Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Harra - Harrach, Ferdinand von - Harraden, Beatrice - Harran (By) - Harran (Landsby) - Harrar - Harrasgarn - Harre - Harrested - Harrianon - Harridslevgaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
om Ørkenen Ø. f. Hauran-Bjergene i Syrien.
H. er et af de ødeste og mest uvejsomme Steder
i Syrien, Jordbunden er dækket med et Virvar
af Basaltblokke, mellem hvilke enkelte
Regnbække baner sig Vej. Kun faa Steder findes
Græsgange. I Oldtiden har de faa Oaser været
Sæde for Agerdyrkning, hvorom himjaritiske
Indskrifter paa Klipperne og Ruiner af
Landsbyer endnu vidner.
C. A.
Harrach [rhara£], Ferdinand von,
Greve, tysk Maler, f. 27. Febr 1832 i
Øvreschlesien, d. 13. Febr 1915 i Berlin. H., uddannet i
Düsseldorf og Weimar, hører i sit Farve- og
Emnevalg nærmest Romantikerne til, opsøger
kraftige og sjældne Lysvirkninger og giver sine
Figurbilleder et Plus i Stemning ved gribende
Landskabsbaggrunde. Tidligere Arbejder:
»Henrik Fuglefænger«, »Overfaldet paa Luther«
(Museet i Breslau) m. v.; fra den tysk-fr. Krig:
»Fra Wörths Vinbjerge« (1872), »Fremskudte
Poster ved Mont Valérien«, »Napoleons Brev
overrækkes Kong Vilhelm efter Sedan-Slaget«,
»Moltke foran Paris« (1876). Senere: »Vikingens
Død« (1877), »Abrahams Ofring«, »Peters
Fornægtelse« (Mus. i Breslau, 1879), det meget
omstridte »Kristus fristes« (1881), smukke
Landskaber som »Aften ved Thun-Sø« (1880);
»Nedstyrtet« (Berlins Nationalgaleri, 1886). Han har
ogsaa malet en Mængde Portrætter i
Temperateknik (bl. a. Portræt af Minister Varnbühler).
A. Hk.
Harraden [’härədən], Beatrice, engelsk
Forfatterinde, f. i London 1864, studerede ved
Chettenham College og i Dresden og tog
Graden som bachelor of arts ved Londons Univ.
1884. Hun har senere rejst meget og har
opholdt sig en Tid i Sydkalifornien p. Gr. a. sit
daarlige Helbred. Hun begyndte meget tidlig
at skrive til eng. Magasiner, men blev først
kendt 1893, da hun udgav Romanen Ships that
pass in the night, der gjorde umaadelig
Lykke. Senere er fulgt Hilda Strafford (1897),
Katharina Frensham (1903) og Out of the Wreck
I rise (1912).
I. O.
Harran, nu en ubetydelig By i det
nordvestlige Mesopotamien med omtr. 800 Indb., i
Oldtiden derimod en anset By, der ofte omtales
af Assyrerne, ligesom senere af Araberne. H.
ligger omtr. 40 km SØ. f. Orfa (Edessa) ved
Floden Belich, 115 km oven for dennes Udløb
i Eufrat. I H., der i Reglen antages for Biblens
Haran, var et berømt Tempel for Maaneguden
Sin, der efter en fornylig opdaget babylonsk
Indskrift 552 opbyggedes paa ny af Kong
Nabunahid, efter at det 54 Aar forud (606) var
blevet ødelagt af Barbarer, der kaldes Manda
(Skyther), som rimeligvis ved samme Lejlighed
har ødelagt Ninive. Ved H., som Grækere og
Romere kalder Charrae, led Romerne 53 f. Kr.
under Crassus et stort Nederlag. I H. trængte
Kristendommen aldrig helt igennem; der
vedblev her længe at leve Hedninger, der holdt
fast ved den gl. Tro, maaske blandet med
Gnosticisme. For øvrigt blomstrede der lige til
10. Aarh. i H. en Skole af Filosoffer,
Matematikere og Læger, som overs. mange gr.
Værker paa Arabisk. (Litt.: Chvolson,
»Die Ssabier« [Petrograd 1856]).
V. S.
Harran, som oftest kaldet H.-el-avâmid ɔ:
»H. med Søjlerne«, arab. Landsby, 25 km Ø. f.
Damask, nær Søen Bahr Atêbe, besøges ofte af
Rejsende p. Gr. a. sine Ruiner (tre ioniske
Søjler fra den gr.-rom. Tid). H.. antages af fl.
for det bib. Haran.
V. S.
Harrar, se Harar.
Harrasgarn kaldes undertiden det een Gang
tvundne Uldgarn i Modsætning til det dobbelt
tvundne saakaldte Rhinskgarn.
K. M.
Harre, Herred i det midterste
Nørrejylland, Viborg Amt, i det nordvestlige
Sallingland, begrænses mod Ø. og S. af Nørre,
Hindborg og Rødding Herreder og mod V. og N.
af Limfjorden (Lysen Bredning med H. Vig,
Salling Sund og Livø Bredning). Til Herredet
hører Øen Fur (s. d.). Herredet har fra N.
til S. en Udstrækning af omtr. 15 km, medens
det fra V. til Ø. er højst 9 km. Det er c. 128
km2 (12768 ha) og havde 1. Febr (1916) 6825
Indb. (1801: 2183, 1860: 4089, 1901: 5914) ɔ: c.
53 paa 1 km2; det hører saaledes til de jævnt
godt befolkede Egne i Jylland. Overfladen er
gennemgaaende bakket og især mod Ø. noget
højtliggende; Jorderne er for en stor Del
sandmuldede og sandede med Blanding af Ler og
hører til de mere frugtbare i Amtet; i
Gennemsnit gaar der omtr. 11 ha paa 1 Td. Hartkorn.
Af de smaa Aaløb er Hinnerup Aa, der et
Stykke danner Østgrænsen og falder ud over
for Furland, det største. Herredet er saa godt
som helt blottet for Skov (se i øvrigt
Salling). Af hele Arealet var 1912 c. 5250 ha
besaaede (1917: c. 4900), og 4670 Græsgang, Eng
og Brak, medens 275 var Skov og Plantage og
1830 ubenyttet. Der var (1919) 1632 Heste, 8906
Stkr Hornkvæg, 2373 Svin og 3249 Faar (1914
henh. 1618, 9227, 6534 og 3299). Herredet er delt
i 10 Sogne; det samlede Hartk. er (1905) c. 1081
Tdr, og Antallet af Gaarde og Huse var (1916)
1493. I gejstlig Henseende udgør det eet Provsti
sammen med Sallinglands andre tre Herreder
(Nørre, Hindborg og Rødding), i verdslig
Henseende hører det til Skive Købstads og
Sallinglands Herreders Retskreds. — H. Herred, i
Valdemar II’s Jordebog kaldet
Hargæhæreth (»Hargæ«, ɔ: Offerlund, Helligdom),
hørte i Middelalderen til Sallingsyssel. Senere
hørte det med de andre Herreder i Salling til
Skivehus Len og fra 1660 til Skivehus Amt,
indtil Viborg Amt 1794 oprettedes væsentlig af
dette og Hald Amt.
H. W.
Harrested, d. s. s. Haraldsted.
Harrianon, By i U. S. A., Stat Tennessee,
ligger 120 km NØ. f. Chattanooga i
Tennessee-Flodens Dal paa Østsiden af Walden Ridge,
(1910) 3500 Indb. H. er Jernvejsknudepunkt og
har vigtige Jernminer.
H. P. S.
Harridslevgaard i Skovby Herred, SSØ. f.
Bogense, hørte til det Gods, som i Nyborg 1327
tildømtes den sv. Prins Erik Valdemarssøn, en
uægte Søn af Erik Plovpenning’s Datter Jutta,
som hans Mødrenearv. Senere kom den til
Kronen og blev af Dronning Margrete som
Pantelaan 1408 overladt Hr. Berneke Skinkel for
2000 Mark. 1560 købte Jørgen Svave den for
5000 Rdl. 1589 kom den til Slægten Rantzau,
senere til Slægten Lykke, og tilfaldt, som en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
