Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik (Hertug af Sønderjylland) - Henrik (Venderfyrste) - Henrik (Greve af Holsten) - Henrik (Greve af Holsten og Hertug af Sønderjylland) - Henrik (Greve af Schwerin)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
spille nogen nævneværdig Rolle, og efter at
han ved Freden i Flensborg (1373) havde
forliget sig med Kongen, gav han sig ganske
denne i Vold. Hans Moder udnævnte s. A.
Valdemar Atterdag til sin Værge; paa et Danehof
i Nyborg (1374) overdrog H. ham
Indløsningsretten til Gottorp med Sydslesvig, og nægtede
Greverne end at modtage Pantesummen af
Kongen, fik dog denne hurtig en Mængde af
de mindre Panthavere udløst. Da døde
Hertugen i Eftersommeren 1375, og kort Tid efter
fulgte Valdemar ham i Graven. Med H. uddøde
den ældre fra Abel stammende Hertuglinie, der
siden 1232 havde hersket i Sønderjylland; hans
Enke, Kunigunde, drog til Danmark, hvor hun
døde, maaske 1385, og begravedes i Sorø Kirke.
M. M.
Henrik, Venderfyrste, Søn af Godskalk og
Sven Estridsøn’s Datter Sigrid, flygtede efter
Faderens Drab (1066) med sin Moder til
Danmark og opdroges der. Hans Morbroder, Erik
Ejegod, der avede Venderne og indtog deres
Hovedfæstning i Holsten, Oldenburg, hjalp H.
til Herredømmet over Vestvenderne. Høvdingen
Krato, som stod H. efter Livet, blev ryddet af
Vejen ved Forræderi, og H. ægtede hans Enke.
Men da H.’s Morbroder, Kong Niels, forholdt
ham hans mødrene Arv, blev han Danmarks
Fjende, gjorde Indfald over Grænsen og sendte
sine Skibe ud paa Togt i de danske Farvande.
Niels mandede sig op og gjorde Angreb paa
Vagirernes Land i Holsten; men H. havde
bestukket den sønderjyske Jarl Eliv til at
udeblive med Rytteriet, og ved Ljutka led de
Danske et stort Nederlag (c. 1113). H. hærgede end
mere; men endelig fik han (1115) en overlegen
Modstander i sin Fætter, den unge Knud
Lavard, der blev Grænsejarl og ved lynsnare
Ryttertog gjorde H. utryg i hans eget Land. Snart
søgte H. da Fred, og Knud var ridderlig nok
til at skaffe ham hans mødrene Gods. H. var
fra nu af oprigtig Ven med den unge Hertug.
Ved Forbund med Hertug Lothar af Sachsen
havde H. imidlertid udvidet sit Herredømme
mod Ø., besejret Venderne i Brandenburg og
gjort et Tog til Rügen for at hævne sin Søns
Drab. I sine sidste Aar modtog han
Missionæren Vicelin, men, belært af sin Faders
Skæbne, tog han sig for øvrigt ikke af Missionen.
Han døde 1127 og efterlod sig to Sønner,
Zventopolk og Knud. De kom i indbyrdes Strid, og
Knud blev dræbt; men snart efter myrdedes
Zventopolk af en Holster, og da ogsaa hans
Søn Zvinike blev myrdet (1129), fik Knud
Lavard H.’s Lande. (Litt.: H. Olrik, »Knud
Lavard« [Kbhvn 1888]).
H. O.
Henrik, Greve af Holsten, sædvanlig »p. Gr.
a. hans haarde, sejrrige Kampe« kaldet
Jernhenrik (lat. ferreus), Søn af Grev Gerhard
den Store, f. c. 1320, d. c. 1390. Kort efter
Faderens Drab 1340 udsonede H. sig med
Valdemar Atterdag, hvorefter de forvirrede Forhold
ordnedes saaledes, at Grev H. og hans to
Brødre Klaus og Adolf blev Panteherrer i
Sønderjylland og paa Fyn. Freden brødes imidlertid
snart, og da begge Brødrene endnu var Børn,
blev det hans Sag at hævde det vundne, en
Opgave, der dog efterhaanden tilfaldt Klaus, da
H. dreven af ubændig Krigslyst forlod Holsten
og tumlede sig som Lejetroppeanfører i
Udlandet. 1345 deltog han i Kong Johan af
Böhmen’s Tog til Preussen, og senere gik han i
eng. Tjeneste. Den holstenske Tradition dvæler
med Velbehag ved hans Deltagelse i de
fr.-eng. Krige og lader ham spille en Hovedrolle
i Slaget ved Crécy (1346), sikkert er kun, at
han 1355 traadte i Kong Edvard III’s Tjeneste.
I Hansestædernes første Krig mod Valdemar
Atterdag var han lybsk Høvedsmand og
medvirkede 1363 som Lejetroppeanfører til at
sætte Albrecht af Mecklenburg paa Sveriges
Trone; til Erstatning for sine Udlæg ved denne
Lejlighed fik han Gotland i Pant. Ogsaa i den
anden Hansekrig deltog han, men nu som
selvstændig Fyrste, idet han som saadan tiltraadte
det store Forbund i Köln (1367). Efter
Valdemar’s Død 1375 sluttede han sig til
Mecklenburgerne og benyttede sig i Forening med sine
Brødre af Danmarks Svaghed til at bemægtige
sig Sønderjylland. Traditionen lader ham i
Slutn. af sit Liv foretage et eventyrligt Tog
til Italien, hist. bevisligt er imidlertid kun, at
han sidste Gang omtales i Holsten 1384 og maa
være død før 1390. 1366 søgte og fik han
Pavens Tilladelse til en Færd til det hellige Land,
men det vides ikke, om denne er blevet
udført. (Litt.: Junghans, »Graf H. der
Eiserne« [Soest. 1864]).
M. M.
Henrik, Greve af Holsten og (ikke
anerkendt) Hertug af Sønderjylland, Søn af Grev
Gerhard VI og Elisabeth af Braunschweig, f.
1397, d. 28. Maj 1427. Faderen faldt mod
Ditmarskerne, da H. var 7 Aar gl, hvorefter han
opdroges i Danmark ved Erik af Pommern’s
Hof. Samtidig søgte Dronning Margrete at
vinde Sønderjylland tilbage til Kronen, og da han
blev myndig, nægtede Kongen at forlene ham
med Hertugdømmet, som Danehoffet i Nyborg
tildømte Kongen, fordi dets Besiddere havde
ført Avindskjold mod Riget. Efter at
Holstenerne 1417 kun havde Slottet Gottorp tilbage,
vendte Lykken sig imidlertid, og H., der nu
træder i Forgrunden, kæmpede med stor
Udholdenhed og Dygtighed. For at forsvare sig
og sine Brødre for Voldgiftsmanden Kejser
Sigismund drog han personlig til Ungarn, og gik
Dommen ham end imod (1424), lykkedes det
ham dog at drage Hansestæderne, hidtil Kong
Erik’s Forbundsfæller, over paa sin Side.
Foraaret 1427 belejrede de Allierede Flensborg,
men ved et natligt Angreb paa Byen fandt H.
sin Død.
M. M.
Henrik, kaldet »den Sorte«, Greve af
Schwerin, d. 17. Febr 1228, var Søn af Grev Gunzelin
I, og tillige med sin Broder, Gunzelin II,
efterfulgte han Faderen som Greve af Schwerin
(1194). Snart truedes Brødrene af den voksende
Danevælde, og med en Lensstrid som
Udgangspunkt indtog og nedrev Valdemar II deres
faste Borg Boizenburg (1208) og erobrede hele
Grevskabet ell. dog det meste af det. Efter
langvarigt Fjendskab maatte Gunzelin og H.
underkaste sig Valdemar og fik deres Land
tilbage som dansk Len (1214). Valdemar lod nu
sin Frillesøn Niels ægte Gunzelin’s Datter, og
ved Gunzelin’s Død (1221) tog han derfor med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
