Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hauch, Andreas - Hauch, Johannes Carsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udnævnt til Generalløjtnant, uden at han dog
helt ophørte at modarbejde St Germain. Efter
dennes Fald beklædte han atter gentagne
Gange høje Poster i den øverste Krigsstyrelse,
men fik aldrig nogen Indflydelse af Bet. i disse
Embedsstillinger. Mest bekendt er han bleven
i sin Egenskab af Kommandant paa Kronborg,
da det var ham, der maatte modtage Karoline
Mathilde som Fange paa Kronborg; han var
meget nøjeregnende med at følge den givne
Instruks, men skaffede Dronningen en sømmelig
Behandling. Han døde som General efter at
være traadt ud af aktiv Tjeneste.
(C. F.). C. A. T.
Hauch, Johannes Carsten, dansk
Digter, f. 12. Maj 1790 i Fredrikshald, d. 4. Marts
1872 i Rom. H. tilhørte paa fædrene Side en
gl dansk Embedsmandsslægt, og det mærkes
let, at der
flyder
Patricierblod i hans
Aarer. Faderen,
Frederik H.,
var Amtmand i
Norge, først
over
Smaalenene, men
forflyttedes
omtrent ved
Sønnens Fødsel
som
Stiftamtmand til
Bergen. I den gl.,
livlige Søstad
tilbragte
Sønnen sine første
Barmdomsaar;
men Livet her
prægede ikke ham, som det satte sit Mærke paa
Holberg. Dertil var hans Virkelighedssans for
ringe. Et uudsletteligt Indtryk gjorde derimod
Opholdet i Drengeaarene hos Præsten N.
Hertzberg i Kvindherred, en af Hardangers
storslaaede, men knugende Egne. Hans dybe
Kærlighed til Naturen og hans Trang til at gribe efter
dens Mystik, der som en rød Traad
gennemløber hele H.’s Liv og Digtning, udvikles her.
I 5 Aar — fra det 8. til det 13. — modtog han
i disse Omgivelser sin første Undervisning,
indtil Faderens Kaldelse til Stiftamtmand over
Sjælland 1803 ogsaa førte Sønnen ned til
Danmarks Sletter. Hvad der i de nærmeste Aar
foregik i Kbhvn maatte nødvendigvis gøre
Indtryk paa en saa umiddelbar Aand, som H.’s da
var, og paa et Gemyt, der var saa letvakt til
Begejstring som hans. Det var
Bombardementet, hvor han endnu som Skolediscipel i
Livjægeruniform deltog i Udfaldet i Classen’s
Have, og i Aandens Verden Oehlenschläger’s
frodig blomstrende Ungdomsdigtning, der greb H.
stærkt, skønt hans Natur — som han senere i
Livet ogsaa selv erkendte — kun havde faa
Berøringspunkter med Oehlenschläger’s aabne
og barnlige Selvsikkerhed. 1808 blev H.
Student, og man ønskede, at han skulde fortsætte
Familietraditionerne og gennem det jur.
Studium skaffe sig den nødvendige Forskole for
den højtstaaende Embedsmand. Men deraf blev
intet; trods Faderens Uvillie over Sønnens
Modstand fandt han sig dog omsider i, at denne
kastede sig over Naturvidenskaben, først
Fysikken, senere Zoologien. Det var dog mere den
panteistiske Naturfilosofi end den eksakte
Videnskab, som fra første Færd fængslede H. Gennem
den følte han sig i Slægt med Romantikkens
synlige og usynlige Verden og droges stærkt
af dens mange Apostle i Tyskland, mellem
hvilke han særlig beundrede Tieck. En for H.
højst gavnlig Moderation i denne Kærlighed til
det mystiske og gaadefulde fik han i sin Lærer
H. C. Ørsted’s Forelæsninger. Ørsted var
vistnok selv »Naturfilosof«, men han var
Videnskabsmand nok til ikke at foretrække det
taagede for det klare, og gennem ham lærte
H. i hvert Fald Respekt for Videnskaben. Om
disse Paavirkninger fra forsk. Side bærer H.’s
første udgivne Arbejde »Kontrasterne« (1816)
i højeste Grad Vidne. Det er et Dobbeltdrama,
hvis første Del, »Rejsen til Ginnistan«, er en
satirisk Gennemheglen af de romantiske
Unoder, medens anden Del, »Fantasiens Magt«, er
et alvorligt, ret maadeligt romantisk
Dusindrama, som Forf. erklærer at have vedføjet for
— Kontrastens Skyld. Læseren vil jo alligevel
af første Stykke kunne se, at H. ikke er blind
for de Farer, der truer den romantiske Digter,
som let forfalder til at give et »Maleri af Æter
i Æter med Æter«. Næste Aar forsøgte H. sig
atter med et romantisk Drama »Rosaura«; men
da hans blindt forgudede Oehlenschläger ikke
ret vilde anerkende dette, besluttede H. at sige
Digterbanen Farvel. Som
Oehlenschläger-Entusiast havde H. naturligvis stillet sig paa dennes
Side i Striden med Baggesen og paatog sig i
nogle Smaaskrifter den utaknemmelige Opgave
først at forsvare »Frejas Alter« og senere
»Rejse i Breve til mit Hjem«. H. var ogsaa Medlem
af »Tylvten« og bidrog med et ikke ueffent Digt
»Hunden til Maanen« (ɔ: den bjæffende
Baggesen gøer ad den over alle Smaaligheder
ophøjede, rolig forbiglidende Digterkonge). —
Imidlertid fik H. dog ogsaa Tid til 1820 at tage
Magistergraden i Naturvidenskaberne med
Zoologi som Hovedfag og det flg. Aar Doktorgraden
over et zool. Emne. Derpaa drog han ud paa
en videnskabelig Rejse til Syden.
Efter et Aars Ophold i Paris rejste H. 1822
til Rivieraen for at studere Middelhavets
Fauna. Men hans Skæbne skulde forme sig
anderledes, end han tænkte det, og han skulde igen
fra Naturvidenskabens Verden føres tilbage til
Digtningens. Heftige Smerter i venstre Ben,
rimeligvis en Følge af et giftigt Skorpionbid,
nødte ham til at drage videre mod Syd for at
søge Helbredelse ved et Badested. Men Ondet
forværredes, medens H. opholdt sig paa Ischia,
saa at han maatte tage til Neapel og lægge
sig paa Sygelejet. Nu oprandt en ond og mørk
Tid. Udsigten til at blive Krøbling for Livet
var øjensynlig: da var det han under de tunge
Timer førtes tilbage til Poesien. Vinteren
1824—25 skrev han det naturfilosofiske, halvt
dramatiske Digt »Hamadryaden«, der i en
fantasifuld og noget overlæsset Ramme skildrer
Kampen mellem det Gode og det Onde. Det Onde
symboliseres i den frygtelige Slange, hvis Magt
først kan knækkes af den »rene Yngling«, ret et
 |
| J. C. Hauch. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
