Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hekse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Videnskabelighed hidtil havde indskrænket sig til
skolastiske Spidsfindigheder, tage sig ud som
Trolddom, og denne Anskuelse er langsomt trængt
igennem til de højeste kirkelige Myndigheder.
Saaledes kunde den mest fremragende af
Datidens Kirkelærere, Thomas Aquino, erklære
Hekseri for muligt, sikkert i fuld
Overensstemmelse med hele Tidens Anskuelser. Dermed var
denne Opfattelse sanktioneret af Kirken, og
den blev begærlig greben af Inkvisitionen, som
netop dengang var i Færd med at forfølge de
talrige i Frankrig og Tyskland opdukkende
Kættersekter. Da Kætternes Gods altid blev
konfiskeret til Fordel for Inkvisitorerne, laa det i
disses Interesse at faa saa mange som muligt
ind for deres Domstol; i Torturen havde man
det fortrædeligste Middel til at faa selv den
uskyldigste til at vedgaa Forbrydelsen. I den
flg. Tid blev der derfor, til Anklagen for Kætteri,
ogsaa føjet Anklagen for Hekseri, og snart lød
Anklagen alene paa Hekseri. 1264, Thomas
Aquino’s Dødsaar, fandt den første Hekseproces
St i Languedoc. I Beg. kom der dog ingen Fart
i Forfølgelsen af H., fordi Folket ikke kendte
Forbrydelsen; foreløbig fandt Hekseprocesser
derfor kun St. i Frankrig, hvor Inkvisitionen
huserede og fremtvang Anklagerne. Men 1390
lykkedes det Parlamentet i Paris at sætte
igennem, at enhver Anklage fer Hekseri skulde
behandles, ikke af den gejstlige, men af en
verdslig Domstol, og da de sidste ikke interesserede
sig for Hekseriet, men kun for den Skade, som
derved blev anrettet, saa blev Henrettelserne
sjældnere og sjældnere og ophørte til sidst helt
— et tydeligt Bevis for, hvor liden virkelig
Grund der var til disse Anklager. For
Inkvisitorerne var denne Sagernes Gang naturligvis
ikke tiltalende; der maatte altsaa tages fat paa
en anden Maade.
Hekseprocessernes egl. Periode, i
hvilken hele den civiliserede Del af Europa for
et Tidsrum af fl. Aarh. forvandledes til et
Rettersted, begyndte 1484, da Pave Innocens
VIII udstedte Bullen Summis desiderantes.
Efter en kort Indledning hedder det i dette
pavelige Aktstykke: »Ikke uden stor Bekymring har
vi nylig erfaret, at der i Stæder og Landsbyer i
fl. Dele af Øvretyskland og mange andre
Provinser findes Personer af begge Køn, som uden
at betænke deres eget aandelige Velfærd falder
af fra den sande Tro, har kødelig Omgang med
dæmoniske incubos og succubos, ved
Trolddomskunster med Djævelens Hjælp fordærver,
ødelægger og umuliggør Kvindernes Nedkomst,
Dyrenes Unger, Jordens Frugter, Vinbjergenes
Druer og Træernes Frugt, som plager Mænd,
Kvinder og Dyr med heftige indre og ydre
Smerter, som formaar at forhindre Mændene
fra at avle, Kvinderne fra at føde og begge i
Udøvelsen af deres ægteskabelige Pligter«.
Derfor overdrager Paven det til de to Inkvisitorer
for Nord- og Sydtyskland, Heinrich Institor og
Jakob Sprenger, som ved det pavelige Hof har
udvirket Bullen, at opsøge, straffe og udrydde
alle de Troldkarle og H. i de ovenn. Egne, som
de paa nogen Maade kan overkomme, og han
befaler Biskoppen i Strassburg at beskytte
Inkvisitorerne og række dem en hjælpende Haand
og yde dem al Bistand ved Udøvelsen af det
dem paalagte. De to Inkvisitorer og deres
Hjælpere satte nu Værket i Gang rundt om i
Tyskland, og som en passende Indledning til
de kommende Tiders Rædsler forfattede
Sprengel 1487 det berygtede Værk »Heksehammeren«
(malleus maleficarum), trykt i Köln 1489. Her
er Heksetroen og den retslige Forfølgning af
H. sat fuldstændig i System. Bogen er delt i 3
Dele: den første handler om Hekseri i Alm.,
den anden gør Rede for Hekseriets forskellige
Arter og deres Virkninger, tillige hvorledes man
igen kan ophæve disse, den tredje indeholder
de retslige Fremgangsmaader mod H., en
fuldstændig Hekseprocesret. Først og fremmest
hævdes her den gejstlige Domstols Kompetence i
Hekseprocesser, saa snart Hekseriet er blandet
med Kætteri; i andre Tilfælde forbeholder den
gejstlige Ret sig at kunne overgive den
Anklagede til en verdslig Domstol. Derefter bliver
det i 35 Punkter fastslaaet, hvorledes
Processen skal indledes og fortsættes og Dommen
fældes. Dommeren kunde paa det blotte Rygte om,
at der et ell. andet St. fandtes H., ex officio
begynde Inkvisitionen og indkalde Vidner, af
hvilke to ell. tre var tilstrækkelige; de kunde
tvinges til at aflægge Ed paa at tale Sandhed
og gentagne Gange forhøres. Enhver kunde
optræde som Vidne, endog de af Kirken udstødte,
Kætter mod Kætter, H. mod H., Hustruen mod
Manden, Børnene mod Forældrene, Søskende
mod hinanden indbyrdes. Selv erklærede
Fjender af den Anklagede kunde, bortset fra faa
Undtagelsestilfælde, tillades som Vidner.
Defensor turde ikke forsvare den for Hekseri
mistænkte alt for kraftigt; thi saa blev han, som
billigt var, anset for endnu skyldigere. Som
Middel til at bringe H. til at tilstaa tjente
Torturen; den maatte ganske vist kun anvendes
een Gang, men dette omgik man saare nemt;
thi hvis H. ikke tilstod første Dag. saa gentog
man ikke Torturen, man fortsatte den kun
de flg. Dage.
Den retslige Undersøgelse gik især ud paa at
faa afgjort, hvorvidt den Anklagede havde
dellaget i Heksesabbaten. Med stor
digterisk Opfindsomhed er denne i Tidens Løb
bleven udformet til en fuldstændig Djævlekultus,
i alle Enkeltheder en Parodi paa
Gudsdyrkelsen. Til bestemte Tider, især Valpurgis-Nat (1.
Maj) og Skt Hans Nat holdt Djævelen sine
store Fester, der sædvanlig foregik paa et højt
Bjerg; de tyske og danske H. farer saaledes til
Bloksbjerg (Brocken i Harzen), nogle danske H.
dog ogsaa til Hekkenfeld (Hekla paa Island),
de sv. foretrækker Blåkulla paa Øland, de
norske Lyderhorn ved Bergen. Før Afrejsen salver
H. sig (se Heksesalve), hvorefter de farer
af St., som oftest ud gennem Skorstenen, paa
Koste, Gafler, Høtyve. Bukke ell. Hunde. Paa
St. modtages de af Djævelen, som sidder paa
en Trone enten i menneskelig Skikkelse ell. en
Buks Lignelse; han optager og indvier de ny
H. med stor Højtidelighed, idet de døbes om
og faar et nyt Navn. Ved Gildet, som derefter
anrettes prægtigt med Guld- og Sølvtøj, er
Maden ofte fortræffelig, men Salt mangler der
altid i den. Naar dette er erdt, hyldes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
