Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - hebræisk Skrift - hebræisk Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bl. a. fortsattes i Samaritansk og Palmyrensk,
benyttedes endnu hos Jøderne i
Makkabæertiden (2. Aarh. f. Kr. paa Mønter, men kun
paa Grund af en bevidst konservativ Tendens.
Allerede paa den Tid havde man fra
Aramæerne overtaget en ny Form af den ældre
Skrift, den, der paa Grund, af sit Udseende
kaldes Kvadratskrift i Modsætning til
det gl Alfabets mange runde Former. Jøderne
kalder den ass. Skr. og siger, at den indførtes
af Ezra, hvilket dog næppe er rigtigt. Det
ældste Eksempel paa Kvadratskrift haves i en
Indskrift fru Araq-el-Emir i Østjordanlandet
(vistnok omkr. 180 f. Kr.), der dog endnu har
beholdt Spor af det gl. Paa Kristi Tid skreves
de hellige Skr med Kvadratskrift, da Jesu
Betegnelse af jota som et af de mindste Bogstaver i
(Mat. 5, 18) ellers er uforstaaelig. Hos
Middelalderens Jøder har der af denne Skr. udviklet
sig en Kursiv. — Skrivematerialet er forsk. De
ældste Indskrifter, de fra Samaria, er skrevne
med Blæk paa Potteskaar; de større Indskrifter
fra den ældre Tid er huggede i Sten. Ellers
brugte man Tavler (Jes. 8, 1; Hab. 2, 2) eller
Bogruller, formodentlig af Papyrus ell. Skind;
man skrev med Skriverør og Blæk. Det
skrevne Blad havde Rulleform (megilla).
Den h. S. var Konsonantskrift, ell. rettere
en Stavelseskrift, idet man har læst
Konsonanten med den dertil hørende Vokal. Vokalerne
er ikke angivne; dog har man brugt de mellem
Konsonant og Vokal staaende w og j til
Betegnelse af lange Vokaler. Derpaa bødede man
senere ved at angive den overleverede Udtale
af Vokalerne ved Hjælp af et System af Streger
og Prikker; dette fandt Sted i 7. og 8. Aarh.
e. Kr. (se Massoreterne), og man har to
saadanne Systemer: det alm. brugte
tiberiensiske og det bab. Ang. Udtalen af de saaledes
angivne Vokaler haves forsk. Traditioner hos
de port. og de polsk-tyske Jøder.
Konsonantbogstavernes Navne (Alef, Bet, Gimel o. s. v.)
er utvivlsomt gl., da de er opbevaret ens hos
Jøder og Grækere og til Dels hos Ætioperne;
men deres Oprindelse ligger i det dunkle.
J. P.
hebræisk Sprog hører sammen med
Fønikisk og Moabitisk (og formodentlig Edomitisk
og Ammonitisk, hvorfra intet
Sprogmindesmærke haves, bortset fra Navne) til den
kana’anæiske Gren af den semitiske Sprogstamme.
Sproget har været talt i Kana’an før Israel’s
Indvandring; dette fremgaar navnlig med
Sikkerhed af de kana’anæiske Glosser, som hist og
her er indføjede til Forklaring af ass. Ord i
Amarna-Brevene. At det os bekendte h. S. er
udformet i Kana’an, ses ogsaa f. Eks. af
Betegnelserne for Verdenshjørnerne. Om
Israelitterne før Indvandringen har talt en anden,
beslægtet Dialekt, vides ikke. Vort Kendskab til
h. S. som et levende Tungemaal beror
hovedsagelig paa det gl. Test., der er skrevet paa
Hebræisk, bortset fra enkelte Stykker, der er
skrevne paa Aramæisk (Esra 4, 8—6, 18; Daniel
2, 4b—7, 38; Jer. 10, 11 og nogle Ord i 1. Mos.
31, 47). Dertil kommer enkelte Indskrifter: En
kort Indskrift fra c. 9. Aarh i Gezer,
Siloahindskriften fra 8. Aarh., en Del Segl, Gemmer
o. a., væsentlig med Navne og Mønter, navnlig
fra Makkabæertiden. Et nært Slægtskab med
h. S. viser de, i øvrigt aramæiske Indskrifter
fra Sendjirli (9. Aarh.). — Betegnelsen
Hebræisk« for dette Sprog findes første Gang i
Sirach’s Bogs Prolog (omkr. 130 f. Kr.). I det
gl. Test. kaldes det »Kana’ans Sprog« (Jes. 19,
18) ell. »Jødisk« (2. Kong. 18, 26, 28; Neh. 13,
24). Det er blevet talt i Palæstina til den
hellenistiske Tid, da det maatte vige Pladsen for
Aramæisk, som sikkert en Tid har været talt
jævnsides med h. S. Vi hører, at Nehemja
(omkring 430 f. Kr.) virkede for Sprogets Renhed,
idet Børn af asdoditiske Kvinder
sammenblandede det med den asdoditiske Dialekt. Endnu
fra 3. og 2. Aarh. f. Kr. har vi hebr. Skr, som
Sirach’s Bog, Ester, Prædikeren, forsk. Salmer
og Daniel (167 ell. 166), men de bærer Præget
af det aramæiske Sprogs Indflydelse. Da dette,
som længe havde været hele Forasiens Sprog,
og bl. a. benyttedes af ægypt. Jøder omkr. 400
f. Kr., havde vundet Eneherredømme som
Talesprog, blev det h. S. kun dyrket af de Lærde.
Hebræisk bliver nu »det hellige Sprog«. Fra de
Lærdes Kreds fremgaar i Aarh. e. Kr. en ny
Litt. paa Nyhebræisk, der navnlig
foreligger i Mishna. Det endnu senere rabbinske
Hebræisk finder man i Middelalderens talrige
lærde Værker, og hebræiske Værker er skrevne
lige til vore Dage. Medens det jød. Sprog, der
navnlig anvendes i Polen (Jiddish. s. d.),
væsentlig er en tysk Dialekt, har h. S. i vore
Dage oplevet en Fornyelse som Talesprog bl.
jød. Kolonier i Palæstina.
Skønt det h. S. har en lang Historie, er det
os ikke muligt at klargøre os dets Udvikling.
De senere Skr indeholder en Del Kendetegn
paa aramæisk Paavirkning, deres Stil er mere
bred og jævn, men ellers kan der ikke
konstateres nogen væsentlig Forskel i
Sprogbygningen mellem de ældste og de yngste Skr. Om
Dialektforskelle hører vi Neh. 13, 24 og, fra
den ældre Tid, Dom. 12, 6, hvoraf det ses, at
Efraimitterne sagde sibbolet for shibbolet. Da
man opr, kun skrev Konsonanterne og visse
lange Vokaler, beror vor Viden om Vokalisation
og Accentuation paa Traditionen, som den
foreligger afsluttet i 10. Aarh. hos
Massoreterne (s. d.). I lydlig Henseende staar h. S. det
ass.-bab. nær m. H. t. Dentaler og s-Lyde, men
har langt bedre end dette bevaret de mange
ursemitiske Gutturaler, om end ikke saa
udpræget som Arabisk. Med Aramæisk deler det
den Ejendommelighed, at Eksplosiverne b, p,
d, t, g, k bliver spirantiske efter en Vokal.
I Vokalisationen bemærker man den hyppige
Brug af o-, æ- og å-Lyde; af Bet. er det, at
korte Vokaler i Udlyd falder bort. Ved
Nominerne er de gl. Kasusendelser bortfaldne;
ligesom Arabisk har Hebræisk en foranstillet
bestemt Artikel. I syntaktisk Henseende har
Hebræisk bevaret de semitiske Sprogs
primitive Karakter. De to Verbalformer, der kaldes
Perfekt og Imperfekt, betegner ikke
Tidsforhold, men udtrykker, at Handlingen er
afsluttet ell. vedvarende, og h. S. har ikke, som
f. Eks. Arabisk, modificeret dette ved Smaaord,
der nøjere angiver Tidsforholdet. Overhovedet
bruges Partikler og Konjunktioner meget lidt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
