Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Helvad, Niels - Helvede - Helvedesbrand - Helvedesild - Helvedesmaskine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hele meget som Folkeskribent. Han nævnes
tillige som Salmedigter og Skuespildigter. Hans
Skr er af meget blandet Indhold; enkelte af
dem (Eleusinia sacra, »Forklaring over vore
Kirker og gode gamle Ceremonier og udvortes
Gudstjeneste« (1610) og en Formular- og
Brevbog) har endnu en vis Bet. med Hensyn
til Kirkehistorien og Sprogets Historie.
L. L.
Helvede (egl. »Hels Straf«, oldn. helviti [se
Hel]; viti betyder Straf, hel enten
Dødsgudindens Navn ell. Betegnelse af Underverdenen
[som »Skjulestedet«, jfr dansk hæle, lat.
celare]), de Fordømtes Pinested. Saavel efter
kristelig som efter fl. hedenske Teologier findes
der et hinsidigt Straffested; men denne
Forestilling kan først have udviklet sig paa et
Tidspunkt, da Tanken om en Dom, over
Menneskenes Handlinger har gjort sig gældende i
Religionen. Den primitive Tro paa en Fortsættelse
af Livet efter Døden skelner nemlig ikke
mellem de Godes og de Ondes Liv. Man tænker sig
blot et Skyggeliv, enten i Jordens Indre, ved
Gravene, hinsides Havet ell. Floderne, ved
Solens Nedgang e. l., og først i mere udviklede
Religioner, som i den ægypt. ell. bab., hører
man om forskellige Opholdssteder for de
forsk. Afdøde. I den bab. Mytologi f. Eks., hvor
de Dødes Opholdssted efter den alm.
Forestilling er et uhyggeligt St. fuldt af Mørke og
Støv, hvor Skyggerne lever af Jord og Vand,
finder man dog tillige Tale om et særlig slemt
St., hvor alle Haande Sygdomme og
Elendigheder har hjemme, og hvor de Slette spærres
inde. Ogsaa i Grækernes Tartaros findes der
som bekendt plagsommelige Straffe for dem,
der har gjort sig skyldige over for Guderne,
og i de eleusinske Mysterier skildredes dram.
Forskellen paa de Indviedes lykkeligere og de
Uindviedes ulidelige Tilstand i Underverdenen.
Hyppigst bestaar disse Straffe i alle Haande
Møjsommeligheder og Ækelheder, af hvilke
sidste navnlig den ind. Mytologi kender
adskillige (at sidde i Blod til Halsen og spise
Haar e. l.). Den buddhistiske Teologi, der taler
om en Mængde H., lader de Fordømte lide alle
Haande virkelige Pinsler (knibes og skæres,
saves og flænges, koges, steges o. s. v.), medens
den pers. Helvedeslære er mere tilbøjelig til at
afpasse Straffen efter Brødens Art, saaledes
navnlig den om Dante mindende Digter
Arda-î-Vîraf fra Middelalderen, der har givet en
imponerende Fremstilling af Helvedeskvalerne.
Den ældste pers. Religion (den zoroastriske)
kender kun H. som et midlertidigt Pinested,
en Slags Skærsild, hvori de Onde opbevares,
indtil de skal lutres i Dommedagsilden, og
hvor de vordende Salige lider Straf for de
Synder, de ikke har afsonet paa Jorden.
Den jødiske Forestilling om
Underverdenen adskiller sig opr. ikke væsentlig fra den
bab.; ogsaa sheol, som de kaldte deres Hades,
var et St. under Jorden fuldt af Mørke og
Haabløshed. Forestillinger om et egl. H. synes
ikke tydelige i Gl. Test.; derimod fremgaar det
af Ny Test. (Matth. 8, 12), at man har tænkt
sig et Pinested, der kaldes »det yderste
Mørke«, altsaa en potenseret Hades-Tilstand (og
ikke noget brændende St.), hvis »Tænders
Gnidsel« maa forstaas som fremkaldt ved
Kulde, ligesom den talmudiske Jødedom
tænker sig H. som et St., hvor man fryser. Ved
Siden heraf, og langt tydeligere, staar
Jødernes Tale om Gehenna (»Hinnoms Børns
Dal« ved Jerusalem, hvorhen Aadsler og
Forbryderes Lig kastedes) som det egl. og
skræmmende H., og Forestillingen om, at de
Fordømte skal brændes, udspringer for
Jødernes Vedk. vistnok herfra; thi Gehenna var
opr. et St. for den med Opbrændelse af
Mennesker forbundne Moloch-Dyrkelse (Jer. 7, 31
ff.). I hvert Fald taler den eksilske Jesaia (66,
24) om en »Ild, der ikke skal udslukkes« med
kendelig Hentydning til Hinnoms Dal, og denne
Forestilling om H.’s Ild er bleven den
fremherskende i Ny Test. Jesus benytter den i
Lignelsen om den Rige og den Fattige, medens
han benyttede det — dermed ikke forenelige
— »yderste Mørke« i Lignelsen om den
gældbundne Tjener (den ydre Form for
Helvedestanken synes at have været ham mindre
magtpaaliggende); i Mark. 9, 48 er den jesaianske
»Ild og Orm« optagen, og i Matth. 25, 41 tales
der klart om den »evige Ild, som er beredt
Djævelen og hans Engle«.
Den middelalderlige Helvedeslære har
svælget i denne Ild og udstyret den med Svovl,
Gryder og Tænger og alt, hvad en inkvisitorisk
Fantasi kan opfinde af Grusomheder, og saa
dybt nedfældet har denne Forestilling om
Helvedesbranden været, at f. Eks. det polske Ord
for H. pieklo kommer af et Verbum piec, der
betyder koge ell. bage. Ogsaa Milton’s og
Dante’s Digtninge om H. er farvede af denne
Forestilling, men begynder dog at erstatte de
korporlige Helvedesp insler med den aandelige
Helvedeskval og indleder den i vor Tids
ædlere Teologi fremherskende Tanke om
Samvittighedskvalen og Bevidstheden om at være
»borte fra Gud« (2. Thess. 1, 9) som den egl.
Lidelse for den Fordømte. Som litterære
Versioner af H.-Læren fremtræder J. L. Heiberg’s
Tanker i »En Sjæl efter Døden«, at
Fortsættelsen af Syndelivets Tomhed skal være
Syndernes Helvedesstraf, og de i sin Tid saa
opsigtsvækkende Perspektiver i den anonyme Bog
»Breve fra Helvede« (1866). (Om den kristelige
Helvedeslære se i øvrigt Dommedag).
Edv. L.
Helvedesbrand, se Helvede.
Helvedesild, se Herpes.
Helvedesmaskine, et Apparat, som
indeholder et Sprængstof, der er bestemt til at
tændes ved en forud bestemt Lejlighed for at
anrette Ulykker. Navnet stammer fra 1693, da
Englænderne ved Hjælp af et Skib ladet med
Krudt forgæves søgte at ødelægge St Malo’s
Fæstningsværker. Navnet kom igen i Brug
efter Attentatet i Paris 24. Decbr 1800, hvorved
Førstekonsulen Napoleon Bonaparte paa Vejen
til Operaen skulde have været dræbt ved en
H. — En H. ladet med Dynamit sprængtes 11.
Decbr 1875 i Bremerhafen og dræbte over 100
Mennesker. Den var konstrueret af
Amerikaneren Thomas og bestemt til at indlades i et højt
assureret Skib, som den skulde ødelægge i rum
Sø. Et Urværk, hvormed Apparatet var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
