Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heros
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tænkte man sig H. i Skikkelse af Slanger, thi
disse Dyr, der forsvinder i Jordens Smuthuller,
og hvis snigende Færd overhovedet har noget
uhyggeligt og uforklarligt ved sig, maatte
nødvendig høre hjemme i Underverdenen, og
hvorfor ikke tro, at de var de Døde selv? En
overtroisk Græker bygger et Heroon, et
Heroskapel, paa det St. ved sit Hus, hvor han
har set en hellig Slange. At selv den dannede
Græker nærede Frygt for disse Røgelser ell.
rettere tog et ligefrem religiøst Hensyn til
dem, det ser vi bl. a. tydelig af den saakaldte
Antestheriefest, der fejredes i Februar Maaned.
I de Dage opgav man sit sædvanlige Arbejde,
man smurte Beg paa sine Dørstolper, gik omkr.
og tyggede paa Hvidtjørneblade, alt sammen
for at værne sig mod Spøgelser, og man satte
Madretter frem for dem — ligesom den danske
Almue Julegrød til Nissen —, for at de Afdøde,
der, saa længe Festen varede, færdedes
aabenlyst mellem de Levende, kunde stille sig
tilfreds. Dette er en tydelig Rest af den
Ernæring af de Afdøde, som vi træffer overalt i gl.
ell. primitiv Kultus, og som har bebyrdet den
ældste Menneskehed med saa mange vidtløftige
Forpligtelser mod de hedengangne Fædre.
Men foruden disse overtroiske Skikke finder
vi gennem, hele Grækertiden en ligefrem og
stærkt fremtrædende Kultus af H. Denne
Kultus har sine aldeles bestemte Ceremonier
og er let at skelne fra den, der blev Guderne
til Del. Guderne tilhørte den lyse Halvdel af
Døgnet, H. den mørke ɔ: Eftermiddagen og
Natten, og ved Aftentide ofrede man da ogsaa
til H., ofte paa Gravene. Man valgte
sorthaarede Dyr, især sorte Faar (sort er overhovedet
Herosdyrkelsens Farve), og Dyret ofredes paa
et ganske lavt Alter. Man løftede ikke dets
Hoved op mod Himmelen som ved Gudeofrene,
men trykkede det tværtimod ned og lod Blodet
risle hen over Alteret og ned i Jorden, »H. til
Blodmættelse«, som det udtrykkelig hedder.
Derefter blev Dyret fuldstændig opbrændt,
ingen Levende maatte nyde noget af det, som
var bestemt for de Døde. Herosofferet bærer
altsaa tydelig Præg af at være en Ernæring af
de Afdøde, et Maaltid for Fædrene. Det er ikke
noget Sonoffer, ved hvilket man i Angst og
Bæven vil fjerne sin Brøde, og
Kultushandlingen faar derved en livligere og venligere
Karakter end f. Eks. Offeret til de underjordiske
(chtoniske) Guder, der ligner Herosofferet i
meget, men netop har det strenge Præg af
Sonoffer. Betegnende for Ernæringssiden ved
Herosofferet er det ogsaa, at man ved
Rørledninger under Alteret sørgede for, at Blodet,
hvoraf H. skulde leve, kom ned til ham i
Graven. Saaledes har man fundet et Alter i
Mykene, der var indrettet som en Brønd uden
Bund og derved tilkendegiver sig som
Herosalter og tillige fortæller os, at denne Kultus var
i sin fulde Udvikling — og maaske den vigtigste
Kultus — i denne den græske Kulturs ældre
Periode.
Imidlertid var en H., der nød en saadan
højtidelig Dyrkelse, ikke nogen blot og bar Afdød,
men i Reglen var det en for Stammen ell.
Byen ell. Staten særlig betydningsfuld Mand,
der efter sin Død hædredes paa denne Maade.
Der bestod i Grækenland »Slægter« (γένη) ell.
Gilder, der stillede sig under Beskyttelse af
Slægternes Stamfader, og dette viser ganske
sikkert tilbage til en virkelig Dyrkelse af
Fædrene, »Anerne«. Saaledes ærer Stæderne ogsaa
deres Grundlæggere, Stammerne deres
fordums Overhoveder; man opbevarer deres Ben
som Relikvier, ja fører dem endogsaa med sig
paa Vandringer (f. Eks. blev Pelops’
Skulderblad ført omkr. af hans Efterkommere som en
beskyttende Talisman). Denne Anedyrkelse
giver tidlig Heroskultus’en dens Karakter, idet
man bl. de Afdøde særlig ærer disse
grundlæggende Personligheder og kalder dem H., og
enhver gammelgræsk By af Bet. havde sin
Herosgrav ell. sit Heroon, ved hvilken hans Kultus
foregik, saaledes Agamemnon’s paa Sparta’s
Torv. Drog der Kolonister ud fra denne By
ell. Stamme, medtog de enten Relikvier ell.
Billeder ell. andre Minder om deres H., der,
som den, efter hvem Stammen opkaldte sig,
ofte blev kaldt ἤρως ἐπώνυμος; havde man
ikke nogen historisk Erindring om en saadan
Stammeheros, saa kulde Sagnet snart hjælpe
paa Mangelen.
Alt dette fører dog ikke ud over den
Fædredyrkelse, der ogsaa findes saa mange andre
Steder paa Jorden; sin egl. gr. Klang faar
Ordet H. først ved de Forestillinger om Heltens
herlige Bedrifter og hans herlige Lod efter
Døden, hvormed Herosmindet omgaves. Man
tænkte sig da sin H. som et Menneske i større
Forstand end alm. Dødelige, som et Ideal af
Livskraft og Mandighed, af Styrke ell. Visdom,
saaledes som vi ser dem optræde hos Homer,
og allerede Hesiod ved at fortælle om,
hvorledes »H.’s guddommelige Slægt« ogsaa efter
Døden hæver sig over de Dødeliges Kaar og
hensættes — ofte ved en pludselig Bortrykkelse,
uden at se Døden — til de Saliges Øer for at
nyde Udødeligheden i en elysisk Tilværelse.
Endnu stærkere fremhæves denne Livets
guddommelige Afslutning i Herakles-Sagnet, hvor
det udtrykkelig vises, at den store doriske
Stammeheros’ Udødelighed er tilkæmpet
gennem Bedrifter, Savn og Møje.
At den homeriske Digtning saa udpræget
tænkte sig H. som herlige og plastiske
Skikkelser, kommer ikke blot af, at dette stemmede
med denne Poesis ridderlige og aristokratiske
Karakter, men ogsaa af den simple
Omstændighed, at Ionerne paa Lilleasien’s Kyst, blandt
hvilke Digtningen opstod, ikke stod i noget
Kultusforhold til disse H. og i Grunden slet
ikke kendte dem fra Spøgelsesiden; de boede
jo fjernt fra deres Grave og fra den
gammeldags Ærbødighed, hvormed disse omgaves;
man kendte kun deres Navne, maaske som
Stammenavne for de Adelsslægter, ved hvis
Hoffer Sangene digtedes, og man lagde nu frit
ind i Navnet og dets Bærer alt, hvad den
episke Digterfantasi kunde byde paa i denne
heltebegejstrede Tid; man tænkte sig dem just
som Fortidens Helte og skabte derved den
Agamemnon og Menelaos, den Diomedes ell.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
