Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heraldik - Herat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Krone. Ved Vaaben, der eufemistisk siges at
være »forbedrede« af Enevoldsherskere, bør
det i øvrigt erindres, at et Urvaaben er en
character indelibilis, som ingen Konge har haft
Magt at afskaffe, og til hvilket man altid kan
vende tilbage med samme Ret, som Konger
jævnsides deres sammensatte Vaaben altid
fører et enkelt.
Om Hjelmformen har, som alt berørt, en
Strid været ført, der gaar tilbage til selve den
heraldiske Tid, idet man alt i denne har villet
hævde Bøjlehjelmen ikke blot som Adelens,
men som den højere, turneringsberettigede
Adels Prærogativ, en Strid, der af denne endog
førtes med Forbitrelse. Selv i vor Tid slutter
de fleste Autoriteter sig til den Mening, at den
korrekt bør forbeholdes Adelsvaabner. Men
modsat denne gør en voksende Stemning sig
gældende for, at Tøndehjelmen med Rette er
Uradelens Mærke, som for, at Vaabnets
Udstyr overhovedet bør svare til den Tid, hvori
det er opstaaet. Hvor tiltalende dette end
synes, medfører det Vanskeligheder for Vaabner
fra den Tid, hvor Hjelmen havde ophørt at
eksistere som Realitet; men i denne nu kun
Østgruppen vedk. Strid er den Udvej levnet,
at følge Vestgruppens Eksempel ved for disse
Vaaben helt at afskaffe Hjelmen og lade den
erstattes af Rangkronen, der jo overhovedet
ikke paa nogen heraldisk forsvarlig Maade kan
forenes med den. Hvad Diplomer bestemmer
paa dette Punkt, har ingen Adkomst til at
gælde for bindende; Overvaabnet kan altid
efter Tykke udelades.
Vaabentegningen, med hvilken det sidste
Spørgsmaal hænger sammen, har fra første
Færd været et vigtigt Led af H. og til Tider
Genstand for Mestres Interesse. Rige Samlinger
af farvelagte Vaabner foreligger alt fra den
ældste Tid og er for den vore vigtigste Kilder;
tidligst findes som nævnt de engelske, i British
Mus. opbevarede; et Blad fra Matthew Paris
dateres fra c. 1244; halvhundrede Aar senere
er andre Samlinger, fremvisende c. 1500
Vaabner; de følges af en Rk. fra Holland,
Tyskland og Schweiz, der viser Hjelmpryden fuldt
udviklet; med Konrad Grünenberg’s
»Wappenbuch«, endt 1483, kulminerer vel Tysklands
Vaabenkunst.
Med Dürer og hans Skole ses, trods
talentfuld Stilisering af Figurer (Ørnen), allerede et
Forfald indtraadt i Overlæsselsen af
Hjelmdækkernes Ornamer tering, der siden mere og mere
udvikler sig til Bladornament for at ende i en
romersk Antiks værste Banaliteter; i Frankrig,
hvor H.’s gotiske Traditioner endnu tidligere
tabes og et af vor Tids bedste Heraldikere med
Føje foragtet Renaissance-Vaaben faar
Overhaand for at herske lige til nu, er Forholdet
ikke bedre. Dybest viser Forfaldet sig omkr.
1800, hvor næppe en Rest af Forstaaelse noget
Sted er tilbage; henimod Aarhundredets Midte
indtræder et alt omtalt Opsving i Tyskland,
hvis H. videnskabeligt som kunstnerisk aldrig
har staaet højere end i dettes sidste Trediedel.
En Rk. geniale Tegnere har her skabt
uovertræffelige Forbilleder, som overhovedet tysk
Kunst paa dette Omraade vistnok i sine bedste
Frembringelser overgaar alle. I Danmark har
Thiset, selv en god Tegner, og efter ham
H. Storck gjort meget for at hæve Smagen,
som i det nyeste Værk om Dansk H. af
Grandjean viser en glædelig Fremgang.
Ved god Vaabentegning er at iagttage, at
den ikke tillyver Vaabnet en væsentlig større
Ælde, end det virkelig har, hvilket kræver,
at der til en vis Grad skelnes mellem to
Klasser, hvis Grænser selvfølgelig ikke kan drages
skarpt. Kun for de ældste tør de ældste
Skjoldformer bruges; til disses Hjelmdækker — om
Hjelmen er alt talt — kun gotiske Former.
Særlig ved hældende Skjold, som i hvert Fald
kun hører hjemme hos Uradelen, bør de altid
tegnes usymmetrisk; deres Udspring fra et
fliget Klæde maa altid spores; tingeres skal de
med Skjoldets Tinkturer, Metal indvendig; har
Skjoldet to Mærker, og tingeres de forskelligt,
bør Højresiden have Hovedmærkets Farver.
Hjelmen kan føres i hel ell. halv Profil ell.
en face; Drejningens Mulighed afhænger af
Hjelmprydens Art. Stilles Skjoldet lodret, bør
Hjelmen være næsten ell. helt en face og i alle
Tilfælde hvile fast paa Skjoldet, gribende ned
derover; Hjelmdækkernes Symmetri kan her
være større ell. mindre. Ved alle nyere
Vaagner er fuld Symmetri og smagfulde Overgange
til tidlig Renaissance — se Fig 4, VII—XII —
paa deres rette Plads — selvfølgelig kan ogsaa
ethvert ældre Vaaben efter Tykke, hvor andre
Omgivelser kræver det, iklædes disse Former.
Men ved alle Kategorier er Naturalisme i
Mærkernes Tegning en Uting, disse bør altid
stiliseres mere ell. mindre. For ældre Vaaben
findes de bedste Forbilleder i det 15. Aarh.’s tyske
Kunst; for nyere søges de bedst i de noget
senere franske. Et Skjold kan i
Relieffremstillinger vise en meget smal, ophøjet Rand, som
ikke kan forveksles med nogen Heroldsfigur.
I farveløs Tegning kan den gengives, særlig ved
italienske Skjoldformer, se Fig. 5, II og VI; i
farvede bør det aldrig ske. Heraldisk
Skravering bør aldrig findes i Skulptur; Damascering
er derimod her vel anvendt.
Af den rige Litt. skal som Haandbøger kun
nævnes: af tyske O. T. v. Hefner,
»Handbuch d. H.« (München 1861), der vedvarende
er en uudtømmelig Fundgrube; let tilgængelig
som indledende er E. v. Sacken,
»Katechismus d. H.« (7. Opl., Leipzig 1906). Af fr. kan
nævnes de Magny, La Science du Blason
(Paris 1858); af eng. Woodward, A
Treatise on Heraldry (Lond. og Edinburgh 1896),
endvidere Fox Davies, Guide to Heraldry
(London 1909); nævneværdig trods sin
Lidenhed er Hope’s Grammar of English Heraldry
(Cambridge 1913). Af dansk er sluttelig at
nævne P. B. Grandjean, »Dansk H.« (Kbhvn
1919), som en righoldig og udmærket
orienterende Vejleder i dansk Vaabenkendskab, til
hvis udførlige Bibliografi S. 26—33 yderligere
kan henvises.
Ernst v. d. Recke.
Herat, den nordvestligste Prov. i Afghanistan
og Grænseprovins mod Russisk Centralasien,
160000 km2 med c. 700000 Indb. Gennem Prov.
strækker sig de to til Hindukoh-Systemet
hørende Bjergkæder Sefid-Koh (de hvide
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
