’harlæs], Johann Christian
Friedrich, tysk Læge, f. 11. Juni 1773 i
Erlangen, d. 13. Marts 1853 i Bonn. H. tog først
den filos. Doktorgrad, derefter den med. 1794
(Diss. historiam physiologiæ sanguinis
antiquissimæ exhibens, senere udg. som »Versuch einer
Gesch. der Physiologie des Blutes im
Altertume«). Han nedsatte sig i sin Fødeby, blev
Privatdocent der (Neurologiæ primordia) og
derefter Prof. extraord. 1794, og naaede en saadan
Berømmelse for sin Lærdom, at mange Univ.
søgte at knytte ham til sig, men han blev i
Erlangen, hvor han 1814 blev ordinær Prof. Da
Univ. i Bonn oprettedes 1818, kaldtes han til
det og indrettede der de kliniske Anstalter.
Præmium Harlessianum stiftedes ved hans 50
Aars Doktorjubilæum. H.’s Arbejder er dels
historiske, dels intern-med. (epidemiologiske).
Han skrev Dysenteriens Historie; om Archigenes
og Apollonius; om Asklepiaderne og udgav
Servilius Democrati’s Værker paa Latin og Græsk
(1833). Desuden Undersøgelser over gul Feber
(1805) og Kolera (1831). Væsentlig er hans
»Handbuch der ärztlichen Klinik« (1817—26) og
hans Overs. af med. klassiske Værker (Scarpa,
Brera).
J. S. J.
Harley [’ha.ə£i], R., se Oxford.
Harlez [ar’le], Charles Joseph de,
belg. Avestaforsker og Sinolog, f. 1832 i Liège,
d. 1899 i Louvain. H. studerede opr. Jura og
blev 1855 Dr. jur. ved Univ. i Liège, men
studerede derefter Teologi, lod sig præstevie og
helligede sig Undervisning og orientalske
Studier. 1867 blev han Prof. i orientalske Sprog i
Louvain, hvor han virkede til sin Død, og hvor
han ved sin fine, ædle Personlighed og
videnskabelige Impulser kom til at udøve en
vidtrækkende Indflydelse. Hans første større Værk
var en fr. Overs. af Avesta (3 Bd 1875—77),
i hvis 2. Udg. (1881) han gav en fuldstændig
Behandling af den avestiske Religion, dens
Oprindelse og Udvikling. Han kom derved i skarp
Modsætning til Darmesteter (s. d.), med hvem
han indvikledes i en heftig Polemik. Af andre
Værker om Avesta og Zarathustra kan
fremhæves Manuel de la langue de l’Avesta (1878,
2. Udg. 1881); Manuel du Pehlevi des livres
religieux et historiques de la Perse (1880) samt
talrige Afh., deriblandt Des origines du
Zoroastrisme (Journal as. 1879) og Les Aryas et lear
première patrie (Rev. de Lingu. et de Philol.
comp., 1880). Gennem hele sin videnskabelige
Virksomhed blev han inden for belg.
Katolicisme Grundlæggeren af en ny
religionsvidenskabelig Retning med Hovedorgan i det af
ham selv stiftede Tidsskrift Le Muséon (fra
1881). H. opgav imidlertid sine avestiske
Studier og kastede sig over det gl. Kinas Religion
og Kultur. Ogsaa paa dette Omraade ydede H.
fl. fortrinlige Afh. og Overs.: Manuel de la
langue Mandchoue (1884), Hist. de l’empire de
Kin (1887), Sia Hio ou morale de la jeunesse.
Trad. (1889), Textes tâoïstes trad. des
originaux chinois et commentés (1891), Les religions
de la Chine. Aperçu hist. et critique (Leipzig
1891). Et af hans sidste Arbejder var den
banebrydende Overs. af den vanskelige Trylle- og
Formularbog Yi-King (1897), et af de ældste
kin. Skr. Sine sidste Aar studerede og overs.
H. buddhistiske Værker. (Litt.: Le Muséon
[1899]).
F. de F.
Harlingen [’ha.r£eŋə(n)] (frisisk: Harns), By
i Holland, Prov. Friesland, ved
Vesterhavskysten. (1909) 10209 Indb. H. har en fortrinlig
nyanlagt Havn og er ved Kanaler forbundet
med Groningen og andre Byer i Indlandet.
Handelen er livlig, særlig med England og
Norge; der udføres mest Agerbrugsprodukter. Den
er Sædet for det frisiske Dampskibsselskab og
staar i Forbindelse med Amsterdam, Enkhuizen
og Nieuwe Diep samt London og Hull.
G. Ht.
Harmagedon [græsk harmage’dån] nævnes
Johs. Aabenbaring 16, 16 som et Sted, hvor den
afgørende Kamp finder Sted inden Dommen.
H. er dannet af har megiddo (Hebr.), d. e.
Megiddo’s Bjerg, en af Palæstinas gl.
Kamppladser.
J. P.
Harmalin, C13H14N2O, et Alkaloid, der findes
i Frøene af Peganum harmala bundet til
Fosforsyre; det er i meget ringe Grad opløseligt
i Vand og meget tungtopløseligt i Vinaand og
i Æter; ved Iltning giver det Harmin,
C13H12N2O, der findes sammen med H. i de
nævnte Frø, men forekommer i ringere
Mængde. H. danner gule Salte. Begge Alkaloider har
en temperaturnedsættende Virkning.
(O. C.). R. K.
Harmand [ar’mã], Francois Jules, fr.
Opdagelsesrejsende, f. 1845, berejste 1875—77
det østlige Bagindien, hvor han især undersøgte
Mekong-Flodens mellemste Løb.
C. A.
Harmattan er en tør Vind, der blæser ud
fra Land paa Afrikas Vestkyst, især paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
