Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Helmholtz, Hermann Ludvig Ferdinand von - Helminth - Helminthiasis - Helminthika - Helminthocecidier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Militærlæge og 1848, efter at han havde forladt den
militære Bane, Lærer i Anatomi ved
Kunstakademiet i Berlin. 1849 blev han Prof. i
Fysiologi i Königsberg, 1855 Prof. i Anatomi og
Fysiologi i Bonn
og 1858 Prof.
i Fysiologi i
Heidelberg.
1871 blev han
kaldet til Prof.
i Fysik i
Berlin, og 1888
overtog han
Ledelsen af den
nys oprettede
»Physikalisch-technische
Reichs anstalt«.
Denne Stilling
beholdt han til
sin Død. Som
dette Omrids
af H.’s
Løbebane viser, kom
hans Virksomhed især til at ligge paa to
Omraader, Fysiologien og Fysikken, og han blev
paa dem begge en Forsker af første Rang.
Hans ledende Studium var Fysikken, til hvis
Behandling han medbragte en eminent
matematisk Begavelse, og hans fysiologiske
Arbejders Retning er væsentlig bestemt ved hans
store Dygtighed som Fysiker, idet han
fortrinsvis valgte sig Emner, hvis Bearbejdelse
fordrer indgaaende Kendskab til de fysiske
Love. Af hans anatomiske Arbejder maa
nævnes Promotionsskriftet fra 1842, hvori han
paaviser Sammenhængen mellem Nervetraade
og Nerveceller. Snart efter kom hans første
fysiologiske Arbejder, Undersøgelser over
Forholdet mellem Muskelarbejde og
Muskeltemperatur. Han paaviste, at Muskelarbejdet ved
Sammentrækningen til Dels omsættes i Varme,
idet han maatte Muskelens
Temperaturforandringer ved Termoelementer, og herfra gik han
over til det Omraade, hvor han skulde gøre
nogle af sine største Opdagelser, nemlig Studiet
af Sansningen. Allerede 1850 løste han her en
særdeles vanskelig Opgave, idet han maalte den
Hastighed, hvormed et Nerveindtryk forplanter
sig (30—60 m i Sek.). Derefter følger hans
Studium af Øjet og Øret. Til Undersøgelsen af
Øjet konstruerede han Oftalmometret,
hvormed han bestemte Størrelsen af
Spejlbilledet i Hornhinden og derigennem dens
Krumning. 1851 opfandt han Øjespejlet,
hvorved man blev i Stand til at se Øjets Indre saa
skarpt og tydelig, at dette ny Redskab kom til
at betegne et stort Fremskridt i Diagnosen af
Øjensygdomme. Den skraatstillede Glasplade i
Øjespejlet var vel allerede angivet af Brücke,
men først ved H.’s Tilføjelse af
Iagttagelseslinsen fik Redskabet sin rette Værdi. En vigtig
Plads i H.’s Studier over Synet indtager hans
Farvesansteori (se Farvesystem), der er
en Udvidelse af Young’s, og hans Forklaring
af Rumforestillingens Tilbliven. Herved kom
han ind paa Spørgsmaalet om de geometriske
Grundsætningers Karakter, til hvis Forstaaelse
han gav vægtige Bidrag. Samtidig begyndte
han paa sine Arbejder over Tonefornemmelsen,
hvoraf Undersøgelserne over Klangfarve og
Kombinationstoner maa fremhæves. Hans fine
musikalske Øre og store Kendskab til den
musikalske Litt. kom ham her til Nytte ved Siden
af hans Overlegenhed som Matematiker og
Fysiker. Frugterne af H.’s Studier over Syn og
Hørelse findes samlede i »Handbuch der
physiologischen Optik« (1856—66, 2. Opl. 1886—96)
og »Die Lehre von den Tonempfindungen als
physiologische Grundlage für die Theorie der
Musik« (1862, 4. Opl. 1877).
Sit første store fysiske Arbejde udgav H.
1847 under Titelen »Ueber die Erhaltung der
Kraft«, hvori han med matematisk Klarhed og
langt mere omfattende, end det var gjort før,
fremsætter Læren om Energiens
Uforanderlighed og anvender den paa de forskelligste
Naturforhold. Under sit fortsatte Studium af
Betingelserne for Energiens Omformninger gav
han vigtige Bidrag til Forstaaelsen af
elektrokemiske Forhold. Af hans mange andre
betydelige fysiske Arbejder skal her kun nævnes
hans Bearbejdelse af Lysets, særlig
Farvespredningens Teori, hans Undersøgelse af Lovene
for den elektromagnetiske Induktion og hans
Behandling af Bevægelser i Vædsker, særlig
Hvirvelbevægelsen, hvorved han overvandt
matematiske Vanskeligheder, der hidtil havde
hindret Beregningen. Der er intet større
Afsnit af Fysikken, som H. ikke har bearbejdet
og beriget; men hans Arbejders teoretiske og
tit strengt matematiske Karakter gør dem ofte
vanskelige at forstaa for andre end
Specialister. H.’s »Vorlesungen über theoretische
Physik«, 6 Bd (1897—1903) er udg. af hans Elever.
»Wissenschaftliche Abhandlungen von H.«, 3
Bd (1882—95) er afsluttet efter hans Død. Han
har dog ogsaa søgt at faa en større Kreds i
Tale ved sine mange populære Foredrag, hvori
han gerne fremstiller Resultaterne af sine egne
Forskninger. De er udgivne under Titelen
»Vorträge und Reden« (2 Bd, 5. Opl. 1903). Som
Leder af den fysisk-tekn. Rigsanstalt fik H. den
Opgave at organisere dette store Institut og
faa mange selvstændige Forskere til at arbejde
mod samme Maal. Til denne Opgave egnede
han sig fremfor enhver anden ved sin store
Autoritet, sin personlige Elskværdighed og sin
Arbejdsevne, der var usvækket til kort før
hans Død. Hans 70 Aars Fødselsdag blev fejret
ved en international Fest, og Kejseren gav
ham den højeste civile Rang, medens hans
Opholdskommune, Charlottenburg, udnævnte ham
til Æresborger. H. skrev ved denne Lejlighed
en Selvbiografi, der er optagen i 2. Bd af hans
»Vorträge und Reden«. (Litt.:
Königsberger, »Hermann von H.« [Braunschweig 1903].
Ogsaa i forkortet »Volksausgabe« [1911, 1 Bd]).
K. S. R.
 |
| H. L. F. v. Helmholtz. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
