Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heraldik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paaviselig. Den første, der alt er ført som
Emblem af Alexander og Ptolemæerne, har til
sit nærmeste Forbillede den rom. Legionsørn,
der senere blev det østrom. (efter dette det
russ.) Kejsermærke, og som alt af Karl den
Store genoptoges som et Insigne, hvormed
han smykkede sit Palads; som Sigilmærke
kendes den før Aar 1000, som Møntmærke fra
samme Tid, som Fanemærke fra Otto II.
Lillierne, der i Skjoldet først 1179 optoges af
Filip August, spores ligeledes som
Kongeslægtens Emblem tilbage til Karl den Store’s Tid;
eksempelvis kan denne Figur, der staar
Lotosblomsten og Palmetten nær, illustrere
Vanskelighederne ved H.’s Forhistorie. I Ægypten, hvor
fra Beg., ligesom i Frankrig, kun dens øvre
Halvdel optræder, er den alt under
Faraonerne Mærket for Rigets nordlige Del; i Orienten
optræder den ofte senere som Stofmønster og i
Vaabner; en pragtfuld Lillietype fra Gaden
Bab-al-Hadil i Damaskus viser Fig. 1; som
Møntmærke ses den ofte, saaledes 781 fra
Ommeijader i Andalusien. I det kristne Østen blev
den tidligt Maria’s Symbol og brugtes som et
Korset sidestillet Mærke; i Byzans bar
Kejseren ved Julefesten en lilliesmykket
Hovedpryd, Krinonia, til hendes Ære. Netop paa
Krone og Scepter viser den sig først hos
Karolingerne; Karl den Skaldede optog
Kongedragt og Insignier fra Byzans, og i byzantinsk
Indvirkning ligger det nærmest at søge Spiren
til det fr. Kongevaaben. Men dens i Frankrig
— dog ikke af Magny — antagne Udspring fra
Loires gule Sværdlillie eller fra en Havelillie,
som forfægtes af Demay, er i og for sig — hvis
man ikke vil tiltro Tegnet nogen Bet. — lige
saa let tænkelig. Ikke at tale om andre, længst
opgivne Formodninger.
Forudsætniner som de her omtalte turde paa
mange Steder have eksisteret som Spirer til
Vaabner. Iflg. en ikke utroværdig Beretning
har Magnus den Gode (d. 1047) haft Løven,
Norges senere Vaaben, som Mærke paa sit
Skjold. Robert af Flanderns Segl viser
ligeledes 1071 en Løve; men først 1163
fremtræder den atter som blivende. De Courcelles,
hvis Tilforladelighed næppe helt tør forkastes,
anfører en Række Diplomer, hvoriblandt 4
fra 1083 til 1104 med Sigiller, der viser to saa
berømte Mærker som Toulouses (se Fig. 2) og
Burgunds (Fig. 13, II) samt to talende,
Bar-le-Duc (Fig. 3, II) og Broyes. At et farveløst
Sigilmærke stundom kan være ældre end
Skjoldmærket, at en tidligere, mere vilkaarlig Brug
kan genoptages som fast, og at dette oftere
er sket, kan ikke betvivles; disse
Fremtoninger maa imidlertid nu betegnes som
forheraldiske. Bayeux-Tapeterne (c. 1070) viser endnu
ikke Skjoldmærker; den samtidige Chanson de
Rollant synes paa et Par Steder at hentyde
til saadanne, men nævner dog Skjoldets
Prydelser paafaldende sjældent i Sammenligning
med Fanens. Anna Komnena omtaler
Korsfarernes Skjolde som blanke; selve Nævnelsen af
dette turde vel antyde hendes Kendskab til en
anden Praksis, som de mange Franker, der
forblev i Østen, næppe havde været længe om
at følge; — at Jerusalems Vaaben, hvis Ælde
er uoplyst, i hvert Fald hører til de
allerældste, er sikkert; som et Vaaben, hvis Udspring
kun kan søges i Hellas, kan atter nævnes
Triskelen i dennes oldgræske Form, der
foruden i Tyskland forefindes saa fjernt som i
Danmark og Sverige; et Vidnesbyrd om gr.
Skjoldmærker og et for Vestens H. absolut
fremmed, for hvilket dens Terminologi fattes.
Ord, er Palæologernes Vaaben, der
undtagelsesvis er overgaaet til Italien. Det vil ikke
mere kunne bestrides, at Riddertidens
Vaabenskik under Impulser østenfra mellem de to
første Korstog begynder i Middelhavslandene,
og fra dem over Frankrig breder sig videre,
for først her og i Tyskland at udfolde sig i
sin største Pragt. Troligt er det, at gl.
germansk-frankiske Traditioner fra Bomærker,
der særlig gaar igen i de retlinede
»Heroldsfigurer«, mødes med en ny Strømning fra Østen
og Syden, der spores i Mærker af mere
realistisk ell. symbolsk Natur, og at disse i
Forening har foranlediget det heraldiske
Gennembrud i 12. Aarh.’s sidste Trediedel, der ved
Demay’s epokegørende Undersøgelse af
Sigiller endelig er fastslaaet som Tidspunktet for
den systematiske H.’s Opstaaen. Det er
Udviklingens anden Fase, der viser sig ved
Skjoldmærkets Optagelse i disse, og som
hurtigt efterfølges af en tredie og fjerde, hvori
det i Sigillet bliver eneraadende og arveligt,
— at ikke alle tre er helt samtidige, og at
den første, som er indhyllet i Mørke, dog har
haft en vis Varighed, er selvindlysende;
dokumenteret ses den af talrige Miniaturer,
der sammen med forheraldiske Hjelmformer
afbilder Skjolde i Mængde med heraldiske
Mærker. Med Mærkets Overgang til arveligt
»Vaaben«, som Sigillet fra nu viser, indledes
den H. i Vesteuropa, der er enestaaende ved
sin Gennemførelse paa ethvert Punkt, ikke
mindre end ved sin fuldendt kunstneriske
Udnyttelse af ethvert Motiv. I Stilens Sikkerhed
og Princippernes Fasthed er den uovergaaet;
i Skelnemidlernes Simpelhed som i deres
Rigdom er intet Kulturfænomen dens Lige; det
illustreres ved det Faktum, at mere end 200000
Vaabner, der ikke indbyrdes kan forveksles,
er os overleverede fra Middelalderen. At
Kendskaben til disse Mærker, der for Historien er
uvurderlig, og uden hvilke slet ingen
Genealogi eksisterer, i sin Tid kunde udvikle sig til
en Videnskab, er let forstaaelige som ogsaa
at dens Indehavere, Herolderne, kunde
indtage en betydningsfuld Stilling som betroede
Embedsmænd hos Dynasterne.
At Vaaben først fremtræder i Højadelen, er
sikkert; deres pludselige og næsten samtidige
Fremblomstring i alle Kulturlandene kan kun
forklares ved, at de overalt imødekom en i
Samfundsforholdene begrundet Trang; ved det
Hærfølge, som hver enkelt Lensherre ydede,
var et Samlingstegn nødvendigt for
Vasallerne; uundværligt blev det særligt, hvor
Menneskemasser samledes, som paa Korstogene, og
hvor Kampering og Forplejning kun kunde
have en vis patriarkalsk Form. I England førte
Gilbert af Clare alt mellem 1138 og 1146
Slægtens Sparre-Mærke i Sigillet; et Gravmæle for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
