- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XI: Hasselmus—Hven /
155

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heinrich von Morungen - Heinrich von Ofterdingen - Heinrich von Veldeke - Heinse, Johann Jakob Wilhelm - Heinsius, Anthonij - Heinsius, Daniel og Nicolaas og Nicolaas

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

der bærer Præg af Paavirkning fra fr.
Troubadourpoesi, er trykte i Lachmann og Haupt: »Des
Minnesangs Frühling« (4. Opl. 1888) og et Udvalg
i Bartsch: »Liederdichter des 12.—14.
Jahrhunderts« (4. Opl. 1901). (Litt.: Michel, »H.
v. M. und die Troubadours« [Strassburg 1880];
Röszner, »Untersuchungen zu H. v. M.«
[Berlin 1898]).
C. B-s.

Heinrich von Ofterdingen
[’ha^inreK-fån-’åftərdeŋən] er Navnet paa en af de i det
gl. Digt »Sangerkrigen paa Wartburg« nævnte
Sangere. Han optræder i Væddekampen som
Wolfram von Eschenbach’s og Walter von der
Vogelweide’s Modstander, medens han
lovpriser Hertug Leopold VII af Østerrig, af hvilken
Grund det antages, at han har tilbragt sin
Ungdom ved denne Fyrstes Hof. Iflg.
Minnesangernes Tradition skal han have været en af
Sangerlavets Stiftere. Hans Eksistens anses dog for
tvivlsom. Novalis har i sin ufuldendte Roman
kaaret Ofterdingen til Helt (se
Hardenberg).
C. B—s.

Heinrich von Veldeke
[’ha^inreK-fån-’fældəkə], tysk Digter fra det 12. Aarh. Han
stammede fra en adelig Slægt i Nærheden af
Maastricht og bivaanede 1184 den berømte
Hoffest i Mainz, som Kejser Friedrich I gav for
sine Sønner Heinrich og Friedrich. Han har
skrevet Minnesange (aftrykt i Lachmann’s og
Haupt’s »Des Minnesangs Frühling«) og en
episk Digtning »Eneide« (udgivet af Ettmüller
[1852] og Behaghel [1882]). Manuskriptet til
dette Værk blev inden dets Afslutning i 1180
frarøvet Digteren, og han fik det først 9 Aar
senere igen. 1190 fuldendtes det endelig paa
Foranledning af Landgreven af Thüringen. Det
er ikke, som Digteren foregiver, bearbejdet
efter Vergil’s Æneide, men efter den fr. Roman
d’Énéas
af Bénoit de Saint Maure, der
behandler det antikke Emne i den Smag, der tiltalte
Tidens Ridderskab. H. v. V. fik gennem denne
romantiske, i stilistisk Henseende overbroderede
Fortælling, Navn for at have grundet de
romantisk-episke Ridder-Digte i Tyskland. (Litt.:
Braune, »Untersuchungen über H. v. V.«
[»Zeitschrift für deutsche Philolcgie«, 4. Bd];
Roetttiken, »Die epische Kunst. H. v. V.
und H. v. Aue« [Halle 1887]).
C. B-s.

Heinse [’ha^inzə] (egl. Heintze), Johann
Jakob Wilhelm
, tysk Forf., f. i
Langewiesen i Thüringen 15. Febr 1749, d. i
Aschaffenburg 22. Juni 1803. Han flygtede i sit 14. Aar
fra Skolen, fordi Skoletugten forekom ham for
streng, forberedte sig privat til Univ. og
studerede Jura i Jena under store Savn. I Erfurt
blev han bekendt med Wieland, som erkendte
hans Talentfuldhed og interesserede sig for
ham; derimod var Bekendtskabet til en
Kaptajn Liebenstein til ubodelig Skade for ham, idet
denne tog ham med paa Rejser og øvede en
fordærvelig Indflydelse paa den lidenskabelige
og sanselig anlagte unge Mand, Efter at være
sluppen ud af denne Forbindelse vendte H.
tilbage til Hjemmet (1772) og fik paa Gleim’s
Anbefaling en Huslærerplads i Quedlinburg, men
opgav den igen, hvorpaa han levede under det
antagne Navn Rost hos Gleim i Halberstadt,
indtil J. G. Jacobi kaldte ham til Düsseldorf
(1774) for at hjælpe sig med Udgivelsen af
Tidsskriftet »Iris«. Kendskabet til denne Bys
Kunstskatte vakte H. til Bevidsthed om sit egl.
Kald: Kunststudiet, og med Understøttelse af
Jacobi og Gleim gjorde han en 3 Aars Rejse til
Italien. Efter sin Hjemkomst (1783) skrev han
sit Hovedværk »Ardinghello, oder die
glückseligen Inseln« (2 Bd 1787, 4. Opl. 1838), hvori
han hævder sine Anskuelser om Billedkunst og
Maleri. 1786 blev han Forelæser hos Kurfyrsten
af Mainz, og med Undtagelse af et Ophold i
Düsseldorf 1792—93 levede han her i
behagelige Forhold til 1795. da han flyttede til
Aschaffenburg, hvor han boede til sin Død, det sidste
Aar (under Dalberg) som Bibliotekar. Allerede
1773 havde han udgivet to Oversættelser af
udenlandske obskøne Værker samt »Laidion,
oder die Eleusinischen Geheimnisse« (1774);
efter »Ardinghello« fulgte saa »Hildegard von
Hohenthal« (2 Bd 1795—96, ny Udg. 3 Bd 1838),
hvori han udtaler sig om Antikkens
Kunstværker; »Anastasia, oder das Schachspiel« (2 Bd
1803, 3. Opl. 1831). H.’s Romaner har deres
Værd mere ved fine Kunstbetragtninger end ved
Karaktertegning og Handling. »Sämtliche
Schriften«, udg. af H. Laube (10 Bd 1838; nyeste
Udg. 5 Bd 1857). (Litt.: Pröhle, »Lessing,
Wieland, Heinse« [Berlin 1844]; Schober, »J.
J. W. H., sein Leben und seine Werke«
[Leipzig 1882]; Sulger-Gebing, »Wilhelm H.,
eine Charakteristik zu seinem 100. Todestage«
[München 1900]).
(C. A. N.). C. B-s.

Heinsius [’hæ^insiøs], Anthonij,
nederlandsk Statsmand, f. 22. Decbr 1641 i Delft, d.
3. Aug. 1720, hørte til en rig Patricierslægt og
blev allerede 1679 »Pensionær« (ɔ: Borgmester)
i sin Fødeby. 1681 blev han nederlandsk
Sendemand ved det fr. Hof og hævdede her med
saadan Styrke Prinsen af Oranier’s Ret, at Minister
Louvois endog truede med at sætte ham i
Bastillen. Fra den Stund var han Frankrigs
uforsonlige Fjende. 1687 drog han til England som
Prinsen af Oranien’s Sendebud, og 1689 blev
han Raadspensionær for Holland, altsaa dettes
øverste Embedsmand. Som saadan var han
Vilhelm III’s ypperste Hjælper i den udenrigske
Politik (ogsaa ved Planerne 1698—1700 om det
sp. Riges Deling) og fortsatte hans Stræben
ogsaa efter hans Død (1702). Sammen med
Marlborough og Prins Eugen af Savojen udgjorde
han det »Triumvirat«, som ledede Krigen imod
Ludvig XIV, afviste stolt dennes Tilbud om en
Særfred 1706 og hindrede ved sine overdrevne
Krav Fredsslutning 1709. Først da de andre
Magter afgjort vilde standse Krigen, gik han
1713 ind paa Freden i Utrecht, der langtfra
skaffede Holland Fordele, svarende til de store
Ofre, som Krigen havde medført, især en
umaadelig Statsgæld. Han beholdt dog sit Embede
til sin Død. H. van Heim udgav »Het archief
van den raadspensionären A. H.« (3 Bd
1867—80).
E. E.

Heinsius [’hæ^insiøs], 1) Daniel (ogsaa
kaldet Heins), f. 1580 i Gent, d. 1655 i Leyden.
1583 flygtede han med sine Forældre til
England. Som Enke vendte hans Moder tilbage til
Gent med ham, men maatte efter Stadens
Indtagelse atter flygte og tog nu Ophold i Holland.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:26 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/11/0163.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free