Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hebriderne - Hebriderne, Ny- - Hebron - Hebros
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hebriderne, Øgruppe i Atlanterhavet ved
Vestkysten af Skotland, bestaaende af over 500
Øer og Skær, hvoraf c. 100 er beboede. 7555
km2. H. deles i de indre og de ydre H. De
indre H. er ægte Kystøer, der kun ved
smalle Sunde skilles fra Skotlands Kyst.
Nordligst, adskilt fra Skotland ved Inner Sound og
Sleat Sound, ligger den store Ø Skye (1533
km2) med de mindre Raasay, Rona,
Canna, Rum og Eigg. N. f. Indløbet til Firth of
Lorne ligger Mull (782 km2), adskilt fra
Skotland ved Sound of Mull, samt Coll, Tiree,
Ulva, Iona, Staffa og Lismore. S. f.
Firth of Lorne ligger Colonsay, Islay og
Jura, ved Sound of Jura skilte fra Halvøen
Kintyre. I Mundingen af Firth of Clyde ligger
Clyde-Øerne, af hvilke Arran og Bute er
de vigtigste. Alle Øerne er bjergrige, og ikke
faa Toppe naar op imod 1000 m, saaledes Goat
Fell paa Arran (874 m), Paps paa Jura (784 m),
Ben More paa Mull (966 m) og Cuchullin Hills
paa Skye (986 m). I deres geol. Bygning slutter
de indre H. sig nær til det skotske Højland.
Paa et Underlag af Jura og Kridt hviler
mægtige Vulkanruiner og Basaltstrømme; forbundne
med Tuflag, der indeholder miocæne
Plantelevninger. Basalten, der med sin regelmæssige
Søjleafsondring giver Anledning til
mærkværdige Klippeformer og stejle Kystskrænter, er
næsten eneherskende paa Mull, Skye o. fl.
mindre Øer. Fl. St. har Bølgeslaget frembragt Huler
i Kystskrænterne, saaledes den berømte
Fingalshule paa Staffa. Af de indre H. hører
de nordlige (Skye og nærliggende mindre Øer)
til Inverness, mellemste Del til Argyllshire og
de sydøstlige Øer til Bute. De ydre H. (3115
km2) skilles ved North Minch fra Skotland, ved
Little Minch og Sea of the Hebrides fra Skye.
Denne indtil 241 m dybe Havarm betegner en
Sænkning, der sandsynligvis indtraadte i
Miocæntiden. De ydre H. danner en med Skotlands
Kyst parallel Kæde af Øer, der ofte
sammenfattes under Navnet Long Island, fordi de
danner ligesom en lang Ø, der kun afbrydes af
meget smalle Sunde. Den nordligste Ø er
Lewis, der i Clisham naar en Højde af 789 m.
Derefter følger North Uist, South Uist,
Barra og talrige mindre Øer. Alle disse Øer
er opbyggede af Gnejs, er rige paa Indsøer og
har dybt indskaarne Fjorde. I geol. Henseende
ligner de den norske Øgruppe Lofoten og
udgør sammen med denne Rester af et
ældgammelt, i sibirisk og devonisk Tid dannet
Bjergland, det »kaledoniske«. Den nordlige Del af
de ydre H. (Lewis) hører til Grevskabet Ross
og Cromarty, Resten til Inverness. Klimaet
er udpræget Øklima. Middeltemperaturen er
for Januar 4°—5°, for Juli 13°—14°.
Regnmængden c. 150 cm. Plantevæksten er
temmelig fattig; af Skov findes kun lidt,
hvorimod Lynghede har en ikke ringe Udbredelse;
Agerbruget indskrænker sig til Avl af Byg og
Havre, Kartofler og Roer. Faareavlen har
megen Bet. Talrige Søfugle yngler paa Skærene,
og der drives Fuglefangst. Fiskeriet i de
omliggende Farvande er dog den vigtigste
Næringsvej. Befolkningen (1911 paa de
indre H. 46400 Indb., paa de ydre H. 47900 Indb.)
har for en stor Del bevaret det gæliske Sprog
og mange gl. Skikke.
Historie. I Oldtiden var H. kendte under
Navnet Ebudæ ell. Hebudes; den moderne
Stavemaade skal være kommet i Brug i 18. Aarh.
ved en Trykfejl. Nordboerne kaldte dem
Suder-Øerne (Sudreyjar), d. e. »de sydlige Øer«.
De stod under egne Høvdinger, som anerkendte
de skotske Kongers Overhøjhed. I 6. Aarh.
indførtes Kristendommen af den hellige Columba,
der grundlagde det berømte Kloster paa Iona.
Norske Vikinger begyndte at gøre Indfald i 8.
Aarh., og i 9. Aarh. bosatte mange Nordmænd
sig, hvorefter Harald Haarfager lagde Øerne
under den norske Krone. Skotske Konger gjorde
mange Forsøg paa at ferdrive Nordmændene;
men først 1266 opgav Norge alle Krav paa H.
De skotske Konger havde saa godt som ingen
Myndighed paa H., hvor Klanerne stadig laa
i Fejde med hverandre; navnlig Macdonalds
og Macdougals var næsten fuldstændig
uafhængige. Efter mange Kampe med Skotterne og
talrige Oprør blev endelig 1748 Høvdingerne
ved en Parlamentsakt berøvede deres
Rettigheder. (Litt.: Buchanan, The Hebrid Isles
[London 1883]; Mackenzie, History of the
Outer Hebrides [1903]).
G. Ht.
Hebriderne, Ny-, se Ny-Hebriderne.
Hebron [hebr. kæ’wro.n], o. 36 km S. V. f.
Jerusalem, har fra gl Tid haft Bet. p. Gr. a.
sin Beliggenhed ved fl. Hovedveje, der førte
henh. til Jerusalem, Gaza, Ægypten og
Rødehavet. Den skal tidligere have heddet qirjat
arba, og identificeres derfor af nogle med det
i Amarna-Brevene omtalte Rubute. I ældre Tid
tilhørte den Kaleb Stamme. Bet. for Israels
Historie fik den, da David gjorde den til
Midtpunkt for sit sydjudæiske Rige; den var hans
Hovedstad i 7 Aar, indtil han erobrede
Jerusalem. Her modtog David Saul’s tidligere
Feltherre Abner, som tilbød ham Israels Rige, men
blev dræbt af Joab. I H. rejste senere Absalom
Oprørsfanen mod sin Fader David. Rehabeam
befæstede H. mod de sydlige Naboer. Efter
Eksilet erobrede Edomitterne det fra Jøderne,
men Judas Makkabæer tog det tilbage. H.
spiller en stor Rolle i Israels Sagnhistorie. Før
Israels Udvandring skal de overnaturlige
Kæmper, Enaq-Sønnerne, have boet her. Og H. var
Hjemsted for Abraham, der opslog sit Telt
under Mamres Terebinte og købte en
Begravelsesplads »Makpelas Hule« her; i den
begravedes Sara, Abraham, Isak, Rebekka, Lea og
Jakob. Efter Abraham kaldes H. nu el-chalîl,
»Vennen«, Koranens Betegnelse for Patriarken
(jfr Jes. 41, 8). Den er en ret blomstrende By
med c. 22000 Indb., har betydelig Handel og
Industri, især af Lædersække og Glasvarer samt
Agerbrug og Vinavl. Byens Hovedhelligdom, el
harâm, i den østlige Udkant skal omfatte
Makpelas Hule; her ligger en Moske, en tidligere
kristen Kirke, hvis Oprindelse gaar tilbage til
den byzantinske Tid. Lidt uden for Byen i en
Have viser man »Abrahams Eg«, hvis Stamme
maaler 10 m i Omfang.
J. P.
Hebros, det antikke Navn paa Floden Maritsa
i Thrakien. Som Flodgud findes H. ofte afbildet
paa Mønter fra Filippopolis.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
