Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hartmann, Alfred - Hartmann, Carl Christian Ernst - Hartmann, Gustav - Hartmann, Jacob - Hartmann, Johann Ernst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
studerede først Jura i Heidelberg, Berlin og
München, men efter et Ophold i Paris viede han
sig til Litt., tog Ophold i Solothurn og
begyndte en udstrakt Virksomhed. 1845—75
udgav han Vittighedsbladet »Der Postheiri«, men
blev især kendt ved sin helvetiske Roman
»Meister Putsch und seine Gesellen« (1858). Bl.
hans Arbejder maa endvidere fremhæves
»Schweizernovellen«, »Neue
Schweizernovellen«, »Auf Schweizer Erde«, Folkeromanen »Der
gerechte Branntweinbrenner« og Skuespillet
»Ein Pamphlet vor hundert Jahren«. (Litt.:
W. v. Arx, »Alfr. H.« [Solothurn 1902]).
C. B-s.
Hartmann, Carl Christian Ernst,
dansk Billedhugger, nedenn. J. P. E. H.’s Søn,
f. i Kbhvn 13. Septbr 1837, d. 6. Septbr 1901.
Efter i nogen Tid at have modeleret under
Saabye blev han Elev af H. V. Bissen,
debuterede som Udstiller 1860 og solgte 1862 sin
Statue »Diomedes« til Statens Skulptursamling.
Under et længere Ophold i Rom udførte han en
kolossal »Paris«, der tillige med hans »Den
døende Abel« kom til Mus. i Aalborg; af hans
andre Arbejder kan nævnes den i Bronze
udførte »Spydkaster« (1872), Marmorstatuen »Eva«
(1881) og en »Hero, spejdende efter Leander«
(1891). Han virkede i en Aarrække som
Kunstanmelder ved »Nationaltidende«.
(S. M.). P. J.
Hartmann, Gustav, tysk Retslærd, f. 31.
Marts 1835 i Vechelde (Braunschweig), d. 16.
Novbr 1894 i Tübingen, Dr. jur. 1857,
Privatdocent i Göttingen 1860, 1864 ordinær Prof. i
Basel, 1872 i Freiburg i. B., 1878 i Göttingen,
1885 i Tübingen. Fremragende ved
Skarpsindighed og Selvstændighed er H.’s »Zur Lehre von
den Erbverträgen und von den
gemeinschaftlichen Testamenten« (1860), et Hovedværk,
hvortil ogsaa nordisk Litt. har taget
Standpunkt. I sine »Ueber den rechtlichen Begriff
des Geldes and den Inhalt von Geldschulden«
(1868) og »Internationale Geldschulden.
Beitrag zur Rechtslehre vom Gelde« (1882)
hævder han Adskillelsen mellem den jur. og
nationaløkonomiske Opfattelse af Begrebet Penge.
Af stort Værd, ofte indeholdende ny og
frugtbare Tanker, er Arbejder som »Ueber
Begriff und Natur der Vermächtnisse im
Römischen Recht« (1872), »Die Obligation.
Untersuchungen über ihren Zweck und Bau« (1875),
»Juristischer Casus und seine Præstation bei
Obligationen auf Sachleistung ins besondere beim
Kauf« (1884) o. fl. a. I »Archiv für die
civilistische Praxis«, hvoraf han var
Medredaktør, i Jhering’s »Jahrbücher« o. a. skrev H. en
Række fortrinlige Afh. H.’s indgaaende
Studier af Leibniz satte Frugt i hans sidste Bog
»Leibniz als Jurist und Rechtsphilosoph« (1892),
tilegnet Jhering, med hvem han i meget
stemmede overens, uden dog at være hans slaviske
Tilhænger. (Litt.: Heinrich
Degenkolb i »Archiv für die Civilistische Praxis«,
LXXXIV [1895], S. I—XVII. Ogsaa som
Særtryk).
Fz. D.
Hartmann, Jacob, Friherre, bayersk
General, f. 4. Febr 1795, d. 23. Febr 1873 i
Würzburg, traadte efter Rhin-Forbundets
Afvæbning i fr. Tjeneste, hvor han udmærkede
sig i Felttogene 1814—15, særlig ved Belle
Alliance, men forlod den fr. Hær efter den anden
Paris-Fred og fik 1816 Ansættelse i den
bayerske Hær som Løjtnant. 1824 indtraadte han i
Generalstaben, forrettede fra 1827 Tjeneste i
Krigsministeriet, blev 1842 Adjutant hos
Kronprinsen og 1848 Fløjadjutant hos Kongen. 1849
havde han naaet Generalmajors Rang. 1854
foretog han en Studierejse til Frankrig, hvor
han studerede den fr. Hærs Organisation samt
Befæstningen omkr. Paris og ved Østgrænsen,
og offentliggjorde 1860 et Skrift om taktiske,
strategiske og fortifikatoriske Spørgsmaal. 1861
udnævntes han til Generalløjtnant og
Kommandør for 4. Infanteridivision, med hvilken han
i Felttoget 1866 leverede den heldige Fægtning
ved Rossdorff mod den preuss. Brigade
Wrangel. 1869 blev H. General i Infanteriet og
Kommandør for Generalkommandoen i Würzburg.
Førte i Krigen 1870—71 2. bayerske Korps. I
Spidsen for dette Korps kæmpede han 4. Aug.
ved Weissenburg og ved Wörth, hvor han med
Tyskernes højre Fløj fra N. trængte ind i
Fröschweiler. I Slaget ved Sedan tog hans ene
Division Landsbyen Balan, og 19. Septbr
erobrede han Plateauet ved Chatillon, fra hvilket
Paris’ Sydfront beherskedes, og som han
forsvarede mod de fr. Udfaldsforsøg indtil
Vaabenstilstanden. Efter Krigen vedblev han at
føre Kommandoen over 2. Korps til sin Død.
B. P. B.
Hartmann, Johann Ernst, Musiker,
Stamfaderen til den danske Musikerslægt H.,
f. 24. Decbr 1726 i Gross Glogau i Schlesien,
d. 21. Oktbr 1793 i Kbhvn. Om hans Herkomst
og første Uddannelse som Musiker haves ingen
Oplysninger. Sin Ungdom og første Manddom
tilbragte han i Tyskland, hvor han som
Violinspiller — den tyske Leksikograf Gerber regner
ham bl. »de store Violinspillere« — havde
Engagement som Koncertmester ved forsk. mindre
Hoffer, 1754 hos Fyrstbiskoppen af Breslau,
senere ved Hoffet i Rudolstadt, til sidst ved
Hofkapellet i Plöen. Da dette opløstes, kom han
1768, altsaa 42 Aar gl, til Kbhvn, hvor han blev
ansat som »Hofviolon« og Koncertmester ved det
kgl. Kapel. I det dengang opblomstrende
Musikliv aabnede der sig en rig Virksomhed for H.
baade i Egenskab af Solist, Dirigent og
Komponist, dels ved de forsk. Koncertinstitutter — bl. a.
i »Concert Noble« i Gjethuset og i »Harmonien«
(siden 1784) — dels ved Teatret. Opr. var H.
udelukkende Instrumentalkomponist,
komponerede en Række »Symfonier« (hvoraf 1 er
trykt i Amsterdam), Solostykker for Violin samt
Kammermusik (hans Opus 1, 6 Sonater for 2
Violiner og Bas findes i Manuskript paa det
kgl. Bibl. i Kbhvn). 12 Symfonier blev utrykte
af Mangel paa tilstrækkelige Subskribenter. Om
hans Kvalifikationer som Komponist udtaler
hans Samtidige, I. A. P. Schulz, sig meget
rosende: »Dieser Mann«, siger han, »war ein
wahres Genie und hatte den Satz mit allem,
was dazu gehört, ganz in seiner Gewalt«.
Efterhaanden førte hans Teaterstilling H. ind paa
Vokalkompositioner, hvortil han efter Schulz’s
Formening dog behøvede nogen større litterær
Dannelse end den, han besad. Ved sin nærmest
i Grétry’s og Gluck’s Stil komponerede Musik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
