Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Herodotos - Herofilos - Heroide
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
giver ham Anledning til omfattende
Beskrivelser af de erobrede Lande, f. Eks. Ægypten og
Skythien, og paa dette Punkt viser han sig
ved sine geogr. og etnogr. Skildringer i nær
Slægt med sine Forgængere (se
Grækenland, S. 218). Perserkrigene behandles ned
til Sestos’ Erobring 479; det er tvivlsomt, om
han har villet slutte der, ligeledes, om de
enkelte Afsnit er skrevne i samme Orden, som
han til sidst har givet dem. Visse Ting synes
at tyde paa, at »Historien« ikke har været
hans eneste Arbejde; derimod er en under hans
Navn overleveret Biografi af Homer sikkert
uægte.
Medens H.’s Værk tydelig bæres af en
samlende og ledende Forestilling om Modsætningen
mellem Hellenere og Barbarer og præges af
patriotisk Beundring for hans Landsmænds
Stordaad, Sejren over Perserne, er det et
mere omtvistet Spørgsmaal, om han har anvendt
tilstrækkelig hist. Kritik, og om Værket er
troværdigt og paalideligt. Han har været i
Besidelse af kritisk Sans og ofte truffet et
skønsomt Valg mellem fl. Beretninger, og hans
Troværdighed har i mange Tilfælde staaet sin
Prøve; men der er paa den anden Side Forhold,
der tvinger os til at møde hans Fremstilling
med en vis Varsomhed. Han er ikke samtidig
med de Begivenheder, han skildrer; for
Udlandets Vedk. har Sproget sikkert ofte hindret
ham i at faa en korrekt Opfattelse, og han
synes at have været vel tilbøjelig til at tro
Præsternes undertiden farvede Beretninger; m. H.
t. Begivenhederne i Hellas selv har han vistnok
især fulgt den i Athen, specielt i Perikles’
Kreds, herskende Tradition og kan derved
blive uretfærdig mod andre Stater ell. visse
Personer. Dertil kommer, at hans religiøse
Anskuelse om Guderne som styrende og
straffende Magter (Nemesis-Forestillingen)
gennemsyrer hele Værket, idet han ser Persernes
Nederlag som en guddommelig Tugtelse for
menneskeligt Overmod, og at han som en from
Mand skænker Jærtegn og Orakler en
ubegrænset Tiltro, selv om undertiden hans
medfødte ioniske Rationalisme slaar igennem. I
Bedømmelsen af fremmede Nationer vidner
Værket om en Fordomsfrihed, som gør Forf.
og hans Nation lige stor Ære. H.’s Stil er
Fortællerens: den udmærker sig ved en behagelig
Bredde og sammenlignes træffende af Cicero
med en jævnt flydende Strøm (amnis sedatus);
den viser sit Slægtskab med Eposets Stil ved
de talrige Digressioner, især i de første Bøger;
indlagte Taler tjener til at anskueliggøre
Situationerne og karakterisere de optrædende
Personer. Sproget er den ioniske Dialekt, som
var H.’s egen og tillige den eneste, der paa
den Tid i større Omfang var blevet anvendt
som Skriftsprog.
De vigtigste Udg. er besørgede af: Aldus
(1502), Schweighäuser (med de tidligere
Udgiveres Anmærkninger, 6 Bd, 1816), Gaisford
(3. Udg., 4 Bd, 1849), Bähr (2. Udg., 4 Bd
1856—61), Stein (kritisk Udgave, 2 Bd, 1869—71),
Sayce (The ancient Empires of the East, H.
I—III, 1883), Macan (IV—IX Bog, 1895—1908),
Hude (kritisk, 2 Bd, Oxford 1908, 2. Udg. 1912);
mindre Udg. med Kommentar af Krüger (2.
Opl. 1881), Abicht og Stein, begge stadig i ny
Opl., Kommentar af How & Wells (2 Bd, 1912);
— Et Lexicon Herodoteum haves af
Schweighäuser (2 Bd, Strassburg og Paris 1824;
London 1841). — Overs. paa Engelsk af Rawlinson,
med værdifuld Kommentar (1858—60, 2. Udg.,
4 Bd, 1876), paa Tysk af Lange (2. Opl. 1824);
paa Dansk af Falkenstjerne og Hude (3 Bd,
1897—1906). (Litt.: Dahlmann, »H., aus
seinem Buch sein Leben« [1823]; Kirchhoff,
Ȇber die Abfassungszeit des Herodotischen
Geschichtswerkes« [2. Opl. 1878]; Hauvette,
H., historien des guerres médiques [Paris 1894];
Delbrück, »Gesch. d. Kriegskunst«, I. Bd
[1900]; Heiberg, i Festskrift til J. L. Ussing
[1900]).
K. H.
Herofilos, alexandrinsk Læge, stammede
fra Chalkedon i Bithynien og levede omkr.
300 f. Kr. Hans Virksomhed faldt under de to
første Ptolemæere, og ham skyldtes
Alexandrias Ry som medicinsk Centrum. Han søgte
ved metodisk Undersøgelse at støtte den
kliniske Erfaring og arbejdede navnlig med
Anatomi og Fysiologi. Han udviklede den
anatomiske Teknik, dissekerede Menneskelig og beskrev
først af alle bl. a. Calamus scriptorius og
Torcular i Hjernen. Han skilte Sener og Nerver ud
fra hinanden, paaviste Øjets Hinder og
endvidere Forskellen mellem Vener og Arterier, hvilke
sidste stammede fra Hjertet, og hvis Væg var
delt i Lag. Lungepulsaaren kaldte han φλέψ
αρτηριώδης og saa, at den ikke forholdt sig som
de øvrige Arterier. H. saa Chyluskarrene, gav
Duodenum Navn, og beskrev Spytkirtlerne,
Pankreas og Kønskirtlerne. H.’s Fysiologi
hviler paa dynamiske Forestillinger. Fire Slags
Kræfter (ernærende, varmende, følende og
tænkende) behersker Organismen og har deres
Sæde i Leveren, Hjertet, Nerverne og Hjernen.
H. holdt stærkt paa Observationens Bet. for
Diagnosen, han maalte saaledes Pulsen med et
Vandur, og han viste, at pludselig Død skyldtes
en Hjertelammelse. Paralyser tilskrev han
Mangel paa Nervekraft, og han viste, at snart
var Følelsen ophævet, snart Bevægeligheden og
ofte begge Dele. — Hans Skr er kun bevarede
i Brudstykker hos andre Forfattere; de har
omfattet en Anatomi, en Lære om
Øjensygdomme, en Bog om Pulsen og en
Jordemoderbog foruden fl. andre Skr. (Litt.: Marx,
»Herophilos« [1838]; G. Rasch,
»Lægevidenskaben i Alexandrinertiden« [N. Mag. f.
Lægevidensk., 1894]).
J. S. J.
Heroide (gr.: »Heltebrev«). Ovid fandt paa
at digte Kærlighedsbreve, lyriske Monologer i
Brevform, som han lod den heroiske Tids
Helte og Heltinder skrive til hverandre.
Motiverne var laante fra Homer og de gr.
Tragikere, men Ideen til Genren stammede vel
nærmest fra Retorskolerne, hvor Opgaver over
Sagatidens fast karakteriserede Personer var
meget yndede, ligesom Øvelser i Brevstil. Ovid
selv kaldte dem Epistolæ, men andre gav dem
af Emnet Navnet H., der blev Betegnelsen for
Genren. Senere har de moderne Folk,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
