Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Havfauna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
har man fundet, at visse Pighude (f. Eks.
Søstjernen Ctenodiscus crispatus) er udbredt
langs hele Amerikas Vestkyst, fra
Beringstrædet til Magellan-Strædet, idet de i det tropiske
Bælte kun findes paa dybt Vand, hvor Temp.
er lav nok til dem. Paa Grundlag heraf har en
amer. Forsker endog i fuldt Alvor hævdet, at
den antarktiske Region langs Amerikas
Vestkyst strækker sig lige til Berings-Havet. Et
andet Forhold af stor Interesse er
Overensstemmelsen mellem den vestafrikanske og den
østamerikanske Kystfauna; forsk. Arter, f. Eks. af
Dekapoder og Pighude, forekommer begge
Steder, men ikke i det aabne Atlanterhav mellem
de to Kyster. Dette i Forbindelse med lgn.
paafaldende Overenstemmelser inden for den afrik.
og den bras. Plante- og Dyreverden har ledet
til Opstillingen af den saakaldte
»Archhelenis«-Teori (Jhering), der gaar ud paa, at der i en
tidligere Periode har været en Landforbindelse
mellem Afrika og Brasilien (jfr
»Atlantis«-Sagnet). For H.’s Vedk. behøver man dog ikke at
søge Forklaringen paa Overensstemmelsen
mellem den afrik. og den vestindiske Kystfauna i
en saadan tidligere Landforbindelse; den lader
sig let forklare ved, at disse Dyrs pelagiske
Larver er blevet ført af Havstrømningerne
tværs over Atlanterhavet. Ogsaa mellem den
østamerikanske (vestindiske) og den
vestamerikanske Kystfauna er der store
Overensstemmelser. Grunden dertil er den, at disse to Have
opr. har været sammenhængende; først i en
temmelig sen Jordperiode (den miocene) blev
de adskilte af Panama-Tangen. Hvad endelig
den atlantisk-boreale Subregion angaar, hvortil
den danske H. hører, saa maa her nogle
enkelte Forhold omtales. Adskillige Dyreformer
lever i de danske Farvande, men træffes ellers
kun højt imod N., f. Eks. Cottus quadricornis
(en Ulk, lever i den bottniske Bugt), Astarte
borealis, Idothea entomon, og langt fl. saadanne
arktiske Dyreformer findes subfossilt, har
altsaa levet her i den nærmest foregaaende
Jordperiode, men er nu uddøde. Forklaringen af
dette Forhold er at søge i Istiden. Under
denne var Faunaen i de danske Farvande
udelukkende arktisk; efterhaanden som Isen trak
sig tilbage mod N., og Temp. steg, vandrede
den arktiske Fauna igen mod N., og en
sydligere Fauna indtog dens Plads, men enkelte
Former blev tilbage, blev indelukkede paa en
ell. anden Maade og har tilpasset sig til det
nuværende Klima (saadanne tilbageblevne Dyr
kaldes Reliktformer). Men man finder ogsaa
subfossilt forsk. Dyreformer, som nu kun findes
længere S. paa, f. Eks. Tapes decussatus (en
Musling). Det beviser, at der siden Istiden har
været en Tid, da Klimaet var varmere, end det
er nu (lgn. Forhold er ogsaa konstaterede i
Skandinavien, England og Grønland).
Ogsaa Vandets Saltholdighed spiller en
betydelig Rolle for Dyrenes Udbredelse. De fleste
Havdyr taaler kun en ringe Forandring i
Saltholdigheden (stenohaline kaldes de), kun nogle
faa Former kan taale større Forandringer deri
(euryhaline), og endnu færre er knyttede til
Vand af ringe Saltholdighed (Brakvand).
Derfor er Brakvandsfaunaen altid temmelig fattig;
et typisk Eksempel paa en Brakvandsfauna er
Østersøens Fauna. Inden for den littorale
Region er der Grund til at sondre Tidevandszonen
som en særlig Underafdeling, karakteriseret
ved, at den med bestemte Mellemrum ligger
tør, udsat for direkte Sollys. Ogsaa
Bølgeslagets Virkninger er her særlig stærke. De Dyr,
der lever her, maa altsaa kunne taale at ligge
tørt til Tider (under Ebben), i alt Fald maa
de fastsiddende kunne det. Særlig i de tropiske
Egne er Tidevandszonens Dyr udsat for stærk
Udtørring. Som Eksempel kan nævnes: Balaner,
Strandsneglen (Littorina littorea), Albuskæl
(Patella), og i de trop. Egne: Skallus, det
mærkelige Søpindsvin Colobocentrotus og
Klippe-Østersen, der paa Klipperne danner en tyk
Bræmme ved den øvre Vandlinie. Til
Tidevandszonen hører ogsaa Mangrovesumpenes
mærkelige Fauna, med Vinkekrabberne (Gelasimus)
og de paa Land levende Fiske
(Periophthialmus), af Kutlingernes Fam. I Overensstemmelse
med de stærkt vekslende Naturforhold,
hvorunder Littoralfaunaen lever, varierer den stærkt
efter de forsk. Lokaliteter, og man kan skelne
mellem fl. karakteristiske Dyresamfund.
Det mest udprægede af disse er de tropiske
Haves Koralrev; men ogsaa i vore egne
Farvande finder man ret udprægede
Dyresamfund, som Havgræssets (Zostera’ens) ell. den
bløde Lerbunds Fauna. — Der er i nyeste Tid
fra dansk Side paabegyndt indgaaende Studier
over disse Dyresamfund og over Havbundens
Dyreliv i det hele taget. Disse Undersøgelser
gaar ud paa ved en kvantitativ Analyse
(Optælling af Antallet af Individer af de forsk.
Dyrearter pr m2) at gennemføre en virkelig
Bonitering af Havbunden, til Grundlag for en
rationel Bedømmelse af et Farvands
Fiskeproduktion. Disse Undersøgelser, der utvivlsomt
har en stor Fremtid for sig, har man
efterhaanden begyndt at optage forsk. Steder i
Verden.
Dybhavsfaunaen har et langt mere
ensartet Præg end Kystfsunaen, fordi de fys.
Forhold overalt er saa ensartede. Overalt en lav
Temp., omkr. Frysepunktet (undtagen i
Middelhavet, hvor Bundtemp. er 13°), overalt næsten
absolut Ro, Mørke, et uhyre Tryk af Vandet,
og temmelig konstant, stor Saltholdighed. P.
Gr. af denne Ensartethed kan de enkelte
Dyreformer have en overordentlig stor Udbredelse;
adskillige vil formodentlig vise sig at være
kosmopolitiske, særlig saadanne, som bevæger
sig frit over Bunden, som Fisk og forsk.
Krebsdyr. Dog vil der vistnok ogsaa for
Dybhavsfaunaens Vedk. være at sondre mellem forsk.
Regioner. I alt Fald er det fastslaaet, særlig
ved »Ingolf«-Ekspeditionens Undersøgelser, at
Dybhavsfaunaen i Nordhavet er vidt forsk. fra
Atlanterhavets Dybhavsfauna (fra S. f. Island
og Grønland). Den vigtigste Grund til
Forskellen mellem disse to Haves Fauna synes at være
Forskellen i Bundtemperaturen; i Ishavet er
den altid under 0°, i Atlanterhavet lidt over
0°. Men for øvrigt er vore Kundskaber endnu
for ufuldkomne til, at en Sondring i Regioner
kan gennemføres paa tilfredsstillende Vis.
Adskillige Dyreformer er særlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
