Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Herculano de Carvalhoe Araujo, Alexandre - Hercules - Hercules' Søjler - Hercyn - Hercynia silva - hercyniske Bjergsystem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som frivillig i de Tropper, der kæmpede for
den umyndige Dronning Maria og
Konstitutionen, mod Despoten Dom Miguel, og var med
ved Belejringen og Indtagelsen af Oporto.
Derefter var han en kort Tid Bibliotekar i denne
erobrede By; men det radikale Partis Oprør i
Septbr 1836 foranledigede, at han mistede
Embedet, da han hørte til de Moderate. I
Lissabon begyndte han derpaa 1837 Udgivelsen af
et illustreret Tidsskrift i Smag med Magasin
pittoresque; O Panorama hed det, og det
bestod i mange Aar. 1839 gjorde Dronningens
tyske Gemal, Ferdinand af Coburg, ham til sin
Bibliotekar, og H. levede nu i en Aarrække
næsten kun for historiske Studier. Men 1851
drog Politikken ham endnu en Gang til sig:
han sluttede sig til det liberale Parti og udgav
en Tid Bladet O Paiz, men følte sig snart
skuffet i sine Forventninger; faa Aar efter tog
han Afsked fra sit Embede og trak sig tilbage
til en Landejendom. I de sidste Aar af sit Liv
skrev han saa godt som intet. — H. begyndte
som æstetisk Forf. Hans dybe, men ikke
ortodokse Religiøsitet og hans
Fædrelandskærlighed begejstrede ham til A voz do propheta
(1836), skreven i digterisk Prosa omtr. som de
bekendte Skr af Lamennais, og til
Digtsamlingen A harpa do crente (1838), der udgør det
meste af hans Poesias (1850, siden fl. Udg.).
Som hans digteriske Hovedværk maa betragtes
den national-historiske Roman O Monasticon ɔ:
Munkebogen, delt i 2 helt forsk. Afsnit, nemlig
Eurico o Presbytero (1844, oversat 1847 paa
Tysk), der foregaar paa den Tid, da
Vestgoternes Rige faldt, og O Monge de Cister
(1848), hvis Periode er 14. Aarh.; det, der
forbinder dem, er væsentlig Skildringen af en
ung Klostergejstligs, en forhenværende Ridders,
Sjælekamp mellem religiøse og jordiske
Følelser. Hans Mønstre er Walter Scott og Victor
Hugo. I Lendas e narrativas (1851) samlede
han sine mindre, historiske Fortællinger. Som
virkelig Historiker optraadte H. med den højst
fortjenstfulde Historia de Portugal (4 Bd,
1846—53, ogsaa senere), der desværre kun gaar til
henimod Slutn. af 13. Aarh. Den hviler paa
grundige og omfattende Studier af
Arkivdokumenter, hvilket ogsaa gælder om Historia da
origem da Inquisição em Portugal (3 Bd,
1854—59) og om en Række mindre Afhandlinger, der
er samlede i Opusculos (6 Bd, 1874—84).
Beskikket dertil af Academia das Sciencias,
hvoraf han var Medlem fra 1844, udgav han
endvidere fl. Bd af Portugalliæ Monumenta
historica. (Litt.: A. de Serpa Pimentel, A.
H. e o seu tempo [Lissabon 1881]; Caldas
Cordeiro, A. H. [smst. 1894]).
(E. G.). Chr. H.
Hercules. Den gr. Herakles-Dyrkelse
overførtes tidlig til de italiske Folk gennem
Kolonierne i Syd-Italien og paa Sicilien, hvor H.
fl. St. havde en anset Kultus; hans Navn
undergik ved Overførelsen til de italiske Sprog ringe
Lydændring (etrur. Hercle, lat. Hercoles,
senere H.). Muligt er det, at H. har fortrængt en
indfødt Guddom, der i sit Væsen har frembudt
nogen Lighed med ham. Stedlige Sagn, hvori
H. spillede en Rolle (saaledes hans
Sammenstød med Cacus), blev tidlig indføjede i den
gr. Sagncyklus. I Etrurien findes H. allerede
afbildet i Arbejder, som maa henføres til den
arkaiske Periode; mange St. i Landet fandtes
Helligdomme for ham; en Fortælling lod endog
det etruriske Folks mytiske Stamfader
Tyrrhenos være en Søn af H. og Omfale. I Rom er
H.’s Dyrkelse indført dels gennem Etrurien,
dels direkte gennem den gr. Befolkning i
Syd-Italien. Den første offentlige Kultus indstiftedes
399 f. Kr. iflg. en Anvisning i de sibyllinske
Bøger. Paa Forum boarium, hvor H. efter
Sagnet havde holdt Hvil, da han hjemførte
Geryones’ Okser (se Herakles, 10), fandtes
de vigtigste Helligdomme for ham: et
Rundtempel og Ara maxima, som Traditionen lod
være indstiftet af H. selv (se Cacus). H.
dyrkedes her med Tilnavnet Victor (Sejrherre)
ell. Invictus (uovervindelig). Opr. var
Dyrkelsen i Hænderne paa to Slægter i Rom; fra
Appius Claudius Caecus’ Tid varetoges den af
Prætor urbanus. Den aarlig tilbagevendende
store Ofring fandt St. 12. Aug. Alm. Skik var
det, at baade Privatmænd og
Myndighedspersoner (som triumferende Feltherrer) gav H.
Tiende af deres Fortjeneste, af Bytte o. l.
Ligesom den gr. Herakles var Romernes H. en
beskyttende Guddom, der afvendte alt ondt; han
kaldes derfor med Tilnavnene Tutor,
Conservator o. l., der omtr. svarer til det gr.
Alexikakos (se Herakles, S. 284). En særlig Kultus
indstiftedes af M. Fulvius Nobilior, idet han
efter Ambrakia’s Erobring 189 f. Kr. ved den
sydlige Side af Circus Flaminius oprettede en
Helligdom for H. som Musernes Fører, hvori
han indviede de i Ambrakia erobrede Statuer
af de ni Muser og henflyttede et ældgammelt,
efter Sagnet af Numa indstiftet lille Kapel for
Muserne; Kultusbilledet findes gengivet paa
Mønter; det forestiller den skægløse H.
spillende paa Lyre; Løveskindet dækker hans Ryg;
Køllen staar lænet til venstre Ben. I Kejsertiden
traadte H. i nært Forhold til Kejserhuset som
dets særlige Skytsgud (H. Augustus); fl. af
Kejserne, især Commodus, gjorde Krav paa at
jævnstilles med H. ell. lod sig portrætere under
hans Skikkelse.
C. B.
Hercules’ Søjler, se Herakles, S. 281.
Hercyn ell. hercynisk Formation,
Betegnelser for en særlig i Mellemeuropa
forekommende Kalkstensfacies af det nedre Devon,
som indeholder talrige Forsteninger, især af
Koraller, Brachiopoder, Goniatitter og
Trilobitter.
J. P. R.
Hercynia silva, se hercyniske
Bjergsystem.
hercyniske Bjergsystem. Ved »Hercynia«
ell. Hercynia silva betegnede Romerne den
store Bjergskov, der i Oldtiden strakte sig fra
Schwarzwald til Harzen. I Nutiden har
hercynisk faaet en mere vidtstrakt Bet., idet denne
Betegnelse nu anvendes paa de mægtige
Bjergkæder (»de mellemeuropæiske, palæozoiske
Alper«), som mod Slutn. af Jordens Oldtid strakte
sig fra det sydlige Irland over Cornwall og
Bretagne til Centralfrankrig (de
armorikanske Bjerge) og herfra atter mod NØ.
over Schwarzwald og Harzen til Böhmen og
Polen (de varisciske ell. varistiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
