Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik VI (tysk Kejser) - Henrik VII af Luxemburg (tysk Kejser) - Henrik (VII (tysk Konge)) - Henrik den Stolte (Hertug af Bayern og Sachsen) - Henrik Løve (Hertug af Bayern og Sachsen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Velferne. For Richard Løvehjerte’s store
Løsepenge udrustede H. en ny Hær og drog atter til
Italien, thi Tancred var nu død, og efter at
Paven havde kronet ham til Kejser, lykkedes
det ham at erobre Landet, til hvis Regent han
indsatte Constanza, der bistodes af tyske
Riddere og Ministerialer; et senere Oprør blev
kuet med blodig Strenghed. Store vidtflyvende
Planer havde H. inde. Det var hans Agt at gøre
Kejserdømmet arveligt og indlemme Sicilien i
Riget, hvorved Paven vilde blive fuldstændig
klemt inde af Staufernes Magt; til Gengæld
vilde han indrømme Fyrsterne en vidtstrakt
Arvelighed i Lenene. Et dertil sigtende
Forslag forkastedes imidlertid, men han opnaaede
dog at faa sin lille Søn Frederik valgt til
Efterfølger og havde nu i Sinde at forsone Paven og
samtidig udvide sin egen Magt med et Korstog.
I Forbindelse hermed kastede han sine Garn
ud efter det græske Kejserdømme; Irene
(Marie), en Datter af den uduelige Kejser Isak
Angelos, ægtede hans Broder Filip, og Byzans
nødtes til at betale en trykkende Tribut.
Korstoget kom ogsaa i Stand, men kort Tid efter
døde den mærkelige Kejser pludselig af Feber
i Messina, og hans verdensomspændende Planer
faldt foreløbig til Jorden med ham. (Litt.:
Toeche, »Jahrb. d. deutschen Reichs unter
H. VI« [Leipzig 1867]; Bloch, »Forschungen
zur Politik Kaiser H.’s VI in den Jahren
1191—94« [Berlin 1892]).
M. M.
Henrik VII, af Luxemburg, tysk
Kejser (1308—13), f. 1269, d. 1313. Sit Valg
efter Albrecht af Habsburg’s Mord skyldte han
nærmest sine Forbindelser med de gejstlige
Kurfyrster. Han var en ridderlig, højt begavet
Herre, efter sin Opdragelse mere fr. end tysk
og uden Interesse for Tysklands Forhold, hvor
Centralmagtens Indflydelse stadig
indskrænkedes af Fyrsterne. Hele hans Hu stod derimod
til Italien, sværmerisk begejstret som han var
for det gl., universelle Kejserdømme fra
Staufernes straalende Dage. For at genoprette dette
ideale Kejserdømme, hvis sidste Repræsentant
han var, og for at »tilbagegive Verden Freden«
drog H. 1310 til Italien, hvor Stad stod mod
Stad, og Navnene Ghibelliner og Velfer brugtes
som Skalkeskjul for Slægtsfejder. Men hans
Hær var alt for lille, og den gl. Begejstring var
forsvunden; overalt opnaaede han derfor kun
halve Resultater. Saaledes modtog han vel i
Milano den lombardiske Jernkrone og
undertvang forsk. Stæder som Brescia og Cremona;
men da han endelig fra Genova ad Søvejen over
Pisa naaede til Rom, var denne By besat af
neapolitanske Tropper, og han magtede ikke
at erobre Peterskirken, men maatte lade sig
nøje med at modtage Kejserkronen i Lateranet
af en Kardinal (1312). Heller ikke Toscana
formaaede han at undertvinge, og da han i
Forbund med Kong Frederik af Sicilien beredte
sig til at angribe den velfiske Hovedmagt,
Neapel, truede Paven ham med Bandstraalen.
Under Forberedelserne til dette Tog døde han
imidlertid pludselig i Buonconvento ved Siena,
efter et Rygte forgivet i Hostien. Større
Resultater end i Italien opnaaede han i Bøhmen,
som han fratog Habsburgerne og 1310 overdrog
sin Søn Johan, der her lagde Grunden til en
stærk luxemburgsk Husmagt. (Litt.:
Sommerfeldt, »Die Romfahrt Kaiser H.’s VII«
[Königsberg 1888 ff.]).
M. M.
Henrik (VII), tysk Konge (1220—35),
Søn af Kejser Frederik II og Constanza af
Aragonien, f. 1211, d. 1242. Frederik havde maattet
love Pave Innocens at gøre Sønnen til Konge i
Sicilien for saaledes at umuliggøre dette Lands
Forbindelser med Kejserriget, men ikke desto
mindre førtes den unge H. til Tyskland, hvor
Faderen udnævnte ham til Hertug af Schwaben
og 1220 fik ham valgt til tysk Konge. Da
Frederik senere drog til Italien og mest opholdt sig
der, forblev H. i Tyskland, hvis Styrelse han
tidlig overtog. Han viste sig imidlertid som en
daarlig Hersker, var letsindig og udsvævende,
og opirret over Faderens Formaninger blev han
snart alle Misfornøjedes Fører. 1231 nødtes han
imidlertid til at gøre Afbigt, og forsk. tyske
Fyrster gik i Borgen for ham, men da han ikke
desto mindre indlod sig i højforrædersk
Forbindelse med de lombardiske Stæder, begav
Frederik sig personlig til Tyskland, hvor han
udvirkede hans Afsættelse og førte Sønnen med
sig som Statsfange til Italien (1235). Her døde
han som Fange i Apulien. (Litt.:
Winkelmann, »Kaiser Friedrich II« [1 Bd, Leipzig
1889]).
M. M.
Henrik den Stolte, Hertug af Bayern og
Sachsen, d. 1139. Han arvede det første Land,
da Faderen H. den Sorte 1126 nedlagde
Regeringen, og ægtede Aaret efter Kejser Lothar’s
Datter Gertrud. Til Tak for den Bistand, han
ydede sin Svigerfader, fik han de omstridte
Mathilde’ske Arvegodser i Italien og efter
Kejserens Død store Besiddelser i Sachsen samt
Adkomst til dette Hertugdømme. Han bejlede
til Kejserværdigheden, men Fyrsterne, der var
skinsyge paa hans store Magt, foretrak
Modkandidaten Konrad III af Hohenstaufen, og da
H. nægtede at udlevere Rigsinsignierne, som
Kejser Lothar paa sit Dødsleje havde overgivet
ham, lystes han i Rigets Acht, og hans
Hertugdømmer fratoges ham. Under Kampen for i det
mindste at bevare Sachsen døde han.
M. M.
Henrik Løve, Hertug af Bayern og Sachsen.
Søn af ovenn. H. den Stolte, f. 1129, d. 6. Aug.
1195. Faderen døde 1139 under Kampen for at
hævde sine Besiddelser mod Kejser Konrad III,
men hans Moder Gertrud, Kejser Lothar’s
Datter, forstod at føre hans Sag saa vel, at han
ved Udsoningen 1142 ganske vist maatte afstaa
Bayern, men beholdt Sachsen med Undtagelse
af Nordmark (Brandenburg). 1151 optog han
paany Kampen og angreb Bayern, Aaret efter
døde Kejseren og efterfulgtes af H. L.’s Fætter
og Ven Frederik Barbarossa, til hvem han
straks traadte i et godt Forhold. Han ledsagede
Frederik paa dennes første Tog til Italien, hvor
Sachserne udgjorde Halvdelen af den
kejserlige Hær, og fik efter sin Hjemkomst Bayern
tilbage (1155), dog saaledes at Østerrig afstodes
og fra nu af dannede et eget Hertugdømme. I
Bayern lagde han Grunden til det senere
München, men Sachsen var dog Hovedlandet, og
med en kraftig og hensynsløs Energi søgte H.
L. at undertvinge sine Naboer de hedenske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
