- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XI: Hasselmus—Hven /
32

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hav (Vandmasse)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

forekommer i H., og af hvilke de første har givet
Anledning til Benævnelsen »Det Røde Hav«,
hidrører fra Millioner af næsten mikroskopiske,
organiske Væsener. Den især i de tropiske
Have hyppig optrædende Fosforescens
forklares forsk., men er sandsynligvis en almindelig
Livsvirksomhed, ligesom Varmen fremkaldt i
ved den kemiske Stofveksel, og dens forsk.
Intensitet afhænger derfor af den Energi,
hvormed Livsprocessen foregaar. Mærkværdig er
ogsaa den overordentlige
Gennemsigtighed i H., der i Alm. er langt større end i det
med fremmede Dele rigt forsynede Indsøvand
og Flodvand, og som er mere paafaldende i de
koldere Klimaer end i de varme. I Sortehavet
kan man ved 77 m’s Dybde endnu se
Havbunden, men Lysstraalerne trænger endnu længere
ned, hvilket kan vises ved fotografiske Plader.
Blaa Straaler gaar indtil 500 m ned, violette
indtil 1000 m, og først ved 1700 m udslukkes
Lyset fuldstændig (»Michael Sars«).

Temperaturforhold. H.’s
Overfladetemperatur
er afhængig af Solens
Bestraaling; men da Havvandet i Modsætning
til Landjorden lader Solstraalerne gaa igennem
sig, opvarmes det langsommere og svagere, i
men er ogsaa i længere Tid i Stand til at
bevare den modtagne Varme, og da Vandet
tilmed er meget mere ensartet i sin
Sammensætning end Landjorden, bliver det langt mindre
udsat for Afvekslinger i sine
Temperaturforhold (Min. ÷ 3,3°, Maks. 32,2° i aabne Have, i
Bihave Maks. 35,6°). Undersøger man
Temperaturen i Dybet, viser det sig, at den
bliver lavere nedad, i Begyndelsen med
hurtigere, senere med langsommere Aftagen. Solens
Indvirkning trænger langt dybere ned end paa
Landjorden, men til Gengæld gør den indre
Jordvarme sig ikke gældende. Da Havvandet
har sin største Vægtfylde umiddelbart, inden
det fryser, hvilket finder Sted ved ÷ 2,5°, naar
det er i Bevægelse, finder man Temperaturer i
Omegnen af Nulpunktet paa alle større Dybder,
og denne Temperatur naas selv i de ækvatoriale
Egne allerede paa c. 4000 m’s Dybde; i
Polarhavet kan Bundtemperaturen med ringe Dybde
synke indtil ÷ 2°. Det viser sig saaledes, at
Havvandet med Undtagelse af de Lag i de
varmere Bælter, der ligger nærmest Overfladen,
er meget koldt, hvilket lader sig forklare ved
en jævn Gliden af det kolde Polarvand langs
Bunden nedad mod Ækvator. I de koldere
Egne kan man naturligvis om Vinteren, naar
Overfladevandet er meget koldt, iagttage en
stigende Temperatur nedad indtil en vis Dybde,
saaledes i de arktiske Have og f. Eks. ogsaa i
Østersøen. I indelukkede Bassiner, hvor det i
kolde Bundvand fra Oceanet ikke kan trænge
ind, holder Bundtemperaturen sig betydelig
højere; saaledes har Middelhavet, der skærmes
af en undersøisk Ryg i Gibraltar-Strædet, en
ensartet Temperatur paa 13° fra 500 m’s Dybde
indtil Bunden hele Aaret rundt, medens
Atlanterhavet i en tilsvarende Dybde har en
Temperatur paa 2°, og et lignende Forhold finder man
omkring Wyville-Thomson-Ryggen mellem
Skotland og Grønland; ved omtr. ensartet Varme i
Overfladen er Temperaturen paa en Dybde af
1000 m ÷ 1,3° NØ. f. Ryggen, men + 6° SV. f.
samme. Den i H. drivende Is har forsk.
Udspring; man skelner mellem Flodis,
Gletscheris og Havis. Den førstnævnte har i
det hele en mere underordnet Bet., om end
den, som f. Eks. langs den sibiriske Nordkyst,
antager ret betydelige Dimensioner. Ulige
interessantere er Gletscherisen, der som Isbjerge
svømmer rundt i H. paa de højere Bredder.
For det nordlige Atlanterhavs Vedkommende
stammer den overvejende fra Grønlands
kolossale kalvende Isbræer og fra Franz Josefs Land.
Skønt kun 1/7 af et Isbjerg rager op over
Havfladen, naar de nordlige Isbjerge dog 50—70 m’s
Højde. Endnu mægtigere er Gletscherisen i de
antarktiske H., hvor den præsenterer sig som
store Flader med bratte, murlignende Kanter
paa over 50 m, og som synes at hidrøre fra den
Isklædning, der bedækker Landene omkring
Sydpolen. I Nordatlanterhavet strækker
Drivisens Sydgrænse sig mod V. omtrent til Boston’s
Bredde, medens den mod Ø. viger langt N. f.
den Skandinaviske Halvø; i Sydatlanterhavet
ligger Nordgrænsen omtr. paa en Linie fra
Buenos Ayres til Afrikas Sydspids. Af betydelig
Interesse er ogsaa Havisen, som om Vinteren
dækker store Omraader af de arktiske H.,
brydes og sammenskrues af Storm og Søgang,
danner Flager og Pakis, der spredes af Strømmen
og smeltes af Sommersolen, men som hver
Vinter danner sig paa ny og i snævre Farvande
kan opnaa mægtige Dimensioner, om end den
enkelte Vinter kun formaar at frembringe Is
med en Tykkelse af 2—2,5 m.

Den geometriske Form af
Havoverfladen, »Havspejlet«, afviger, bortset fra alle
Uregelmæssigheder som Bølge- og
Tidevandsbevægelser, i ringe Grad fra Jordens
Rotationsellipsoideform. Dette beror paa Kontinenternes
Tiltrækning af Vandet, der bringer Overfladen
til at hæve sig ind mod Kysterne, den saakaldte
Kontinentalbølge. Dog hæver
Havspejlet ved Kysterne sig sandsynligvis ingen St.
mere end 50 m højere end i det aabne Ocean.
Det er derfor vanskeligt at bestemme en fast
Middelvandstand, der kan regnes som
Nulpunkt ved Udmaaling af Højder og Dybder, og
enkelte Lande har derfor konstrueret et
Normalnulpunkt; saaledes regnes der i Tyskland
med en Niveauflade, der ligger 37 m under
Observatoriet i Berlin, en Højde, der paa det
nærmeste svarer til Nulpunktet i Amsterdam.
Heller ikke i de enkelte H. er Niveaufladen den
samme, om end Forskellen er betydelig mindre,
end man tidligere troede, saaledes har et af de
Forenede Stater udført Præcisionsnivellement
givet som Resultat, at det Stille H. kun ligger
18,7 cm højere end det Atlantiske H. ved
Panamatangen.

H. er underkastet tre forsk. Bevægelser,
nemlig Bølgegang, Strømning og Tidevand.
Bølgegangen skyldes Vindens Tryk paa
Overfladen; den viser sig som en hurtig
fremadskridende Formforandring af Overfladen, dog
uden nogen tilsvarende hurtig Stedforandring af
de enkelte Vandpartikler. Den er imidlertid ikke
indskrænket til selve Overfladen, men kan
endnu spores paa en Dybde, der er 350 Gange

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:55:14 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/11/0040.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free