Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hennings, August Adolf Friederich - Hennings
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Böttiger, »Litterar. Zustände und
Zeitgenossen« [Leipzig 1838, II, 68 fl.]; J. Bloch,
»En Brevveksling fra Struensee-Tiden« [i
»Museum« 1891] og »En Brevveksling fra Aug.
H.’s Rejse i Jylland« [smst. 1894]; Joh. und
Poul Hennings, »Beiträge zur Geschichte
der Familie Hennings«, 2. Udgave [Lübeck 1905,
S. 87 ff.]).
(C. F.). C. A. T.
Hennings, Betty Mathilde, f. Schnell,
dansk Skuespillerinde, f. 26. Oktbr 1850 i
Kbhvn, hvor Faderen var Restauratør senere
Kontrollør ved det kgl. Teater. 7 1/2 aar gl.
kom hun ind
paa
Danseskolen, hvor hun
fik G.
Brodersen til Lærer
og snart ved sin
Flid og Energi
vandt
Bournonville’s
Opmærksomhed. Som
en Alf i »Den
lille Rødhætte«
tiltrak hun sig
Md. Sahlgreen’s
Interesse, og
ved
Genoptagelsen af
Syngestykket »Ludlams Hule« 26.
Jan. 1861 skaffede denne Sangerinde hende
Barnet Betty’s Rolle, som hun udførte saa
heldig, at hun bl. fl. Smaaroller fik Zerina i
»Alferne«, hvor hun for første Gang modtog
Undervisning af sin senere Lærer, F. L. Höedt.
Hun udviklede sig til en flink Danserinde, og
da hun 21. Novbr 1866 havde debuteret som
Astrid i »Valdemar«, skrev Bournonville, at det
var en lykkelig Inspiration, der efter Juliette
Price’s Afsked havde ført hans Blik og Tanke
hen paa den unge Elev, »som i Forening med
sine smukke Anlæg for den gratiøse Dans
besad et rythmisk Sving og i sit blonde
Fysiognomi noget af det »Uforklarlige«, der saa tidligt
aabenbarede sig hos Jenny Lind«. Som Hilda
i »Et Folkesagn«, Teresina i »Napoli«, Sigyn i
»Thrymskviden«, der blev skrevet for hende,
og som Søkadetten Poul i »Fjernt fra Danmark«
syntes hun halvt et Barn, halvt en Voksen:
Den jomfruelige Poesi, der hvilede over hendes
spinkle Skikkelse, og hendes troskyldige, vage
Blik fængslede i højere Grad Tilskuerne end
hendes Dans, som efter Balletmesterens Ord
savnede »den Styrke og Dristighed, der
stempler Virtuositeten«. En Tid var Jomfru S. et
Stridens Æble mellem Bournonville og Höedt,
som med nogle Afbrydelser læste bl. a. Rose
(Agnès) i »Fruentimmerskolen« med hende,
men da hun ikke i Længden udholdt Dansens
Anstrengelser, og Lysten drog hende mod
Skuespillet, maatte Balletten efter fire Sæsoners
Forløb miste sin unge Primadonna; Debut’en
fandt St. 13. Decbr 1870 og blev en Mærkedag
i Teatrets Historie. Jomfru S. overraskede ved
en naturlig, mosaikagtig Behandling af
Replikken. Molière’s Agnès var i Höedt’s
Fordanskning blevet til en artig, rørende, lille Pige, men
hvert Ord levede sit eget Liv og hver Scene
var arbejdet ind i sin Stemning og Tonart. Hun
gjorde stor Lykke og fik nu største Delen af
Repertoirets fr. og danske Ingenuer, en Rk.
frimodige, naive unge Piger, hvis Sanser ligger
i Knop, men hvis ubevidste Erotik i Kraft af
sin Renhed gør dem opfindsomme ell.
snusfornuftige, f. Eks. Petrine i »Den eneste Fejl«.
Antonie i »Sparekassen«, Amanda i Hertz’ Stk.
af s. N., Adrienne i »Ildløs i Klosteret«, Jeanne
i »Lady Tartuffe« og (noget senere) Toinon i
»Gnisten«; disse Skikkelser var vel Variationer
over Agnes og mere Børn end Kvinder, men
meget indtagende og med det nydeligste Udtryk
for Kærlighedens Fødsel. Dog, ogsaa Ingenuens
Vrangside, den forkælede Lunefuldhed, evnede
hun at skildre som Signe i »En Fallit«, og
derfra naaede hun frem til Ibsen’s Reaktion mod
det tidligere Kvindeideal: Nora i »Et
Dukkehjem« (21. Decbr 1879). Hun betegnede
Skikkelsens flagrende Barnesind ved bestandig at
skifte Tempo i Dialogen, Forskræmtheden og
det Forventningsfulde spillede hun med nervøs
Energi og talte i Slutningsopgøret roligt,
afmaalt og stille. Det Karakteristiske, og ikke
længere det blot Indtagende, blev nu Maalet
for hendes Kunst. Emner til yderligere
psykologiske Studier fandt Fru H. (som 1877 ægtede
cand. polit., Musikforlæggeren Henrik H., f.
1848) i Ibsen’s Dramaer, hvori hun med
Intelligens og nervøs Spændstighed spillede en Rk.
Hovedroller og navnlig som »Vildanden«’s
Hedvig tegnede et dybt og sandt Billede, der til
alle Tider vil regnes med til det snævreste
Udvalg af den danske Scenes Mesterværker. Nyere
danske og norske Dramatikere lagde stærkt
Beslag paa hendes rige Evner, saaledes f. Eks.
E. Christiansen, i hvis tidlige Produktion der
som Regel var skrevet en Skikkelse for hende,
G. Heiberg (Anna Hjelm i »Kong Midas«), A.
Kielland (Laura i »Tre Par«), O. Benzon
(Titelrollen i »Anna Bryde«) og G. Esmann, hvis
Emily i »Den kære Familie« i Fru H.’s
Gengivelse blev et træfsikkert Billede fra det
kbhvn’ske Overfladeliv og dannede en skarp
Modsætning til hendes højtbedagede Dame i
samme Forf.’s »I Stiftelsen«. Samtidig med at
Fru H. i dette realistiske Repertoire blev
Nationalscenens første Karakterskuespillerinde,
gav hun i Holberg’s Komedier yndefulde
Pastelportrætter af Leonora og levendegjorde H.
Drachmann’s Porcelænsprinsesse i »Der var en
Gang —«, men da hun vovede sig op til
Tragediens svulmende Pathos, slog hendes klare,
distinkte Stemme ikke til, lige saa lidt som
hendes altid spinkle Skikkelse passede til
Heltindernes Storslagenhed.
Foruden at bevare sine bedste yngre Roller
udførte Fru H. i sine senere Teateraar en Del
ny Skikkelser, bl. hvilke hun navnlig havde
Held med myndige ell. halvkomiske Damer som
Urania i »Det gamle Hjem« og Clara i
»Skærmydsler«; derimod svarede hendes tiltagende
stiliserede Spillemaade ikke til det facetterede
Livsudtryk, der fordres af Primadonnaroller
som Magda i »Hjemmet« ell. Silvia i »Gioconda«.
En værdig Slutn. i aandelig Forstand paa Fru
H.’s Livsværk var Fremstillingen af Fru Alving
 |
| B. M. Hennings. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
