Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hegel, Georg Wilhelm Friedrich - Hegeler, Wilhelm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
staaende ved, der fører over til Negationen;
ved at Modsigelsen i Begrebet fremhæves, slaar
det om i Negationen (det dialektiske Omslag);
det er igen Modsigelsen, der fører Fornuften
videre fra Positionen og Negationen til den
højere Enhed. Paa hvert enkelt Punkt er det
saaledes Modsigelsen, der er det bevægende,
medens det, der bevæger sig gennem hele
Systemet, er Fornuften. Den dialektiske Proces
raader vi ikke over, den styres af den almene
Fornuft i os, og den er eet med Tingenes
Væsen; thi H. mente i Tænkningens Begreber at
have med selve Virkeligheden at gøre.
Kant betragtede Erkendelsens Emner
(Fænomenerne) som et Produkt af to Faktorer,
Bevidsthedens Former og Tingene i sig selv,
disse sidste var utilgængelige for Erkendelsen.
For H. er der ikke en saadan Tohed, een
Faktor alene. Fornuften, udvikler gennem den
dialektiske Proces Erkendelsen, og det er den
samme Faktor, der — ligeledes gennem den
dialektiske Proces — folder sig ud i
Virkeligheden. Tilværelsen er saaledes helt igennem
ensartet, overalt er det et og det samme,
Fornuften ell. Aanden, der aabenbarer sig, og
netop derfor er Tilværelsen ogsaa et stort
sammenhængende System. For H. er der ingen
uerkendelige Ting i sig selv. Iflg. Kant er kun
en af Bevidsthedens Natur betinget Erkendelse
af Tingene, som de tager sig ud for os
(Fænomenerne), mulig, men iflg. H. er en ubetinget,
en absolut Erkendelse af Tilværelsen, som den
er i sig selv, mulig.
Den dialektiske Proces har en bestemt
Retning, begynder med det mest abstrakte (den
rene Væren) og gaar mod det mere og mere
indholdsrige, samtidig er den en stadig
Opadstigning i Værdiernes Verden; det er endda
saaledes, at idet den højere Enhed forener
Position og Negation, kommer de Værdier, der
var til Stede her, igen i den højere Enhed.
Systemet er altsaa et Forsøg paa ubetinget at
hævde Værdiernes Bestaaen. Opadstigningen i
Værdiernes Verden fremgaar tydeligt ved den
nærmere Betragtning af Systemets Hovedled,
der som alt hos H. udgør en Trehed. Det første
Led er Logikken, der behandler de abstrakte
Begreber. Det andet Led er Naturfilosofien.
Overgangen hertil er meget angribelig, og selve
Naturfilosofien viser snarere Fjendtlighed mod
end Indsigt i god Naturvidenskab. Den
højere Enhed, hvor Fornuften vender tilbage
til sig selv, er Aandsfilosofien, denne falder
igen i tre Dele. Første Del, Læren om den
subjektive Aand, omhandler nærmest
Psykologien. Den anden Del, Læren om den objektive
Aand, er Etik og Retsfilosofi. Karakteristisk er
her den høje Værdsættelse af de objektive
sædelige Magter Familien, det borgerlige
Samfund, Staten. Denne sidste er den sædelige Idés
Virkelighed, er absolut Selvøjemed og har altid
Ret over for den Enkelte, den skal æres som en
jordisk Guddom. Det højeste for Individet er
at gaa op i Staten. Hvis Samvittigheden
kommer i Modsætning til den objektive Sædelighed,
er den det Ondes Kilde. Forfatningen er ikke
noget, der laves, men udvikler sig hist.
Historien er den fornuftige Stats Udviklingsgang,
under hvilken Verdensaanden for at naa sit
Formaal benytter sig af Folkene og inden for
dem af de store Mænd som sit Værktøj, hvor
meget de end tror at arbejde for egne
Formaal. Aandsfilosofiens tredie Led er Læren om
den absolutte Aand. Her naas H.’s Maal, at
erkende Tilværelsen som uendelig, absolut Aand
indeholdende og omfattende alt, her er det
uendelige (Fornuften, Aanden, Ideen) opfattet
som Endelighedens Væsen. I Æstetikken sker
dette i Sanselighedens Form, i Religionen, i
Følelsens og Fantasiens Form. Kristendommen
er den højeste Religion, fordi her Guddommen
helt opfattes som Aand. Dens Indhold er i
anden Form det samme som Filosofiens. Filosofien
er Systemets Toppunkt. Den er den sig selv
vidende Sandhed, den sig selv begribende
Fornuft, den er den absolutte Viden, der, fordi den
gennem den dialektiske Metode ud af sig selv
folder alt værende ud, er eet med det værende.
Filosofiens Historie, som H. har gjort til en Del
af Filosofien, er en logisk nødvendig
Udviklingsgang, hvor hvert af de paa hinanden flg.
Systemer ved ensidig at betone en Del af Sandheden
er delvis sande og delvis usande, idet de dog
stadig indholder mere og mere af Sandheden,
indtil Udviklingen slutter af med H.’s
absolutte Filosofi, der indeholder den hele
Sandhed. Som Historiker beundres H. ofte, men
alle indrømmer, at han jævnligt gør Vold paa
Kendsgerningerne for at passe dem ind i
Systemet.
H.’s samlede Værker udkom i 18 Bd (Berlin
1834—45), et 1887 tilkommet Bd 19 indeholder
Breve. En stor Del af H.’s Skr findes i gode
moderne Udg. i »Philosoph. Bibliotek«. En
forkortet Udg. af Religionsfilosofien har Drews
udg. 1905. En Del af hans Skr er 1899—1908
udg. i Leiden af Bolland. (Litt.: Af den store
Række Værker skal her nævnes:
Rosenkranz, »G. W. F. H.’s Leben« [Berlin 1844];
R. Haym, »H. und seine Zeit« [Berlin 1857];
Rosenkranz, »H. als deutscher
Nationalphil.« [Leipzig 1871]; Köstlin, »H. in philos.,
polit. u. nat. Beziehung« [Tübingen 1870];
Kuno Fischer, »H.’s Leben, Werke u. Lehre«,
2. Udg. [1901]; B. Croce, »Lebendiges und
Totes in H.’s Philosophie« [1909; udvidet tysk
Udg. af en 1907 paa Italiensk udkommet Bog,
fr. Udg. 1910]; Falkenheim, »H.« i
Samlingen »Grosse Denker« [1911]. Paa Dansk
foreligger bl. a. A. Thomsen, »H. Udviklingen
af hans Filosofi til 1806« [1905]).
Edg. R.
Hegeler [’he.gələr], Wilhelm, tysk Forf.,
f. 25. Febr 1870 i Varel i Oldenburg. Han
studerede først Jura, blev derpaa efter adskillige
Rejser Forf. og bosatte sig i München, Berlin
og siden 1905 i Weimar. Han debuterede 1893
med Romanen »Mutter Bertha«, har senere bl.
a. udg. Romanerne »Sonnige Tage«, »Ingenieur
Horstmann« (overs. paa Dansk), »Das
Aergerniss« o. fl. a. Han har udviklet sig til en
livfuld og underholdende Fortæller, ofte med
et udpræget satirisk Elerrent. Fra hans Haand
foreligger ogsaa en Studie over Heinrich von
Kleist (1905) og Satiren »Des Königs Erziehung«
(1911). (Litt.: Selvbiografi i »Die Gesellsch.«
[1900]).
C. B-s.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
