Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hertz, Heinrich - Hertz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
før sin Død. (Litt.: »Gesammelte Werke von
Heinrich H.« 13 Bd, Leipzig 1895], der indledes
med en Biografi, skrevet af Lenard).
K. S. K.
Hertz, Henrik (egl. Heymann), dansk
Digter, f. 27. Aug. 1797 i Kbhvn, d. smst. 25.
Febr 1870. H.’s Fader var en velstaaende
Bagermester; han døde, da Sønnen var ganske lille,
og Moderen
fortsatte da
Forretningen.
Familiens
Velstand
ødelagdes imidlertid
ved
Bombardementet, og det
var kun med
store
økonomiske Ofre, at
Moderen kunde
sende H. i
Metropolitanskolen. Efter
hendes snart efter
indtrædende
Død fandt H.
en faderlig
Beskytter i den
bekendte Grosserer M. L. Nathansohn, hvis
gæstfri Hus, hvor mange af Tidens Notabiliteter
samledes, blev et andet Hjem for H. Da han
1817 blev Student, var hans æstetiske
Interesser allerede stærkt udviklede, og det var ikke
uden Overvindelse, at H. gav sig i Kast med
Juraen som Brødstudium. Nogen flittig Student
var han heller ikke. Da hans Velgører mistede
sin Formue, maatte H. give talrige
Informationer for at kunne subsistere, og Resten af sin
Tid var han mere tilbøjelig til at anvende til
æstetisk og historisk Læsning end til juridisk.
Den Guldmedaille, H. erhvervede 1824 for
Besvarelsen af et juridisk Spørgsmaal, skyldtes
da ogsaa mere historisk end juridisk Interesse,
idet Opgaven var taget af den gl. danske
Lovhistorie. Næste Aar lykkedes det H. at knibe
sig et Haud til ved juridisk Embedseksamen,
men dermed var Juraen ogsaa for alle Tider
lagt paa Hylden. Da han 1826 paa ny vandt
Univ.’s Guldmedaille var det for en æstetisk
Afh., der forlangte en Paavisning af, hvorledes
Nationerne har virket paa deres Digtere og
disse igen paa deres Nationer. Heiberg’s
Tanke om Genfødelsen af den danske Komedie,
saaledes som han i Praksis havde demonstreret
den i sine første Vaudeviller og i Teori i
Afhandlingen om Vaudevillen, er utvivlsomt
slaaet ned i H.’s Sind. Thi kort efter har han
et Femaktslystspil færdigt, »Hr. Burchardt og
hans Familie«, der anonymt blev opført paa
det kgl. Teater i Beg. af 1827. Naar Heiberg
havde talt om en Tilslutning til den
Holberg’ske Komedie, tog H. imidlertid dette alt for
bogstaveligt; thi i sit Førstearbejde havde han
baade i Sprogtone og Personvalg saa temmelig
nøje traadt i Holberg’s Fodspor, skønt Emnet
var aktuelt — en Satire over den da meget
gængse Dilettantkomedie. En kort efter opført
anonym Vaudeville, »Kærlighed og Politi«,
savnede Forbilledets Elegance, medens
derimod det næste større Lystspil, »Flyttedagen«
(1828), ligeledes opført anonymt, viste, at H.
var naaet godt frem mod det Maal, han havde
sat sig. Allerede i dette Stykke viser H. sig
som det jævne kjøbenhavnske Bourgeoisis
Skildrer par excellence, hvad der betegner den
ene Side af hans Digtervirksomhed. Der er en
lidt tør, ironisk Komik over næsten alle
Figurerne, og der er megen Lokalkolorit over
Billederne fra Frederik VI’s og Christian VIII’s
Dage i dette og de senere Lystspil. Hvad der
savnes, er en Smule løssluppen Friskhed og
Ungdommelighed, medens Bredden virker
noget trættende. I hvilken Grad den Heiberg’ske
Æstetik med dens Understregen af Formens
Bet. for Kunstværket havde gjort Indtryk paa
H., viste sig i det elegante, versificerede
Lystspil »Amor’s Genistreger«, der (anonymt) kom
frem paa Scenen 1830. Franske Forbilleder
havde givet ham Impulsen til dette Arbejde,
men selvstændig saa han, at Alexandrineren
umulig kunde bruges i et dansk Lystspil, og
ombyttede den med den femfodede Jambe, der
tillod langt større Smidighed og Afveksling i
Dialogen. Indholdet sætter kun i ringe Grad
Tankerne i Bevægelse, men de dansende
Rytmer og de elegante Rim, den Ynde og Gratie,
der præger »Amor’s Genistreger«, afvæbner al
Kritik. Det gjorde da ogsaa straks ved sin
Fremkomst eksempelløs Lykke.
»Amor’s Genistreger« var som en Prolog til
de berømte »Gengangerbreve«, dette
Hovedværk i dansk Litteraturs Historie, der ved sin
Fremkomst 1830 i højeste Grad satte Sindene
i Bevægelse, ikke mindst ved at sætte
Nysgerrigheden og Gætteevnen paa en haard Prøve
ved Eftersporingen af den anonyme Forfatter.
»Gengangerbreve ell. poetiske Epistler fra
Paradis« er en poetisk Udlægning af det samme,
som Heiberg betonede i sine Kritikker: Formen
kræver ikke mindre Opmærksomhed end
Indholdet. Den, der taler — eller »gaar igen« —
er Baggesen. Paa en aldeles skuffende Maade
havde H. forstaaet at efterligne den afdøde
Digters Ejendommelighed: hans Leg med
Rytme og Rim, hans forbløffende Evne til at
tumle med Sproget og ikke mindst hans
æstetiske Syn. I de 6 Epistler, hvoraf de 3 var
adresserede til Heiberg, de 2 til dennes
Antagonist, Hauch, og det sidste til det danske
Folk, stiller H. sig fuldt ud paa Heiberg’s Side
i Striden for den gode Smag, selv om han
antyder, at Heiberg kunde have taget lidt mere
Hensyn til Oehlenschläger. En saa prægtig
Kampfælle og Discipel begejstrede Heiberg til
Digtet »Til Knud Sjællandsfar i Paradis«, der
atter blev besvaret med 4 ny poetiske Epistler
i H.’s næste Arbejde, »Anonym Nytaarsgave
for 1832« (kun Indledningen, »Mødet i
Dyrehaven«, er af P. V. Jacobsen). Det var sociale
Grunde, der hidtil havde ladet H. optræde
anonymt. Jødefejden laa ikke længere tilbage
end 1819. Af samme Aarsag lod han sig nu
døbe og optraadte dermed for Publikum som
Forfatter til en hel Rk. højt beundrede
Arbejder.
De litterære Sympatier, som havde knyttet
Heiberg og H. saa nøje sammen, fulgtes nu
 |
| H. Hertz. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
