Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Haugwitz, Christian August Heinrich Kurt - Haugwitz-Hardenberg-Reventlow - Haukadalur - Haukeli - Hauk Haabrok - Haukland, Andreas Davidsen - Haukr Erlendsson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rhinen. Han stræbte at holde Nordtyskland
neutralt, men erkendte snart den Fare, som truede
fra Frankrig, og søgte 1798 at overtale Kongen
til at tiltræde Forbundet mod dette Land. 1800
sluttede han det væbnede Neutralitetsforbund
med Rusland og de nordiske Riger og besatte
Hannover for at komme Franskmændene i
Forkøbet. Da de fr. Tropper 1803 dog rykkede ind
i Hannover, vilde han føre Krig og afgik, da
han ikke kunde sætte sin Vilje igennem. 1805
tilraadede han igen Forbund mod Frankrig og
udvirkede, at Preussen skulde stille dette
bestemte Vilkaar for at beholde Freden; overtog
selv Sendelsen til Kejser Napoleon, men lod sig
først holde hen med Snak, senere overvælde
af Kejserens Trusler og Lokkemidler, især da
Rusland for tidlig havde optaget Kampen, og
Østerrig efter Nederlaget ved Austerlitz skyndte
sig at slutte Fred. Han gik Decbr 1805 endog
egenmægtig ind paa et Forsvarsforbund med
Frankrig, stik imod hvad, han tidligere selv
havde tilraadet, og lod sig Febr 1806 i Paris
igen skræmme til ny Indrømmelser for at
opnaa Købet af Hannover. Efter Hardenberg’s
Afgang i Apr. s. A. overtog han paany
Udenrigsministeriet, raadede til Krigen, men traf
ikke tilbørlige Forholdsregler og trak saaledes
Nederlaget ned over Preussen. Kort efter dette
afgik han, blev 1811 Kurator for Univ. i Berlin,
men bosatte sig 1820 i Italien. (Litt.:
Minutoli, »Graf v. H.« [Berlin 1844]).
E. E.
Haugwitz-Hardenberg-Reventlow
[’ha^ukvits-’hardənbærk-], se Hardenberg.
Haukadalur [’hö^lkadalør], en Bondegaard i
Árnessyssel, i det sydlige Island. H. ligger
over 60 km inde i Landet, lige N. f. Geysir, i
en Dal, N. f. hvilken Fjeldørkenen tager sin
Begyndelse. H., der først blev opført af en
Landnamsmand i Beg. af 10. Aarh., blev i det
11. Aarh. bekendt som et Hjem for Lærdom, da
den vise og afholdte Høvding Hallr
Þórarinsson »den milde« boede der
(1025—1089). Siden blev H. indtil i Midten af 13. Aarh.
Stamsædet for den berømte
Haukadals-Slægt (se Teitr Ísleifsson). Denne Slægt
talte fl. lærde og mægtige Mænd, der spillede en
fremragende Rolle i Fristatens sidste Tid. Fl.
fredelige Minder knytter sig til H. Her tilbragte
Ari inn fróði sin Ungdom hos Hallr
Þórarinsson og Teitr Ísleifsson; den sidste holdt en
Skole i H., der fra nu af fl. Slægtled igennem
blev et af Hovedsæderne for Lærdom og
litterære Sysler i Mand.
B. Th. M.
Haukeli [’hä^ukəli.]. Ret op for den vestre
Ende af det lange, smalle Grungedals Vand i
Vinje Herred, Telemark Fylke, ligger den lille
af 8 Gaarde bestaaende Haukeligrænd.
Det er den sidste bebyggede Del af Fjeldet og
den, som strækker sig længst ind paa
Hardangervidden; Overgangen til nærmeste Bygd paa
Vestsiden, Røldal, er kun c. 70 km, og her
har derfor ogsaa Samfærdselen gaaet i
umindelige Tider. Længe var der kun en daarlig og
besværlig Ridevej over høje Fjelde og store
Fonner. Først 1858 begyndtes den storartede
Chaussé, som under Navn af Haukelivejen
fører fra Haukeligrænden til Røldal og derfra
videre baade til Odda ved Hardangerfjorden og
til Suldal i Ryfylke; den fuldførtes 1887. Det
hele Vejanlæg er ført langs en lang Rk. af
Søer, hvor den stadig voksende Turiststrøm har
fremkaldt Opførelsen af fl. Hoteller, saaledes
H. Hotel ved Vejens Begyndelse, Hotel
Vaagsli ved Vaagslivandet, og
Haukelisæteren ved Staavand. Nærmere Røldal er
Terrainet vildere, Vejen gaar op i Højden
gennem en Tunnel til Dyrskaret, hvor det
højeste Punkt (1133 m) naas; endnu længere
frem fører Slyng paa Slyng ned i Røldal’s
Kedel til det store Røldal Hotel.
(J. F. W. H.). M. H.
Hauk Haabrok var efter Sagnet en af
Harald Haarfagre’s mest betroede Mænd, der stod
i Spidsen for den Sendefærd, som bragte
Kongens Søn Haakon (Haakon den Gode,
Adalsteinsfostre) til den eng. Konge Athelstan’s Hof,
hvor han opfostredes. Tilnavnet Haabrok
betyder ligesom Fornavnet en Høg.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Haukland [’hä^uklan], Andreas
Davidsen, norsk Forf., f. i Nordland 1873, vakte efter
at have udg. nogle ungdommelige Førsteforsøg
»Digte« (1899) og »Sitrende Sanser« (1900),
Opmærksomhed med »Bonsaks Fortællinger«
(1902), hvor han lagde en udpræget stilistisk
Evne for Dagen. I den vidtløftige, halvt
selvbiografiske Novellecyklus »Ol-Jørgen«
fremtræder H. som en af Hamsun paavirket lyrisk
Fortæller og Bekender. Det bedste her er de
pragtfulde Skildringer og Stemninger fra
nordlandsk Natur, medens den psykologiske
Karakteristik af Titel- og Hovedpersonen er uklar
og lidet fyldestgørende, — en vis Interesse har
den som en personlig Redegørelse for
Digterens triste og omtumlede Barndom og Ungdom.
Det der imidlertid særlig vakte Opsigt, var den
dristige og utilslørede Sensualisme i
Skildringen. H.’s betydeligste Værk er den lille Roman
»De store Skoge« (1905), et Værk, som ved
Fremstillingens enkle Kraft og Fantasimagt
staar helt for sig selv i norsk Digtning.
Ypperlige Billeder fra Natur-, Menneske- og
Dyreverdenen findes ogsaa i »Havet« (1906) og
»Nybyggerhistorier« (1907). I »Gunnar Rabens
Ægteskab« (1908) har H. gjort et interessant
Forsøg paa at udrede Sjælelivet hos Mennesker
af mere kompliceret Type end de, han har
behandlet i sine tidligere Bøger. Senere er
udkommet »Eli Svartvatnet« (1909), »Gunnars
Lykke« (1910), »Vildmarkens Barn« (1911),
»Ormungerne« (1912), »Til Rom« (1915), »Den
nye Manden paa Volden« (1920).
(Carl Nærup). E. S-n.
Haukr Erlendsson [’hô^ikør-’ær-], en isl.
lærd og norsk Lagmand og Ridder, d. 1334. H.
var af isl. Herkomst; i c. 6 Aar (1294—99)
beklædte han Lagmandsembedet paa Island, den
sydøstlige Del. Noget efter rejste han til Norge,
hvor han først blev Lagmand i Oslo, senere i
Gulatingslagen, vistnok 1303—22, dog med de
Afbrydelser, der foraarsagedes ved hans Rejser
til Island; disse foretog han for paa den norske
Konges Vegne at ordne forsk. Forhold paa
Island; han var her bl. a. Medstifter af »de lærde
Mænds Hospital« i Gaulverjabær. 1323—29 har
han vistnok levet paa Island, beskæftiget med
litterære Studier og Afskrivning. Herefter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
