Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Harpiksgang - Harpikskit - Harpikslim - Harpiksolie - Harpikssyrer - Harpikssæber - Harpiksvinding - Harpokrates - Harpokration - Harpsichord - Harpun - Harpunering - Harpy
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vedbendfamilien, mange Kurvblomstrede. De
forekommer saavel i Stængel (Bark, Ved, Sivæv, Marv)
som i Blade og Rødder.
V. A. P.
Harpikskit kan enten være en mere eller
mindre tyk Harpiksfernis ell. en Blanding af
Harpiks med Voks, Fedt ell. Terpentin og
undertiden mineralske Stoffer som Gips, Sand
Kalk o. l., af en saadan Konsistens, at Kittet
er fast ved alm. Temp. og maa smeltes, naar
det skal bruges, f. Eks. for at fastholde Angelen
af en Kniv ell. Gaffel i Skaftet o. l. Herhen
kan ogsaa regnes Segllak og Flaskelak.
K. M.
Harpikslim, se Harpikssæber.
Harpiksolie, se Fyrreharpiks.
Harpikssyrer, se Harpiks og
Abietinsyre.
Harpikssæber, Resinater, kaldes de
Salte, som Harpikssyrerne danner med
Metallerne; af disse er Alkalisæberne,
Harpikslim, opløselige i Vand og bruges til
Indblanding i Sæber, dels til Limning af Papir, hvortil
ogsaa benyttes Aluminiumresinat. Bly- og
Manganresinat benyttes som Tørremiddel for
Linoliefernis.
K. M.
Harpiksvinding foregaar ved, at Barken
fjernes paa en Del af Stammen forneden; den
udflydende Harpiks opsamles ved Saarets
nederste Kant ell. skrabes af. Efterhaanden
udvides Saaret, saa længe Træet giver Harpiks
nok. Kun Naaletræer, mest af Fyrreslægten,
giver Harpiks.
C. V. P.
Harpokrates, gr. Gengivelse af det ægyptiske
har-pe-khrot, d. e. Barnet Horos, Søn af Osiris
og Isis, til Forskel fra Haroëris, Solguden, fra
hvilken H. dog ikke helt adskilles, idet man
nærmest synes at have opfattet de to som
forsk. Fremtrædelsesformer af samme
guddommelige Væsen. H. afbildes hyppig siddende paa
Moderen Isis’ Skod. Der haves mange Statuetter,
især Bronzestatuetter, til Dels meget fint
udførte, af denne Gruppe (fl. i Glyptoteket og i
Antiksamlingen i Kbhvn). Da Udtrykket Barn
(ægypt. khrot) i Hieroglyfskriften udtrykkes ved
Billedet af et Barn, som lægger Fingeren paa
Munden, afbildes H. i den senere Tid i Reglen
med Fingeren paa Munden. Denne Gestus, som
kun betegner H. som Barn, misforstodes af
Grækere og Romere, der deri saa et Symbol
paa Tavsheden. De kaldte derfor H. for
Tavshedens Gud og knyttede fl. mysteriøse Skikke
o. l. til hans Navn. H. hørte til de Guder, som
(med Serapis og Isis) optoges imellem de gr.
og rom. Guder. Utallige Statuetter af H.,
varierede paa mange Maader, haves fra
Ægypten fra den rom. Tid; de fleste er af brændt
Ler og i ren rom.-gr. Stil. I Glyptoteket i
Kbhvn er en stor Samling.
V. S.
Harpokration (Valerius), græsk
Grammatiker i 2. Aarh e. Kr., Forf. til et
omhyggeligt og værdifuldt Leksikon til de 10 attiske
Talere. Udg. af Bekker (1833) og G. Dindorf (3
Bd, 1853). (Litt.: Boysen, De
Harpocrationis lexici fontibus [Kiel 1876]).
K. H.
Harpsichord [-’kår.d], eng. Benævnelse paa
det gl. Clavicembalo (ital.) ell. Clavecin (fr.),
en af Forløberne for vort moderne Klaver.
Harpun, et spyddannet Redskab, der bruges
som Kaste- og Skydevaaben til Fangst af større
Havdyr, f. Eks. Hvaler og Sæler.
I sin opr. Form var H. (Fig. 1) kun et alm.
svært Spyd, saakaldet Lanse, der kastedes mod
Byttet. Denne Form af H. benyttes ogsaa nu,
men under den nyere Tids Udvikling af Sæl-
og Hvalfiskerierne i de arktiske Have er den
undergaaet betydelige Forbedringer saavel m.
H. t. Konstruktion som til Brugsmaade. Den
yderste spydformede Del er saaledes blevet
omdannet til et bevægeligt Led (Fig. 2), der, naar
H. udskydes og trænger ind i Byttet, ligger
langs Harpunskæftet, men som ved et Ryk i
Harpunlinen kaster sig tværs og forhindrer H.
fra at slippe. I denne Form benyttes H. baade
som Kastevaaben og udskudt fra Gevær. Senere
er man imidlertid gaaet over til under
Hvalfangst at benytte den saakaldte Granatharpun
(Fig. 3), udskudt fra et svært Gevær (H.-Kanon)
a, der er anbragt i
Stævnen af et Ro-
eller Dampfartøj.
Harpunskæftet
anbringes i Kanonen,
der lades med en
Krudtladning, og til
Skæftet fastgøres
Harpuntrossen b.
Selve Hovedet af H.
har fl. Hager c, der
ved Hjælp af Ringe,
fæstede til Skæftet,
holdes langs dette,
indtil H. er skudt i
Hvalen. Ved det
Ryk, som fremkommer, naar Hvalen farer
frem, slipper Ringene, Hagerne kastes tværs og
slaar med deres inderste Ende paa en
Knaldsats, som antænder en Granat d, hvorved
Hvalen dræbes, om end som Regel først efter nogen
Tids Forløb.
F. D.
 |
| Fig. 1. Harpun. |
 |
| Fig. 2. Harpun. |
 |
| Fig. 3. Granatharpun. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
