Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Helge Hundingsbane - Helgeland - Helgen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
meget ufuldstændig bevarede i den ældre Edda
under Navn af Helgakviða
Hundingsbana, II. Paa Knud den Store’s Tid
forfattedes, sikkert af en norsk Skjald i Vesterlandene,
et fyldigere Digt (Helgakviða
Hundingsbana, I, paa Island kendt under den
lidet sigende Betegnelse Völsungakviða), hvor
Helten skildres som en ung Vikingetidskonge
med uhyre Flaade; Digtet er ogsaa mærkeligt
ved sit pragtfulde Sceneri og ved sin
Benyttelse af danske Kvad om H. H.’s Nationalkampe.
Udsmykkede i Valdemar-Tidens Aand findes de
danske Sagn hos Sakse; Kvadene om Sigrun’s
Møde med sin dræbte Husbond har paavirket
den danske Folkevise om Aage og Else; og H.
H.-Sagnet har ligeledes givet Emne for Visen
om Hr. Hjelmer’s Død for sin Fæstemøs yngste
Broder og maaske for fl. Folkeviser. H. H. og
Sigrun siges at være Genfødelse af Helge
Hjørvardsøn og Svaava og at genfødes i Helge
Haddingsskade og Kaara, en Tanke, der udtrykker
disse Digtningers nære poetiske Sammenhæng.
(Litt.: S. Bugge, »Helgedigtene« [1896,
»Studier over nord. Gude- og Heltesagn«, 2. Bd];
F. Jónsson, »Oldn.-isl. Litt.-Hist.« [1. Bd];
H. Ussing, »Heltedigtene i den ældre Edda«
[1910]).
(A. O.). H. El.
Helgeland (Haalogaland), den søndre
Del af Nordland Fylke, deles i Søndre H.’s
Fogderi med 11 Herreder og Ladestedet Mosjøen
med en Befolkning (1910) af 32560 Indb. og
Nordre H.’s Fogderi med 8 Herreder og 24835
Indb. Med et Fladeindhold af over 17000 km2
frembyder H. paa den lange Strækning af 2
Breddegrader — fra 65°—67° — en overmaade
rig Veksling af forskelligartet Terrain fra
Fastlandets af dybe Fjorde indskaarne, af mægtige
Elve (Rösaaen, Ranenelv og Vefsenelv), brede
skovbevoksede Dale, høje Tinder (Heilhornet,
Vegtinderne, Syv Søstre, Hestmanden,
Okstinderne 1912 m) og store Bræer (Svartisen)
dannede Del ud til de yderst mod Havet af
Brændinger stadig overskyllede Holme og Skær. H.’s
store Naturskønhed vil utvivlsomt med
forbedrede Kommunikationer fremkalde en stedse
stigende Turiststrøm. De vigtigste Næringsveje
er Fiskeri og Jordbrug, men ogsaa
Bjergværksdrift (Baasmo, Dunderlandsdalen). I gejstlig
Henseende hører H. til Tromsø Stift og deles i
Søndre H.’s Provsti med 5 Præstegæld, Indre
H.’s Provsti med 4 og Nordre H.’s Provsti med
5 Præstegæld. I judiciel Henseende ligger H.
under Haalogalands Lagdømme og
Throndhjems Overret, det deles i Søndre H.’s
Sorenskriveri med 10 og Nordre H.’s Sorenskriveri
med 6 Tinglag. Efter Værnepligtens Indførelse
i det nordlige Norge leverer H. Mandskaber til
Søndre Haalogaland Infanteriregiment Nr. 14.
(J. F. W. H.). M. H.
Helgen (af hellig, lat. sanctus, beatus, gr.
hagios) er i den kat. Kirke, allerede fra
Oldtiden, Betegnelse for de kristne Martyrer, men
efterhaanden ogsaa for andre, der ved deres
Liv og Lidelser kunde jævnstilles med
Martyrerne og ligesom disse tænktes at være gaaede
ind til den evige Salighed. Allerede i 2. Aarh.
begyndte man at ære H. ved at mindes dem
paa deres Dødsdage (Helgendage), der
jævnlig betegnedes som »Fødselsdage«, fordi de
havde bragt H. Saligheden. Deres Grave æredes
som hellige St.; man nød Nadveren der og
oplæste Beretning om deres Martyrium ell.
Levned (se Acta Martyrum). End mere
ærede man deres Ben; Polykarpos’ Ben blev
samlede af hans Menighed »som dyrebarere end
Ædelstene og herligere end Guld«, og snart
udstraktes Ærefrygten til H.’s Klæder o. l. (se
Relikvier). For saa vidt var man inde paa
den saakaldte Helgendyrkelse
(Hagiolatri). Meningen med denne var (og er)
selvfølgelig, at man vilde dyrke Gud, som havde
vist sin Kraft i sine H. Principielt hævder den
kat. Kirke nemlig, at Tilbedelse (adoratio) og
Dyrkelse i egl. Forstand (latria) kun
tilkommer Gud1, medens H. maa være Genstand for
Ærefrygt (veneratio), Tjeneste (dulia) og
Paakaldelse; Grunden til dette sidste er
Forestillingen om, at H. ligesom Englene (jfr Zach. 1,
12, Tob. 12, 12) kan gaa i Forbøn for
Menneskene, fordi de hersker sanmen med Kristus
(jfr 2. Tim. 2, 12). Efterhaanden blev det alm.,
at Altre, Kapeller og Kirker indviedes til H., og
samtidig udvikledes Læren om H.; man delte
dem i flg. Klasser: de gammeltestamentlige
Patriarker, Profeterne, Apostlene, Martyrerne,
Bekenderne og de hellige Kvinder. Af disse
sidste blev Jomfru Maria den mest fejrede
Helgeninde. Det manglede dog ikke paa Modstand
mod Paakaldelsen af H. og Læren om dem. I
Oldtiden udtalte Vigilantius sig imod denne
Ytring af Fromhed, men blev skarpt
imødegaaet af Hieronymus. I Middelalderen
bekæmpedes Helgendyrkelsen af Agobard, Katharerne
o. fl. forreformatoriske Retninger, og
Protestantismen brød med al Helgenkultus og
hævdede, at man kun maatte ære den kristne
Kirkes store Skikkelser i Tanke og Tale, men uden
ydre, gudstjenstlige Former. I den kat. Kirkes
Liv er H. derimod et Hovedled. Der er særlige
Værnehelgener for Lande, Byer, Kirker,
Samfundsklasser, Institutioner (f. Eks. Gilder
og Lav); saaledes er Peter og Paulus Roms
Værnehelgener, Jakob Spaniens, Andreas
Grækenlands, Olav Norges, Georg (Jørgen)
Englands, Lukas Malernes, Crispinus Skomagernes
o. s. v.; Skt Rochus værner mod Pest, Antonius
mod »faldende Syge«, Apollonia mod Tandpine
o. s. v. Skt Anna paakaldes af den fødende
Kvinde, Gertrud af den, der tiltræder en Rejse,
o s. v. Adskilligt af den Slags Folketro er en
Udløber af Oldtidens Herosdyrkelse (se J. P.
Jacobsen, »Heros og Helgen« [Kbhvn 1913]).
Opr. afgjorde Bisperne, hvem der maatte
anses værdige som H. 973 fandt den første
pavelige Kanonisation St. Men endnu kunde
Helgenry faa Godkendelse uden Pavens Mellemkomst,
saaledes Hellig Olav’s i Norge. Fra 1172
hævdede Paven sig Eneret til Helgenkaaring
ell. Kanonisation, der udformede sig som
en højtidelig Erklæring paa Grundlag af en
ligefrem Proces om paagældendes Hellighed.
Endnu kunde det dog, særlig i Norden, hænde,
at Folketroen kaarede sig H., som aldrig blev
kanoniserede, men æredes lige saavel som de
kanoniserede H.; dette gælder i Danmark f. Eks.
Hellig Anders og Erik Plovpenning. Ja, der er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
