Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hermelin, Samuel Gustaf - Hermeneutik - Hermengild - Hermes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Bergsråd«, og som saadan indførte mange
Forbedringer i det sv. Bjergværksbrug, har dog
erhvervet sit største Ry som Kartograf. Paa egen
Bekostning udsendte han Geografer til forsk.
Egne i Sverige og Finland for at optage Kort og
Beskrivelse af disse, og Frugten af disse
Undersøgelser blev det store Kortværk:
»Geografiska chartor öfver Sverige« (1797—1807), i
lange Tider det bedste i Sverige. H. udgav
desuden petrografiske Kort og Beskrivelser af
forsk. Egne i Lapmarken, af Fjeldhøjder m. m.
Han har tillige indlagt sig meget store
Fortjenester af Norrbottens Opdyrkning og
Udvikling. I disse fjerne øde Egne anlagde han
lange Veje, en Række Jernværker og
Smelteovne, hentede dygtige Haandværkere og
Bønder derop og henledte bl. a. Opmærksomheden
paa Gellivare, et af de store Grubeomraader,
der siden har skaffet Lapland Navn af
»Sveriges Skatkammer«. Stænderne gav ham en
Pension, da han havde brugt sin Formue op
i Lapland, og hans egen Stand lod slaa en
Guldmedaille til hans Ære.
A. M. D.
Hermeneutik [-næ^u-], den Videnskab, som
fremstiller Skriftfortolkningens Teori, se
Eksegese. (Litt. desuden Immer, »H. des
N. T.« [1873]; J. P. Lange, »Grundriss der
bibl. H.« [1878]; E. König, »H. des Alten
Testaments« [1916]).
J. C. J.
Hermengild [sp. ærmænæ’kild], Søn af den
sp. Vestgotekonge Leovigild. Da han gjorde
Oprør mod Faderen c. 580, fangedes han og blev
nogen Tid efter henrettet. Legenden opfattede
senere H. som Martyr for den kat. Tro, skønt
Samtidens kat. Bisper i ham kun saa en alm
Oprører, og paa Filip II’s Bøn kanoniseredes
han 1000 Aar senere af Pave Sixtus V; 27.
Novbr 1814 stiftede Kong Ferdinand VII af
Spanien den efter ham opkaldte milit.
Fortjenstorden, den hellige H.’s Orden.
M. M.
Hermes (Ἑρμῆς), græsk Gud, svarende til
Romernes Mercurius; Navnets Etymologi kendes
ikke med Vished. Fra den ældste kendte Tid
dyrkedes H. som de Vejfarendes Ledsager
og Beskytter, en Guddom, hvortil der vel
kunde føles Trang under usikre og lidet
fæstnede Forhold. Vejmærker og Vejskel
var H. helligede (jfr Herme). Man har
vistnok med Rette i den Guddom, som
vaagede over dem og tænktes at være til Stede
i dem, seet en af de Spirer, hvoraf den hist.
Tids H.-Skikkelse har udviklet sig. I nogle
Egne af Grækenland kommer hertil fra
ældgammel Tid en Forestilling om H. som
mandlig Frugtbarhedsgud. I begge disse
Egenskaber dyrkedes han af Hyrderne, der i de gr.
Bjergegne strejfede med deres Faar og Geder
fra Græsgang til Græsgang. Fl. St. hos Homer
optræder H. som de Vejfarendes Gud og
Beskytter under vanskelige Forhold: da saaledes
Priamos indlader sig paa det vovelige
Foretagende om Natten at drage til Grækernes
Lejr for at løskøbe Hektor’s Lig, kommer H.
til ham og fører ham lykkelig til Achilleus’
Telt; ligeledes ledsager han Odysseus paa
Vandringen til Kirke og giver ham Raad, hvorved
han kan undgaa den Skæbne, der har ramt
hans Stalbrødre (at blive forvandlet til et Dyr).
Forbindelsen mellem de mange Smaasamfund,
hvoraf Grækenland bestod i den ældste Tid,
foregik for en væsentlig Del ved offentlige
Sendemænd, Herolder; i de homeriske Digte
nævnes disse ofte som Mænd, der indtog en
betydningsfuld Stilling ved Kongens Hof; at de
mere end andre tænktes staaende under H.’s
Beskyttelse, følger af det allerede anførte.
Det er derfor naturligt, at H. i den homeriske
Gudeverden, der i mange Henseender formedes
som et Samfund i Lighed med de jordiske,
traadte i et lgn. Forhold til Gudernes Konge,
Zeus, som Herolderne indtog over for
Fyrsterne i Samtidens Smaastater. I Iliaden
og Odysseen nævnes han ofte som Gudernes
og særlig Zeus’ Sendemand, der altid er rede
til at lyde ethvert Vink og bringe Zeus’ Bud
ud i den vide Verden.
Disse Grundelementer i H.’s Væsen
udvikledes videre i den historiske Tid. Som de
Vejfarendes Gud (Tilnavn Enodios) dyrkedes han
overalt i Grækenland; særlig i Attike fandtes
Billeder af ham (Hermer) i Mængde rundt om
ved Vejene, paa Gaderne og ved Husenes
Indgang. Ogsaa paa den sidste Rejse ledsagede H.
Mennesket; han var Sjælenes Fører
(Psychopompos) paa Vejen til Underverdenen. Derved
traadte han i nært Forhold til Dødningerigets
Guddomme, dyrkedes nogle St. i Fællig med
dem og fik Tilnavnet Chthonios. I nær
Forbindelse hermed staar, at det var H., der tænktes
at sende Drømme og skænke Søvn; ved festlige
Samlag ofredes derfor, inden man gik til Ro,
det sidste Bæger til ham. Som Hyrdernes og
Kvægavlens Gud tilbades H. i fl. Egne af
Grækenland (Tilnavn Nomios); det var især
Smaakvæget, Faar og Geder, over hvis Trivsel han
vaagede; ofte afbildedes han bærende en
Væder (Tilnavn Krioforos). H. var fremdeles
Købmændenes og Handelens Beskytter; derfor var
han særlig knyttet til Byernes Torve (Tilnavn
Agoraios), hvor der sædvanlig var rejst Altre
for ham. Uventet Vinding og Fordel, som faldt
i ens Lod, tilskreves H. og havde Navn efter
ham (Hermaion). I sin Egenskab af Gudernes
Sendemand tænktes H. fremfor andre Guder
som en kraftig Skikkelse, rask til Bens og i
Stand til at taale Strabadser; det er da
naturligt, at han blev Skytsgud for Legemsøvelser
og mandlig Idræt, og at Gymnastik og
Kamplege stod under hans Varetægt (Tilnavn
Enagonios). Ogsaa de sjælelige Egenskaber, der
krævedes af en jordisk Herold, Snarraadighed
og Veltalenhed, tillagdes H.; han blev derfor
den guddommelige Beskytter af den i
Grækenland tidlig opøvede politiske Veltalenhed og af
Talekunsten overhovedet (Tilnavn Logios).
Sagnene lod H. være en Søn af Zeus og Maia,
Atlas’ Datter. Han blev f. i en Hule paa Bjerget
Kyllene i Arkadien, hvilket Landskab
fortrinsvis var Sæde for hans Dyrkelse. I den
homeriske Hymne til H. fortælles, at han kort efter
Fødselen gik ud af Hulen; af en Skildpadde,
som han fandt, dannede han den første Lyre;
om Aftenen drog han til Pierien, stjal 50 af de
Køer, som Apollon vogtede, og krøb derefter
atter i Svøbet i sin Vugge. Apollon opdagede
Tyveriet, men blev forsonet, da H. gav ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
