Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik IV (Konge af Frankrig)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gl. Kardinal af Bourbon, Henrik af Navarra’s
Onkel, i Overenstemmelse med Aftalerne med
Spanien i Joinville 1584. Denne var imidlertid H.’s
Fange, og Valget blev uden Bet. Alligevel svandt
Kongens Hær saa stærkt ind, at et Angreb paa
Paris var umuligt, og han maatte da i Stedet
vende sig mod Normandiet. Hertugen af
Mayenne drog her mod ham med c. 30000 Mand,
medens H. kun raadede over 10000. De haarde
Kampe ved Arques 16. Septbr—6. Oktbr 1589
bragte imidlertid Kongen Sejren, og efter at
have trukket Forstærkninger til sig drog han
mod Paris. Han kunde ikke tage Byen, men
Sejrene bragte stedse fl. til at slutte sig til ham, og
hl. Modstanderne var der Strid mellem Mayenne,
det kat. Demokrati i Paris og deres
Forbundsfælle Filip II af Spanien. 1590 gik Mayenne
atter over til Angreb, men led et stort Nederlag
ved Ivry 14. Marts; efter denne Kamp kunde
H. paa ny drage mod Paris, og en 4
Maaneders Belejring bragte den Overgivelsen nær.
Da frelstes Byen af Alexander Farnese, der fra
de sp. Nederlande førte en betydelig Hær til
Undsætning. H. derimod fik Hjælp af
Englænderne og de tyske Protestanter, og Kampen
fortsattes; 1591—92 belejredes Rouen, men
ogsaa her kom Alexander Farnese til Undsætning;
han blev dog overvunden ved Yvetot og døde
paa Tilbagetoget Decbr 1592. Imidlertid var
Striden mellem Demokratiet og Mayenne 1592
gaaet over til aabent Brud; Mayenne beholdt
foreløbig Overhaand, men da man 1593
sammenkaldte en kat. Stænderforsamling i Paris,
opstod her den vildeste Forvirring. Hertugen
af Mayenne’s og Filip II’s Intriger virkede mod
hinanden, og Stænderne blev mistænksomme og
vendte stedse mere deres Blik mod H. Da
besluttede denne sig til at antage den kat.
Religion. Megen religiøs Interesse synes han ikke
at have haft, og naar han kun nødig opgav
den protestantiske Tro, skyldtes dette vistnok
mere Familie- og Partitraditioner end religiøs
Overbevisning. Han satte Frankrigs Vel over
Religionspartiernes Interesser, og han følte sig
nu overbevist om, at kun et Trosskifte kunde
fore ordnede Forhold tilbage. Der arrangeredes
da Juli 1593 en Diskussion med nogle kat.
Gejstlige, og efter denne erklærede han sig for
omvendt. Budskabet modtoges med Glæde af det
store Tal af Folket, som var træt af Striden;
»Politikerne«, der sattes Landets Interesser over
de religiøse, fik næsten overalt Overtaget, og
Marts 1594 kunde H. holde sit Indtog i Paris,
hvor Stænderne allerede var gaaede fra
hverandre. I Løbet af nogen Tid bøjedes derpaa de
kat. Stormænd ved Magt ell. ved Penge, og
Septbr 1595 skænkede Paven ham Absolution.
Derimod maatte Kampen med Spanien
fortsættes. Efter at Amiens var erobret fra Spanierne
Septbr 1597, tog dog ogsaa denne Kamp en
heldig Vending, og Maj 1598 sluttedes Freden
i Verviers, hvorved de to Landes Grænser blev
uændrede.
H. stod nu over for den vanskelige Opgave at
bringe Ro i Landet, genskabe Kongemagten, der
i den sidste Menneskealder var sunket saa dybt,
og træffe Bestemmelser, der gjorde et roligt
Samliv mellem Protestanter og Katolikker
muligt. Stænderne indkaldte han ikke; derimod
holdt han en Notabelforsamling i Rouen 1596,
hvor han vandt Stemningen ganske for sig, og
i den flg. Tid arbejdede han utrættelig paa
atter at fæste sin Magt over de Stormænd af de
to Partier, hvis Støtte han havde maattet købe
ved at overlade dem Styrelsen af store
Provinser, en Opgave, der lykkedes hurtig og
forholdsvis let under den alm. Udmattelse. Efter
at han havde besejret Bourgognes Guvernør
Biron og ladet ham henrette 1602, var
Modstanden brudt. Større Vanskelighed frembød
det religiøse Spørgsmaal. Hugenotterne, der
ved deres gl. Førers Frafald var blevne
mistænksomme, gav sig 1594 en stærk Organisation,
hvorefter Raad, valgte efter bestemte Regler,
skulde lede Partiet, og gennem de omtr. 200
Sikkerhedsstæder besad de en stor militær Magt.
Efter nogle Aars spændt Forhold lykkedes det
Kongen at bringe Ro ved Édit de Nantes (1598),
der gav Hugenotterne nogenlunde Ligeret
med Katolikkerne i religiøs og borgerlig
Stilling, bevarede deres religiøse Organisation og
lod dem beholde deres Sikkerhedsstæder. Han
havde hermed formet Reglerne for den religiøse
Tolerance, der svarede til hans egne
Anskuelser. Frankrig fik derved for omtr. 100 Aar
Religionsfrihed, samtidig med, at Religionskrige
ell. en vidtdreven Trostvang herskede alle
andre Steder, og dette blev en af Hovedgrundene
til Frankrigs eksempelløse Fremgang i 17. Aarh.
Katolikkerne var stærkt misfornøjede dermed,
men maatte nøjes med at give dette Udtryk
ved Attentater mod Kongen. Man opnaaede
ved disse, at Jesuitterne, der 1595 var forviste,
1604 fik Lov at vende tilbage, og Attentaterne
ophørte derpaa foreløbig.
Samtidig søgte H. at ophjælpe det ødelagte
Land, og han fandt her en værdifuld Hjælp hos
Sully, der 1598 blev surintendant des finances.
Det lykkedes at skabe en virksom Kontrol, saa
Skatterne virkelig kom ind, og derved og ved
Sparsomhed bragtes Finanserne snart i en
meget god Tilstand. For Agerbruget, Industrien
og Handelen virkedes lige kraftig, og det
første alvorlige Skridt til Skabelsen af et
Kolonialrige gjordes ved Grundlæggelsen af Quebec
i Canada 1608. Veje og Kanaler anlagdes, og
Postvæsenet antog nogenlunde regelmæssige Former.
Ogsaa H.’s Udenrigspolitik var kraftig. Han
sørgede fortrinlig for Hæren, der blev talrigere
og mere nationalt sammensat end tidligere, og
han anvendte den ved Lejlighed med megen
Styrke. Saaledes vandt han i en lille Krig med
Savojen 1600—01 vigtige Grænselandskaber,
hvorved han afskar Franche-Comté fra
Forbindelse med Spanien. I sin sidste Tid vendte han
sin Opmærksomhed mod det habsburgske Hus
baade i Spanien og Østerrig; man har tillagt
ham, men sikkert ikke med Rette, vidtgaaende
Planer om et europ. Statsforbund, der helt
skulde omskabe Rigerne, men vist er det, at
han i sin sidste Tid nærede store
Angrebsplaner. Han sluttede Alliance med England,
Savojen, holl. og tyske Protestanter og var 1610
parat til at gaa over til Angreb. Da dræbtes
han ved et Dolkestød af den kat. Fanatiker
Frants Ravaillac.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
