Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heiberg, Johan Ludvig (Digter)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
iagttog under Striden mellem Baggesen og
Oehlenschläger, skønt han vistnok klarere end
de fleste saa, hvad Striden egl. gjaldt. Sin Spot
over den graadstemte Hypersentimentalitet,
Ingemann’s Ungdomstragedier en kort Stund
havde givet Vind i Sejlene, kunde fl. derimod ikke
lægge Baand paa: i »Julespøg og Nytaarsløjer«
fra 1816, der angiver sig som en Fortsættelse
af Oehlenschläger’s »Sankt Hansaften Spil«, og i
hvilket lystige og alvorlige Scener veksler i
broget Rækkefølge ligesom i Forbilledet, viser han
første Gang sin Overlegenhed som Satiriker og
sit Vid. Da Ingemann’s Ven Grundtvig følte sig
fornærmet paa den saarede Digters Vegne og
naivt tog til Genmæle, fik han sig ogsaa et
lystigt Nakkedrag i »Ny ABC-Bog i en Times
Undervisning til Ære, Nytte og Fornøjelse for
den unge Grundtvig« (1817). At det ikke var
H.’s Hensigt personligt at saare Modstanderen,
viste han tilfulde i Digtet »Vaaren og Freden«,
hvormed han sluttede Polemikken, med den
gribende Slutningslinie: »Saares der nogen, da
huske han, Striden blot er en Fest!«.
At H. ikke alene havde studeret tysk Litt.,
men ogsaa grundigt — hvad der var langt
sjældnere — sat sig ind i romanske Sprog og
Poesi, derom bar hans litterære Virksomhed
1817 fuldt Vidne. Først udgav han Dramaet
»Dristig vovet, halvt er vundet«, en Studie
efter Calderon’s Skuespil, og hvor fortrolig han
var med disse, fik han yderligere Lejlighed til
at dokumentere s. A. i sin Doktordisputats om
sp. dram. Litt., og navnlig om Calderon.
Fremtiden laa endnu uklar for H.; som han selv
siger, vidste han endnu ikke, om han vilde være
Digter og Æstetiker, ell. Læge, ell.
Naturhistoriker, Landmaaler ell. — Diplomat. I Øjeblikket
stod hans Hu nærmest til den sidste Bane, og
for at skaffe sig Introduktion tilegnede han
Udenrigsminister Rosenkrantz sin
Doktorafhandling. Denne mente imidlertid, at det at
være af gl adelig Familie var en bedre
Anbefaling for en vordende Diplomat end nok
saa mange akademiske Kundskaber. Fra 1817
daterer sig endelig Fragmentet »Psyche«, hvor
H. ved at iklæde det kendte antikke Sagn
romantisk Klædebon viste sin Overlegenhed i at
tumle med Formerne. H. havde allerede nu fra
Scenen og i Litt. skaffet sig et saa kendt Navn,
at en treaarig Rejseunderstøttelse af den kgl.
Chatolkasse 1819 med Lethed blev ham til Del.
De 3 Aar tilbragte H. næsten udelukkende i
Paris, hvor han egl. først lærte sin Fader at
kende, og hvor han samtidig med at fortsætte
sine heterogene Studier med Liv og Lyst deltog
i alle de Glæder, den store By kunde byde paa.
Opholdet her bidrog yderligere til at fæstne
den elegante og verdensmandsmæssige
Overlegenhed, som aldng svigtede H.; noget direkte
Spor i hans litterære Produktion afsatte det
derimod kun ved Skuespillet »Nina ell. den
vanvittige af Kærlighed«, en Omskrivning af
en dengang kendt Ballet, i hvis Hovedrolle
Mlle. Bigottini hayde henrevet ham til
Begejstring, For at skaffe sig de nødvendige
Resources til det muntre Pariserliv paatog H. sig
mange forsk. Hverv. Han arbejdede saaledes
baade som Journalist ved en fr. Avis og gav
Timer i Guitarspil.
Da Vandreaarene nærmede sig Afslutningen,
tog H. omsider en kraftig Beslutning og ansøgte
om Ansættelse som Lektor i dansk Sprog og
Litt. ved det dengang under Danmark
sorterende Univ. i Kiel. Han fik ogsaa Pladsen; men de
3 Aar, han tilbragte her sammen med sin
Moder (1822—25), hørte ikke til de lykkeligste
i hans Liv. Overgangen fra det rige
Hovedstadsliv i Paris til den trangbrystede lille
Universitetsby, hvor kun faa havde danske
Interesser, var ikke behagelig. Alligevel skulde dette
Ophold faa stor Bet. for H.’s æstetiske
Livsanskuelse — Eftertiden vil næppe mene til hans
Gavn — ved at føre ham ind i den Hegel’ske
Filosofi, hvis fast ordnede Tankesystem var i
Færd med at afløse den vage Schelling’ske
Naturpanteisme. Dens Metode styrkede hans
medfødte Respekt for det formelles Bet.; men dens
Tilbøjelighed til at klassificere og kun at ville
anerkende, hvad der lod sig rubricere efter
dens System, og kun dømme Kunstværket efter,
hvorvidt det mere eller mindre godt udfyldte
sin Plads inden for Rubrikken, maatte
nødvendigvis medføre en Begrænsning, der kunde
udarte til Bornerthed. Den H.’ske Æstetik, der
opbygges paa Hegel’s Filosofi, har imidlertid
den Fordel, at den for første Gang gaar
metodisk til Værks over for Bedømmelsen af et
Kunstværk, og betegner et afgjort Fremskridt
ved at afløse den hidtidige
Godtkøbs-Æstetiseren, der kun fulgte rent subjektive
Smagstilbøjeligheder. Allerede 1824 optraadte H. i et
Skrift »Om den menneskelige Frihed«, som den
første Talsmand for den Hegel’ske Filosofi i
Danmark; men det var dog først, da han kort
efter fik Lejlighed til at høre selve Mesteren i
Berlin, at Systemet i hele sin Konsekvens gik
op for ham. H. har selv skildret, hvorledes
Opdagelsen som et Lynglimt slog ned i ham en
Dag, han sad paa Hotellet »König von
England« i Hamburg.
Imidlertid var den Beslutning modnet hos
H. at forsøge at skabe sig en Stilling i Kbhvn.
Han var ogsaa klar over, at Vejen gik over
Teatret. I Frankrig og Tyskland havde han
gjort Bekendtskab med den lettere
musikalsk-dramatiske Genre, som kaldtes
Vaudevillen, og da en tysk Skuespillerinde, Dile
Pohlmann, ved Gæstespil i Kbhvn Sommeren 1825
havde gjort stor Lykke med Vaudevillen »Die
Wiener in Berlin«, fik H. den Idé at ville
omplante Vaudevillen, Situationsstykket med de
løst henkastede Karakterer, hvor Musikken
træder til for at koncentrere Stemningen, paa
dansk Grund. Hans Bet. her er at have set,
at dette maatte gøres i Tilslutning til den
nationale Komedie, og at han ligesom Holberg
maatte søge sine Emner bl. sin Samtid. Med
Bistand af den ene af Teaterdirektørerne,
Jonas Collin, lykkedes det ham at faa sin første
Vaudeville »Kong Salomon og Jørgen
Hattemager« frem paa Scenen 28. Novbr 1825. Det
blev en glimrende Sejr, skønt mange var
forargede ved, hvad de ansaa som en Profanation
af Teatret. Den næste Vaudeville »Den 28.
Januar« var et svagt Arbejde og gjorde nærmest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
