Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Havflora - Havfruer - Havgasse - Havgasse (se Lom) - Havgerdinger - Havgræs - Havgræsformation - Havguder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nereocystis i Stillehavet blive lige saa
kæmpemæssig som Macrocystis). Vertikal
Udbredelse. Som nævnt findes Havets
Planter kun ned til c. 200 m’s Dybde, men er ikke
ligelig fordelte fra Overfladen og til denne
Dybde. Ligesom Landplanterne paa et Bjergs
Sider har deres bestemte Niveau, saaledes
ogsaa Algerne i Havet; men her er det
Lysforholdene, som betinger Fordelingen, ikke
Temperaturen. Det er først og fremmest Lysets
Styrke, men maaske ogsaa dets Farve.
Grønalgerne synes at være de mest og Rødalgerne
de mindst lyselskende, og dette staar
sandsynligvis i Forbindelse med, at de røde
Farvestraaler (de heldigste for de grønne Alger)
absorberes før de grønne og blaa. At Lysets Styrke er
en Hovedbetingelse for Udbredelsen, har man
ved Neapel fundet et smukt Eks. paa. Der findes
der en Grotte (Grotta del Tuono), som i sin
indre Del er halvmørk, og derinde finder man
oppe ved Overfladen Alger, der ellers vokser
paa 50 à 60 m’s Dybde, medens der ved
Indgangen vokser de sædvanlige Alger fra de øvre
Vandlag. Kendskabet til Forholdene ved
Algernes vertikale Udbredelse er bedst for det
boreale Omraades Vedkommende, og her plejer
man at adskille 3 af Kjellman opstillede Bælter:
1) det litorale Bælte fra højeste
Vandstand ved Flod ell. højere op, hvor der er
stærk Brænding, og til laveste Stand ved Ebbe,
2) det sublitorale Bælte til 30 à 40 m,
og 3) det elitorale Bælte til Vegetationens
Ophør mod Dybet. Det litorale Bælte er i de
arktiske Have artsfattigt og ringe i Udvikling i
og Individmængde, sandsynligvis p. Gr. a. Isens
ødelæggende Virkninger; i det nordlige
Atlanterhav, f. Eks. ved Norges, Englands og
Færøernes Kyster, er det derimod rigt; her naar
Fucaceerne (paa mere aabne Kyststrækninger
Ilimanthallia) deres højeste Udvikling. Det
sublitorale Bælte er baade ved arktiske og
atlantiske Kyster rigt paa Arter og Individer. De
tætte Skove, som Laminarierne danner,
indeholder talrige smukke Rødalger (Delesseria,
Ptilota o. s. v.). I Modsætning til dette Bælte
er det elitorale næsten overalt fattigt paa
Arter, om end ikke paa Individer; thi nogle St.
kan de skorpeformede ell. koralformede
Kalkalger, der især karakteriserer det, optræde i
store Mængder; foruden disse findes der
adskillige andre Rødalger, men faa Brunalger og
ingen Grønalger. (Litt.: P. Ascherson,
»Die geograph. Verbreitung der Seegräser«
[Neumayr’s »Anleitung zur wissensch. Beobacht.
auf Reisen«, 1905]; O. Drude,
»Pflanzengeographie« [1890]; Falkenberg, »Die
Meeres-Algen des Golfes von Neapel« [»Mittheil. a. d.
zoolog. Station zu Neapel«, 1878]; Kjellman,
»Norra Ishafvets algflora« [»Vega-Eksp.’s
vetensk. Iakttagelser«, 3, 1883], o. a. Afh.; C. H.
Ostenfeld, »Havgræssernes Udbredelse i
Verdenshavene« [i »Naturen« 1917]; L.
Kolderup Rosenvinge, »Om Algevegetationen ved
Grønlands Kyster« [1899]; J. Reinke,
»Algenflora der westl. Ostsee deutsch. Antheil« [1886];
E. Warming, »Plantesamfund« [1895], og
»Lehrb. d. ökolog. Pflanzengeographie« [3.
Opl., 1914—18]).
C. H. O.
Havfruer, i (nyere) nord. Folketro
kvindelige Væsener af menneskeligt Udseende, der
tænkes at leve i Havet; Navnet kan ikke følges
længere tilbage end i den middelalderlige
Folkevisedigtning, og H. synes at have afløst den
ældre Forestilling om Ægir’s Døtre og at have
fortrængt de mere vilde Forestillinger om
Havjætter. H. tænkes som et Væsen, der oftest er
venligt mod Mennesker; alm. er Sagn om
hendes Hjælp til Søfarende i Havsnød. I Folkeviser
forekommer H. hyppig; mest berømt er »H.’s
Spaadom« (»Danm. gl. Folkev.«, Nr 42), med et
fra Oldtiden laant Motiv, at det fangne Havvæsen,
der tvinges til at spaa, forkynder Ulykker, men
fint og vemodigt behandlet og sammensmeltet
med det middelalderlige Motiv: Elverfolkets
Salighedslængsel. Sagn om H.’s Spaadom
(Dronning Margrete, Christian IV) er vistnok
fremkaldte af denne Vise.
(A. O.). H. El.
Havgasse bruges dels som folkeligt Navn
for forsk. Slags Søfugle (»Havgæs«), dels bruges
det af Indlandsboere om Strandboere, især
vestjydske Fiskere (se f. Eks. Blicher »Marie«).
Endelig bruges Ordet alm. i Bet. »arrigt
Kvindfolk«.
V. D.
Havgasse, se Lom.
Havgerdinger, et Naturfænomen, som iflg.
»Kongespejlet« (Konungs-skuggsjá,
sandsynligvis skrevet i første Halvdel af 13. Aarh.) og isl.
Sagaer forekommer i Grønlandshavet. Det siges
at være meget farligt for de Søfarende, og
fortolkes som Jordskælvsbølge ell. Havskælv.
G. F. H.
Havgræs (Rúppia L.), Slægt af
Vandaksfamilien, nedsænkede fleraarige Urter med grenet
Stængel og traaddannede Blade uden tydelige
Tværnerver. Akset, der kun bestaar af 2
Blomster, er før Blomstringen skjult af de store
Bladskeder nedenfor Blomsten er nøgen, har 2
Støvdragere og 4 Frugtblade, der udvikler sig
til en Flerfoldsfrugt; Smaafrugternes
(Nøddernes) Stilke forlænger sig mere ell. mindre
stærkt. 3 Arter, der af nogle sammenfattes til 1;
de lever i lavt Brak- og Saltvand og adskiller
sig især fra hverandre ved Længden af Akset
og Smaafrugternes Stilke; den almindeligste Art
i danske og norske Farvande har en lang,
spiralsnoet Aksstilk (R. spiralis L.). — H. er
desuden Benævnelse for Marehalm og
Bændeltang.
A. M.
Havgræsformation, se under Havflora.
Havguder. Under Henvisning til de særskilte
Artikler anføres her Navnene paa de vigtigste
gr. H.; fl. af dem dyrkedes kun inden for et
snævert begrænset Omraade og havde uden for
dette ringe Bet. Vandets øverste Herre var
Poseidon, der fik Havet til sit Rige, da
Verdensherredømmet deltes mellem Kronos’
Sønner; hans Hustru Amfitrite blev Moder
til Triton. Medens Poseidon allerede hos
Homer er en fuldt udformet Gudeperson,
vedblev Pontos og Okeanos at være bundne
til deres Element; de havde næppe nogetsteds
en egl. Kultus, og Navnene vedblev at bruges
til Betegnelse for Havet og for
Verdensstrømmen, der efter Grækernes Opfattelse løb uden
om den beboede Jord. Den sidste anføres
allerede i Iliaden som Ophav til Havet, alle Floder,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
