- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XI: Hasselmus—Hven /
173

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Helene - Helene (sv. Helgeninde)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

paa hvilken de bl. a. kom til Sidon, naaede de
Ilion, hvor H. siden levede i Paris’ Hus som
hans Hustru. Odysseus og Menelaos udsendtes
for at kræve H. tilbage, men fik Afslag. Da
samledes de græske Konger til Angreb paa
Ilion. Under den langvarige Krig forblev H.
stadig i Byen; efter Paris’ Død ægtede hun
hans Broder Deifobos. Til sidst følte hun dog
Længsel efter sit gl. Hjem. Da Ilion var
erobret af Grækerne, fulgte hun med Menelaos
tilbage; de maatte flakke længe om og kom til
Ægypten, hvor H. modtog kostbare Gaver af
Dronningen og lærte Lægekunst; omsider
naaede H. og Menelaos hjem til Sparta, hvor
Telemachos besøgte dem, just som de fejrede
Hermione’s Bryllup. — Dette er i Hovedsagen,
hvad der fortælles om H.’s Skæbne i Iliaden
og Odysseen. I den øvrige episke Digtning og
i den senere lyriske og tragiske Poesi findes
en Rk. Fortællinger, der ikke forekommer hos
Homer og til Dels er af yngre Oprindelse. Det
hedder sig, at Zeus, som elskede Tyndareos’
Hustru Leda, forvandlede sig til en Svane, der
forfulgt af en Ørn søgte Tilflugt i Leda’s Skød.
Leda fødte derefter to Æg, af hvilke det ene
indeholdt H. og Polydeukes, det andet
Tyndareos’ Børn Kastor og Klytaimnestra. Efter en
anden Tradition var H. Datter af Zeus og
Nemesis, til hvem Zeus var kommen i
Svaneskikkelse; Nemesis fødte et Æg, som blev bragt
til Leda; af Ægget fremgik H., der blev
opdragen hos Leda som hendes Barn. I sin
Ungdom blev H. bortført af den attiske Heros
Theseus, der bragte hende til Afidnai; herfra førte
dog Kastor og Polydeukes hende tilbage til
Sparta. Da H. blev voksen, drog hendes
Skønhed alle Grækenlands Fyrster til Sparta som
Bejlere; efter Odysseus’ Raad tog Tyndareos
den Ed af dem, at de alle vilde støtte den, der
blev hendes Mand, i hans retmæssige
Besiddelse af hende; herved forklares, at alle
Kongerne samledes om Agamemnon og Menelaos,
da Paris havde bortført H. Den homeriske
Fortælling, at H. længtes tilbage efter sit gl.
Hjem og sin Ægtefælle, findes i den senere
Litteratur videre udviklet, saaledes at H.
forraader Ilion til Grækerne. Fra Deifobos’ Hus
fjerner hun alle Vaabnene, saa at han
værgeløs hjemfalder til Menelaos’ Hævn. Da Byen
erobres, er det Menelaos’ første Tanke at
dræbe den Kvinde, som har været ham utro
og været Skyld i saa megen Ulykke, men ved
Synet af hendes Skønhed lader han Sværdet
falde. Som Zeus’ Datter maatte H. være
udødelig; et Sagn lader hende derfor blive
bortrykket fra Jorden og komme til Øen Leuke (»den
hvide Ø«), hvor hun hersker sammen med
Achilleus. En Tradition fortalte, at Digteren
Stesichoros havde krænket H. ved et Digt og
til Straf blev blind; da han erkendte Aarsagen
til sin Blindhed, digtede han sin
»Tilbagekaldelse« (Palinodia), hvori han fortalte, at det
ikke var H. selv, som blev ført til Troja, men
kun hendes Skyggebillede; H. selv havde
under Krigen været i Ægypten; herefter fik
Stesichoros Synet igen. En lgn. Fortælling om, at
H. var forbleven i Ægypten og ikke kommen
med til Ilion, findes hos Herodot (2, 112) og
i Euripides’ Tragedie H., i hvilken Menelaos
efter Ilions Fald med H.’s Skyggebillede
kommer til Ægypten, hvor han træffer den
virkelige H., der ikke har været ham utro. — Den
græske Kunst, der i stort Omfang benyttede
Motiver fra den gl. Sagndigtning, har ofte
fremstillet Scener, hvori H. spiller en Rolle:
hendes Fødsel, hendes Bortførelse ved
Theseus, Samvær og Bryllup med Paris, Menelaos,
der stormer frem for at dræbe hende o. a.
Som Ideal af Kvindeskønhed var H.-Skikkelsen
en taknemmelig Opgave for Kunsten; derfor
saas H. omgiven af Kvinder, der beundrede
hendes Skønhed, afbildet i Polygnotos’ berømte
Maleri »Ilions Indtagelse«; ogsaa et Billede af
Polygnotos’ Broder Aristofon fremstillede en
Scene af Ilions sidste Dage, i hvilken H. indtog
en fremtrædende Plads. Berømtest af alle de
antikke H.-Billeder var et Maleri af Zeuxis,
om hvilket der fortaltes, at Maleren havde
benyttet 5 skønne Kvinder til Modeller, da ingen
enkelt besad den ideale Legemsskønhed, han
vilde skildre; Mesteren var saa tilfreds med
sit Arbejde, at han paa det skal have anvendt
de bekendte Ord i Iliaden (3. Sang, V. 156):

Ej er det sært, at Troer og pansrede Mænd af Achaia
friste Besvær langsommelig Tid for saadan en Kvinde;
ganske forbavsende ligner hun jo Gudinder af Aasyn


Der kan næppe være Tvivl om, at Heroinen
H. opr. er en Gudindeskikkelse. Hun dyrkedes
i Sparta og i det nærliggende Therapne; til
hendes Helligdom det sidstnævnte Sted
knyttede sig en Legende om, at hun havde
forvandlet et hæsligt og vanskabt Barn til den
skønneste Kvinde. I Bryllupssangen i Sparta
lovede de ugifte Kvinder H. at smykke en
Platan, der var hende helliget, med en
Lotoskrans. Ogsaa i Athen og paa Rhodos finder vi
H. dyrket. I Skt.-Elmsilden mente man at se
en Aabenbaring dels af H., dels af hendes
Brødre Dioskurerne. Hendes opr. Væsen var i
den historiske Oldtid for længst glemt og skjult
af Sagnenes og Digtenes brogede Væv; men
selv i Sagndigtningen ligger dog en Antydning
af hendes guddommelige Natur deri, at hun
ikke finder Døden som andre, og at hun er
Datteraf Zeus.
C. B.

Helene (Elin), sv. Helgeninde. En sen
Legende fortæller, at hun var af fornem
vestgötisk Byrd, levede i den Tid, da
Kristendommen var ny i Landet, blev Enke og øvede
Barmhjertighedsgerninger; navnlig byggede
hun til Dels Kirken i Skövde. Den gl. Fjende,
der harmedes over, at hedenske Helligdomme
og Lunde forstyrredes, lagde ondt op imod
hende. Da hendes Svigersøn, der var grusom
mod hendes Datter, blev dræbt af sine Trælle,
fik hun Skylden derfor og blev myrdet paa
Vejen til Götene Kirke. Hun jordedes i Skövde,
og der skete Jærtegn ved hendes Grav. Hist.
er i det højeste hendes Navn, hendes
Tilknytning til Skövde og hendes Drab, og hun
hører næppe hjemme i halvt hedenske Tider.
Hendes Skrinlæggelse var samtidig med
Oprettelsen af det sv. Ærkesæde (1164), og som
hendes Helgendag fejredes i Reglen 31. Juli. I
hele Sydsverige nød hun stor Anseelse; men
Relikvier af hende fandt ogsaa Vej til

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Sep 25 14:33:00 2021 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/11/0181.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free