Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hellmer, Edmund - Hellmesberger, Georg - Hellot, Johann - Hellquist, Gustaf Elof - Hellqvist, Karl Gustav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hellmer, Edmund, østerr. Billedhugger,
f. 1850 i Wien. Han uddannedes paa Akademiet
i Wien og blev senere selv Prof. der. H. har
haft en væsentlig Part i Udsmykningen af de
store wienske Pragtbygninger: Justitspaladset,
Hof museet, Raadhuset, Universitetet og
Parlamentsbygningen (paa Hovedgavlen her: »Franz
Josef giver Forfatningen«). H. har endvidere
skabt »Tyrker-Monumentet«, en kolossal
»Wand-Brunnen« i Hofburg, en anden, »Kastalia«, til
Wien’s Univ., Gravmæler og Statuer over
Maria Theresia, Makart, E. Schindler, Goethe
(1900) og Komponisten H. Wolf i Wien,
Kejserinde Elisabeth (Salzburg), Værker prægede af
Kultur og smidig dekorativ Sans.
A. Hk.
Hellmesberger [’hælməsbærgər], Georg, tysk
Musiker, f. 24. Apr. 1800 i Wien, d. 16. Aug.
1873 smst. 1829 blev han Dirigent ved
Hofoperaen og 1833 Prof. ved Konservatoriet. Han
har været Lærer bl. a. for Ernst, Miska
Hauser, Joachim, Auer o. fl. og komponerede
Violinkoncerter, Strygekvartetter m. m. — Hans Søn
Joseph H. er f. 3. Novbr 1828 i Wien, blev
1851 artistisk Direktør for »Gesellschaft der
Musikfreunde« i Wien, 1859 Prof. i Violin ved
Konservatoriet, 1860 Koncertmester ved
Operaen og 1877 Hofkapelmester. Han har gjort sig
særlig fortjent ved de af ham fra 1849
foranstaltede Kvartetsoireer. — Dennes Søn Joseph,
f. 1855 i Wien, d. smst. 26. Apr. 1907, blev 1878
Scloviolinist i Hofkapellet og Prof. i Violin ved
Konservatoriet. Senere blev han Kapelmester
ved den komiske Opera og ved Karlteatret,
1884 Balletmusikdirigent og Koncertmester ved
Kof-Operaen og var 1900—02 første
Hof-Kapelmester. 1904—05 var han Hofkapelmester i
Stuttgart. H. har skrevet en halv Snes
Operetter, nogle Balletter og andre sceniske Arbejder.
S. L.
Hellot [æ’lo], Johann, fransk Kemiker, f.
1685 i Paris, d. smst. 1765, studerede først
længere Tid i Paris og gik derpaa til England for
at uddanne sig hos derværende Lærde. 1718—32
redigerede han et politisk Blad Gazette de
France, 1735 blev han Medlem af
Paris-Akademiet og udfoldede her en betydelig
Virksomhed. — H.’s Arbejder omhandler væsentligst
Emner, der kun har speciel Interesse; mange
af hans Undersøgelser tilsigter at finde bedre
Fremstillingsmaader for forsk. Stoffer end de
tidligere kendte; i mange Tilfælde lod han sig
lede af falske Forudsætninger, men fik alligevel
brugbare Resultater, i andre drog han
mærkelige Slutninger af rigtige Iagttagelser. Af særlig
Bet. var H.’s Arbejder paa den tekn. Kemis
Omraade: saaledes gjorde han sig i høj Grad
fortjent af Porcelænsfabrikken i Sèvres; han
opdagede mange ny Farver for
Porcelænsmaleriet, hvis Anvendelse bragte den nævnte Fabrik
stor Anseelse. — 1740 havde H. overtaget
Inspektionen af Farverierne; han udviklede da i
fl. Afh. Farvekunstens Teori; ogsaa skyldes
ham fl. Undersøgelser vedrørende
Bestemmelsen af ædle Metaller i Legeringer. Hans
Arbejder findes væsentligst i Paris-Akademiets
Memoirer for Aarene 1735—63. Et Arbejde over
Metallurgi udgav han særskilt under Titelen:
De la fonte des Mines, des Fonderies o. s. v.,
egl. en Oversættelse af et tysk Arbejde forøget
med hans egne værdifulde Tilføjelser.
(O. C.). R. K.
Hellquist [’hælkvist], Gustaf Elof, sv.
Sprogforsker, f. 26. Juni 1864 i Norrköping, blev
Student 1883, Dr. phil. og Docent i Upsala 1890;
1894 Medarbejder ved »Svenska Akademiens
ordbok« i Lund, hvor han 1898 blev Lektor,
1903 Lektor i Göteborg og Docent ved
Højskolen smst., 1914 Prof. i nord. Sprog ved Univ.
i Lund. H. har især gjort sig fortjent ved sine
Studier over nord. Orddannelseslære (herom
har han skrevet mange Afh., især i »Arkiv för
nordisk filologi«) og over sv. Stednavne. Hans
Hovedværker er: »Studier i 1600-talets svenska«
(1902), »Studier öfver de svenska sjönamnen«
(i »Svenska landsmålen« 1903—07), »Om de
svenska ortnamnen på —inge, —unge, —unga«
(1904).
V. D.
Hellqvist [’hælkvist], Karl Gustav, sv.
Historiemaler, f. 15. Decbr 1851 ved Kungsör,
d. 19. Novbr 1890 i Berchtesgaden. I Sthlm,
hvortil han kom 12 Aar gl, uden Subsistensmidler,
maatte han møjsommelig kæmpe sig frem, blev
Elev af Ahlgrensson, 1867 af Akademiet, holdt
Livet oppe ved at tegne Illustrationer, malede
»Ebba Brahe ved Vinduet« (1871), »Gustaf Adolf’s
Lig ved Lützen«, det af Malmström paavirkede
»Asa-Thor saarer Sønnen Svade« (1873, efter
Ling), »Moses’ Udsættelse« og opnaaede
omsider 1875 med »Gustaf Adolf anklager P.
Sunnanväder for Vesterås-Domkapitel« (Sthlm’s
Slot), holdt i arkaiserende Stil under Indflydelse
fra v. Rosen, den kgl. Medaille. Efter et
kortere Paris-Ophold (»Ludvig XI i sin Park«
[1876, Göteborg’s Mus.]) kunde han paa et
Rejsestipendium tage til München. Her blev
han Elev af Diez og sluttede sig nøje til
Piloty-Skolen, malede det stærkt sentimentale
»Gretchen med Barnet«, det karakterfulde »P.
Sunnanväder’s Indtog i Stockholm« (1879,
Metropol.-Mus. i New York), det gribende, koloristisk
betydelige »Sten Sture d. Y.’s Død paa
Mälaren’s Is« (1880, Nationalmus. i Sthlm) — de
sidste blevne til under forfriskende Indtryk fra
et kortere Paris-Ophold —, det store, ret
teatralske »Valdemar Atterdag brandskatter
Visby« (1881, Guldmedaille i Wien; Sthlm’s
Nationalmus.), alt medens han paa god
München-Manér malede smaa humoristiske Billeder
(»Bismarck eller Moltke?«), særlig fra
Munkelivet. 1882 tog han til Paris, malede her
»Luther’s Ankomst til Wartburg« (bestilt til Berlin),
»Disputatsen mellem Olaus Petri og Peder
Galle«, »I Sneen« (den forladte Kvinde ved
Krucifikset, Berlin’s Nationalgaleri), og under
et Ophold i Sverige, hvor han blev
Viceprofessor ved Akademiet, »Gustaf Adolf’s Lig
indskibes ved Havnen i Wolgast« (1885, Sthlm’s
Slot). Efter en treaarig Virksomhed som Prof.
ved Berlin’s Akademi, i hvilket Tidsrum han
bl. a. malede »Sancta Simplicitas! Huss’ Gang
til Baalet« (1887) og sit sidste Arbejde,
Selvportrættet til Uffizi-Galeriet i Firenze (1888),
maatte han tage sin Afsked p. Gr. a. nervøs
Overanstrengelse og Hjernelidelser, der endte
med uhelbredelig Sindssygdom. — H.’s Kunst,
saa omfattende i sit Repertoire (talrige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>