Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik, Albert Vilhelm - Henrik, Frederik Ludvig - Henrik VII af Luxembourg - Henrik (Sardinien) (se Enzio) - Henriksen, Hans Peter - Henrik Søfarer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kendte Paalæg af sin Broder Kejser Vilhelm II, at
han i Nødsfald skulde vise Kineserne »den
pansrede Næve«. Marts 1899—Febr 1900 gjorde
han et nyt Togt til Kina og Japan, og Febr
1902 et kort Besøg i Nordamerika, hvor han
vel modtoges med megen Festlighed, men dog
ikke formaaede at vende Folkestemningen til
Gunst for Tyskland. Han blev 1903 Chef for
Flaadestationen i Kiel og 1906 for den
»søgaaende« Flaade. Ved Matrosernes Oprør i Novbr
1918 fordreves H. fra Slottet i Kiel og tog
senere Ophold paa en Herregaard ved
Eckernförde. Han ægtede 1888 Prinsesse Irene (f. 1866),
Datter af Storhertug Ludvig IV af Hessen, og
har med hende to Sønner.
E. E.
Henrik, Frederik Ludvig, Prins af
Preussen, Søn af Kong Frederik Vilhelm I og
Broder til Frederik den Store, f. 18. Jan. 1726
i Berlin, d. 3. Aug. 1802 i Rheinsberg. I
Kongens Følge deltog han som Oberst og
Fløjadjutant i de schlesiske Krige. Deltog i Slaget ved
Chotusitz 1742 og i den anden Schlesiske Krig i
Kampene ved Hohenfriedberg og Soor 1745.
Udmærkede sig i Syvaarskrigen ved
personlig Tapperhed i Slaget ved Prag, og førte ved
Rossbach med megen Omsigt et Angreb i
Fjendens Flanke. Da Kongen marcherede til
Schlesien, lodes H. tilbage ved Saale med 18000
Mand, med hvilke han dækkede Sachsen hele
Vinteren, hvilken Opgave han ogsaa løste 1758,
om end det ikke lykkedes ham at trænge ind i
Böhmen. Efter Kongens Nederlag ved
Hochkirch forenede han sig hurtig med denne,
dækkede hans March til Schlesien og vendte selv
fra Landshut tilbage til Sachsen. 1759 gik H.
offensivt frem i Böhmen, hvor han ødelagde de
østerr. Magasiner, og da Frederik den Store
vendte sig i nordlig Retning mod Russerne,
overtog H. Befalingen i Schlesien, dækkede
denne Provins og forstod ved behændige Manøvrer
at undgaa et afgørende Slag og tillige at
hindre Daun’s Forening med Russerne. Efter
Slaget ved Kunersdorf ilede H. til Elben og
skaffede ved sin dygtige Optræden Kongen
Lejlighed til at samle ny Kræfter. Kongen udtalte
ved Felttogets Slutning, at H. var den eneste
General, som i dette Felttog ikke havde begaaet
nogen Fejl. Ogsaa i Felttoget 1760 forstod han
paa en behændig Maade uden Slag at forhindre
Russernes Forening med Østerrigerne. 1761
dækkede han med 30000 Mand Sachsen mod
Daun og Serbelloni og Berlin og Magdeburg
mod Franskmændene og Svenskerne.
Forholdene tvang ham ind i Defensiven, men han løste
sin Opgave paa en saa udmærket Maade, at
Napoleon, der i øvrigt ikke er hans Beundrer,
har udtalt, at H. i Felttoget 1761 har vist
fremragende Talent. Da Styrkeforholdene 1762
forbedredes til Gunst for H., greb han Offensiven
og vandt mod Krigens Slutning den glimrende
Sejr ved Freiberg, Syvaarskrigens sidste Slag.
Efter Freden trak han sig tilbage til sit Slot
i Rheinsberg, som Kongen 1744 havde givet ham.
1770 deltog H. i Petrograd i Forhandlingerne
angaaende Polens Deling. I den bayerske
Arvefølgekrig førte han en betydelig Hær ind i
Sachsen, forenede sig med Kurfyrsten, foretog
derefter en Indrykning i Böhmen, men maatte
p. Gr. a. Forplejningsvanskeligheder snart igen
trække sig tilbage. Ogsaa i dette Felttog
hævdede han sit Ry som Feltherre. Naar Krigen
ikke kaldte ham i Marken, levede han i
Rheinsberg. Hans Forhold til Kongen var
spændt; dette skyldtes til Dels forsk. Opfattelse
i politisk Retning, og H. adlød vel punktlig,
men ikke altid med Lyst Kongens Befalinger.
I Rheinsberg omgav han sig med en Kreds af
fintdannede Mænd, der delte hans Misfornøjelse
med Kongen. Efter Frederik den Store’s Død
haabede H. at komme til at spille en større
Rolle, men Frederik Vilhelm II, der kendte
hans Ærgerrighed og Dygtighed, holdt ham paa
Afstand, og dette i Forbindelse med hans
stærkt udprægede fr. Sympatier hindrede ham
i at faa den ønskede Iridflydelse. (Litt.: H. v.
Bülow, »Prinz H. v. Preussen, kritische
Geschichte seiner Feldzüge« [Berlin 1805];
Bouillé, Vie privée et mililaire du prince
Henri de Prusse [Paris 1809]; Schmitt
»Prinz H. v. Preussen als Feldherr im
Siebenjährigen Krieg« [Greifswalde 1885]; Koser,
»Prinz H. und Generallieutenant v. Möllendorf
im Bayerischen Erbfolgekriege« [Leipzig 1910]).
B. P. B.
Henrik VII af Luxembourg, se H. VII
(Tyskland).
Henrik (Sardinien), se Enzio.
Henriksen, Hans Peter, dansk
Mekaniker, f. 18. Apr. 1836 i Rønne, lærte
Urmageriet hos sin Fader der, og drog 18 Aar gl
til Kbhvn, hvor han paa egen Haand
konstruerede Modeller til et Lokomotiv og et
Dampskib. Efter i nogle Aar at have været Urmager
i Rønne og der opfundet en Malkemaskine og
Mitrailleuse flyttede han 1864 til Kbhvn, hvor
han særlig lagde sig efter at konstruere
Symaskiner. Hans Patent paa en Handskesymaskine,
der var udstillet 1867 i Paris, blev købt af en
fr. Forretning, en Stikhandskesymaskine blev
prisbelønnet 1872 i Kbhvn, 1873 i Wien, og
1876 i Philadelphia, og en
Krydsstinghandskesymaskine vakte stor Opsigt paa
Verdensudstillingen i Paris 1878. Han fik baade Udstillingens
Guldmedaille og Æreslegionens Ridderkors.
Senere har han bl. a. konstrueret en
Saalesymaskine for Skomagere og en automatisk
Gasmaaler. 1889 bevilgedes der ham en aarlig
Sum paa Finansloven.
(C. N.). R. B.
Henrik Søfarer, Henrik Navigator,
Dom Henrique el Navegador
(1394—1460), Infant af Portugal, tredie Søn af Kong
Joaõ (Johan) I og Donna Juana af Lancaster.
Han nød en god videnskabelig Opdragelse og
interesserede sig i sin Ungdom især for mat. og
astron. Sysler. 1415 deltog han i Kampen mod
Maurerne i Afrika og særlig i Erobringen af
Ceuta. Efter at han var blevet udnævnt til
Stormester for Kristus-Ordenen, bosatte han sig
i Kongeriget Algarve paa Kap Sagres, et lille
Forbjerg i Nærheden af Kap St Vicente, hvor
han helligede sig til nautiske og geogr.
Studier. Kristus-Ordenens rige Indkomster, der
var bestemt til Udbredelse af den kristne
Kirke, anvendte han til Opdagelser og Erobringer
langs Afrikas Vestkyst, i hvilket Øjemed han
paa Sagres grundede en Slags nautisk Skole,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
