- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XI: Hasselmus—Hven /
311

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Herðubreið - Heredia - Herdia, José Maria de - Hérédia, José-Maria de - hereditas

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

meget brat, blev første Gang besteget af
Tyskeren Dr. H. Reck 1908.
Th. Th.

Heredia [æ’ræðia], Hovedstad i Prov. H. i
den mellemamerikanske Stat Costa Rica, 10
km NV. f. Hovedstaden San José, har c. 8000
Indb. og stor Produktion og Eksport af Kaffe.
G. Ht.

Herdiaæ-æ’ræðia], José Maria de, sp.
Digter (1803—39). Han var Kubaner og levede
al sin Tid i Amerika. 1823 forvistes han af
politiske Aarsager fra sin Fødeø, opholdt sig
derefter først i de forenede Stater og siden i Meksiko,
men fik 1836 Tilladelse til at komme hjem.
Denne Lyriker har endnu et ikke ringe Navn,
især for sine elegiske Naturbeskrivelser og
patriotiske Hymner; han er kendelig især
paavirket af Chateaubriand. Berømtest af H.’s
poetiske Frembringelser er Digtene El Niágara
og El Teocali de Cholula. Den bedste bl. de
talrige Udg. af hans Poesias udkom i New York
1875; smlg. ogsaa Menéndez y Pelays’s
Antologia de poetas hispano-americanos, II (1893).
(Litt.: J. M. Chacón. J. M. H. [Habana
1915]).
E. G.

Hérédia [ere’dia], José-Maria de, fr.
Digter, f. 22. Novbr 1842 paa Kuba, d. paa Slottet
Bourdonné 1905. H. var af sp. Herkomst,
hørende til en rig Planterslægt, og kom som
Dreng til Frankrig, hvor han fik sin
Skoleuddannelse. Rig, stolt og frihedselskende helligede
han sit Liv til Digtekunsten. H. blev Leconte
de Lisle’s Yndlingselev og er at betragte som
den sidste Tilhænger af Théophile Gautier’s
parnassistiske Skole med dens Stræben efter
Formens Mesterskab i Farve og Plastik. H.
behandler sine Vers som en Guldsmed sine
Juveler; han ligesom tilsliber dem i blendende
Facetter og indfatter dem i ciseleret Sølv og
Guld. Hans sp. Blod og tropiske Fantasi røber
sig i hans stolte og farvestraalende Kunst. Han
skrev kun lidt og offentliggjorde i lange
Tider kun hist og her en Sonet ell. et Fragment.
Først over 50 Aar gl begyndte han at udgive
sine Digte: Les trophées (3 Bd, 1893 ff., ill.
Pragtudg. 1908), bl. hvilke Conquistadores
besynger Amerikas Erobrere. H. udgav desuden
Salut à l’empereur (1896) samt nogle
mesterlige Overs. fra Spansk, især af Bernal Diaz
del Castillo’s Krønike om Meksikos Erobring.
1895 blev han Medlem af Akademiet.
S. Ms.

hereditas betegner i romersk Ret dels den
subjektive Arveret, dels den Afdødes Formue.
I snævrere Bet. betegner h. den ældre,
væsentlig paa de 12 Tavler hvilende Arveret efter
jus civile i Modsætning til den senere, allerede
under Republikken opstaaede, i Kejsertiden
videre udviklede proetoriske Arveret, bonorum
possessio
. — Allerede i de 12 Tavler
forudsættes den testamentariske Arvefølge
som den principale. Kun hvis Arveladeren
døde uden at have oprettet Testamente (si
intestato moritur
), kaldtes den Afdødes
Slægtninge i en vis Følgeorden til Arv. Men i det
primitive forhistoriske Rom ligesom i den
ældste Tid hos andre ariske Folk kendtes
utvivlsomt kun Arv iflg. Slægtskab. Den ældste
rom. Arveret var blot en Konsekvens af den
ældste romerske Families Ejendomsfællesskab.
Ligesom i ind., gr. og germansk Ret tilhørte
den enkelte Families Formue opr. Familien i
Fællesskab. Den fælles Ejendomsret traadte
vel i Skygge for Husfaderens Ret til at raade
over Familiegodset. Men saa længe
Familiefaderen levede, var den hele agnatiske
Descendens Medejere af Familieformuen. Og ved
Familiefaderens Død fortsattes dette Fællesskab
(consortium) af »Arvingerne« (consortes).
Arvefølgen var kun en Indtræden i Arvingens hidtil
hvilende Medejendomsret over
Familiegodset (continuatio dominii). En Erindring
herom er bevaret i Udtrykket sui heredes. De
nærmeste arveberettigede Slægtninge, de egl.
»Arvinger«, benævnes endnu i de 12 Tavlers
Love »Selvarvinger«. Ved Husfaderens Død
modtog sui heredes som Arv kun, hvad der
allerede var deres eget. Udtrykket familia,
der utvivlsomt opr. var et rent formueretligt
Begreb, og som i det ældste Rom rimeligvis
var den alm. Betegnelse for den Familien i
Fællesskab tilhørende Ejendom, anvendes
dernæst endnu i den ældste kendte rom. Ret
ogsaa i Bet. »Arv«. Et Rudiment findes endvidere
i Grundbetydningen af heres, »Arving«,
saafremt heres kan antages at have Forbindelse
med herus, »Herre«. Det er utvivlsomt ogsaa
en Rest, en Eftervirkning, paa en vis Maade
en Anerkendelse af dette Familiens oprindelige
Ejendomsfællesskab, der har holdt sig i den
ældste hist. kendte rom. Rets formelle
Tvangsarveret for sui. Til et Testamentes formelle
Gyldighed krævedes, at sui enten indsattes ell.
gjordes arveløse (exheredes facere). Selv efter
at Husfaderen ved Anerkendelsen af den
Enkeltes Ejendomsret var blevet Patrimoniets
(formelt) uindskrænkede Ejer, fik han først ved en
saadan exheredatio fri Raadighed over
Formuen. Endnu de klassiske Juristers
Definitioner af sui indeholder Reminiscenser om denne
primitive Form for Arveret (nulla videatur
hereditas fuisse
). Hos Romerne ligesom hos andre
ariske Folk hviler Indførelsen af Testamentet
paa en sekundær Retsudvikling. Først
Anerkendelsen af den Enkeltes Ejendomsret danner
den hist. Forudsætning for Udviklingen af en
testamentarisk Arveret (testamentaria
hereditas
). Ligesom den primitive rom. successio
heredis
var en umiddelbart indtrædende
»Slægtsarvefølge«, saaledes var den sikkert ogsaa iflg.
sit Væsen en umiddelbar Indtræden i den
Afdødes hele retlige Personlighed. Saaledes
var Forholdet utvivlsomt i den ældste historisk
kendte rom. Ret. Og saaledes var Forholdet
sikkert allerede i den ældste Tid. Ligesom
Slægtens »Arvefølge« var ogsaa den enkelte
Arvings »Arveret« en Konsekvens af den
ældste romerske Familieform, det religiøst og
økonomisk nøje sammenknyttede »Husfællesskab«.
Den agnatiske Descendens hæftede ikke blot
for Husfaderens ideelle Forpligtelser, Familiens
sacra, dens hospitium, Patronat og opr. dens
Blodhævn. Den indtraadte ipso jure ogsaa i
Husfaderens hele materielle Retsstilling, i hans
Formuerettigheder saavel som i hans
Formueforpligtelser. Den ældste rom. Arvefølge var
begrebsmæssig en Universalsuccession, successio
in universum jus defuncti
. Først en senere Tids

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:26 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/11/0319.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free