Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik IV (tysk Kejser) - Henrik V (tysk Kejser) - Henrik VI (tysk Kejser)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Tribur maatte H. gaa ind paa at tage Paven
til Opmand, og der var Planer oppe om at
afsætte ham, hvis han ej inden et Aar var bleven
løst fra Bandet (Oktbr 1076). Ved at ydmyge
sig for Paven i Canossa forstod H. dog klogt
at bryde det farlige Forbund, og om end de
tyske Fyrster afsatte ham, og han atter
bandlystes, lykkedes det ham dog at fælde
Modkongen, Rudolf af Schwaben, i Slaget ved
Elster (1080). Da en Bispesynode paa ny havde
erklæret Gregor for afsat, drog han til Italien,
hvor Modpaven Clemens III 1084 kronede ham
i Rom. Aaret efter døde Gregor i Salerno hos
sin Forbundsfælle Robert Guiscard. I Tyskland
var Hovedmodstanderen Otto af Nordheim alt
død 1083; en ny Modkonge formaaede intet at
udrette, da man var træt af Kampen, og da H.
1085 vendte tilbage, stod han næsten overalt
som Sejrherre og havde atter knyttet den tyske
Kirke fast til sig. I Sydtyskland havde
Reformen dog fast Fod, og Pave Urban II optog
Gregor’s Ideer, om end i afdæmpet Form,
hvorved Kejseren nødtes til et nyt Tog til
Italien (1091). Men nu var Lykken ham ikke god;
hans ældste Søn Konrad rejste sig imod ham,
og Korstogsbevægelsen styrkede Pavens Magt.
Den bragte dog ogsaa en foreløbig Forsoning
til Veje mellem Kejseren og hans sydtyske
Modstandere, saa at han 1097 kunde forlade
Italien, der ganske vist var fuldstændig tabt.
I Tyskland mæglede han 1102 en Rigsfred paa
4 Aar, og det var hans Agt ganske at udsone
sig med Kirken og stille sig i Spidsen for et
Korstog. Planen strandede imidlertid; en ny
Bandlysning skærpede Modsætningerne, og hans
bedste Støtter, Ministerialerne, faldt nu fra og
sluttede sig til hans Søn og udvalgte
Efterfølger Henrik, der 1104 rejste sig mod
Faderen. Vel fandt H. ligesom tidligere god
Understøttelse hos Borgerstanden, men efter ved Svig
at være bleven tagen til Fange af Sønnen,
nedlagde den haardtprøvede Kejser Kronen (31.
Decbr 1105) og trak sig tilbage til Lüttich, hvor
han døde. Som bandlyst maatte H. ikke stedes
til Hvile i indviet Jord, og hans Lig bisattes
derfor i et uindviet Kapel paa en lille Ø i
Maas-Floden, hvorfra Sønnen senere førte det til
Domkirken i Speier. (Litt.: Floto, »Kaiser
H. IV und sein Zeitalter« [2 Bd, Stuttgart
1855—57]; Giesebrecht, »Gesch. d. deutschen
Kaiserzeit« III, 1. Afd. [5. Udg., Leipzig 1890];
Meyer v. Knonau, »Jahrb. d. deutschen
Reichs unter H. IV« [Leipzig 1890 ff.]).
M. M.
Henrik V, tysk Kejser (1106—25),
foreg.’s Søn, f. 1081, d. 23. Maj 1125, valgtes
1098 til Faderens Efterfølger. Han havde stillet
sig i Opposition til denne, men saa snart han
besteg Tronen, optog han Faderens Politik,
medens paa modsat Side Paven fornyede
Investiturforbudet (1107). Efter i nogen Tid at have
været optaget af Kampe med Ungarn og
Bøhmen drog han 1110 til Italien med en mægtig
Hær paa 30,000 Ryttere, for hvilken al
Modstand faldt til Jorden, og i Sutri kom det til
Forlig, saaledes at H. gav Afkald paa
Investituren, imod at Kirken tilbagegav, hvad den
havde erhvervet siden Karl den Store’s Dage.
Dette ideelle Forslag strandede imidlertid paa
selve Højgejstlighedens Modstand, og da Paven
som Følge heraf nægtede at krone H., lod denne
ham gribe og aftvang sin Fange Kroningen og
Bekræftelse paa Investiturretten. Striden kunde
dog ikke afgøres ved et brutalt coup de main,
og Kejserens Magt svækkedes ved Oprør i
Tyskland, hvor navnlig den mægtige sachsiske
Hertug Lothar af Suplinburg rejste sig mod ham,
medens det yderliggaaende Parti ved
Pavehoffet fremtvang hans Bandlysning. I Italien
var Pavens vigtigste Tilhænger. Mathilde af
Toscana død, og ved et nyt Tog 1116—18
sikrede H. sig hendes Lande, ligesom han indsatte
en Modpave, Gregor VIII, der fornyede
Kejserkroningen. Men de legitime Paver fortsatte
Striden fra Frankrig, hvorfra de understøttede
Kejserens tyske Modstandere. Endelig fik de
mere maadeholdne Partier udvirket, at der
sluttedes Fred i Tyskland, og ved Fyrsternes
Mægling bestemtes det, at
Investiturspørgsmaalet skulde løses af et alm. Koncilium. Et
saadant traadte sammen i Worms, og da Pave
Calixt II havde indset, at Gregor VII’s
Fordring om Kirkens absolutte Uafhængighed af
Staten ikke lod sig gennemføre, enedes man
om et Kompromis, det berømte Konkordat i
Worms udstedt 23. Septbr 1122, hvorved
Kejseren beholdt Hovedafgørelsen ved de tyske
Prælatindsættelser, medens derimod de italienske
og burgundiske Bisper gled ham af Hænde. H.
fortsatte Kampen med Lothar af Suplinburg,
men uden Held og døde i Utrecht som sidste
Mand af sin Slægt. (Litt.: Gervais,
»Geschichte Deutschlands unter d. Regierung H.
V u. Lothar’s« [2 Bd, Leipzig 1841—42];
Giesebrecht, »Gesch. d. deutschen Kaiserzeit« III,
1. Afd. [5. Udg., Leipzig 1890]).
M. M.
Henrik VI, tysk Kejser, af det
hohenstaufiske Hus (1190—97), Søn af Kejser
Frederik Barbarossa og Beatrix af Burgund, f.
1165, d. 28. Septbr 1197. Allerede 1169 valgtes
og kronedes han til tysk Konge og ægtede 1186
Kong Roger II af Sicilien’s Datter, den langt
ældre Constanza, hvem dette Rige maatte
tilfalde efter den barnløse Vilhelm II. Da
Frederik Barbarossa 1189 drog paa Korstog, overtog
H. Rigsstyrelsen. Han var i Sind og Skind
Faderen ulig, yndede ikke Krig og Vaabenspil,
men var en Diplomat af høj Rang, der haard,
stundom endogsaa grusom i sin Færd, ikke
skyede noget Middel til at naa sit Maal:
Kejserdømmets Magtforøgelse. Allerede 1189 maatte
han kæmpe med Henrik Løve, der var vendt
tilbage fra England, men 1190 sluttedes der
Fred, da de sicilianske Forhold fuldt optog, H.
Normannerne havde nemlig efter Vilhelm’s
Død valgt en Kongeætling, Tancred til Regent,
og forgæves søgte H. 1190—91 at fravriste ham
Magten. Efter at 9/10 af hans Hær var bortrevne
af Pesten og hans Hustru falden i Fangenskab,
maatte han drage tilbage til Tyskland, hvor
Velferne havde stiftet en Sammensværgelse, der
understøttedes af England og Paven, som ikke
rolig kunde se paa, at Sicilien og Tyskland
forenedes paa samme Haand. Ved snilde
Transaktioner fik H. imidlertid den fangne Richard
Løvehjerte i sin Magt, hvorved
Sammensværgelsen brødes, og 1194 udsonede han sig med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
