Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hessen-Kassel - Hessen-Nassau
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(1864) 745100 Indbyggere. Hovedstaden var
Kassel.
H.-K. tilhørte Huset Hessens ældre Linie,
stiftet af Filip I den Ædelmodige’s ældste Søn,
Landgrev Vilhelm IV den Vise, (1567—92). Hans
Søn og Efterfølger Moritz traadte 1605 over til
den reformerte Kirke og blev senere indviklet
i Trediveaarskrigen. Da han 1623 blev tvunget
af Kejseren til at afstaa noget af sit Omraade
til Darmstadt, overlod han 1627 Regeringen til
sin Søn Vilhelm V, medens han 3 andre
Sønner, Herman, Frederik og Ernst, stiftede
Sidelinierne Rotenburg (indtil 1658), Eschwege
(indtil 1655) og Rheinfels, hvilken sidste 1693
delte sig i Rheinfels-Rotenburg (indtil 1834) og
Rheinfels-Wanfried (indtil 1755). Vilhelm V
kæmpede i Trediveaarskrigen paa Sveriges
Side og fik gentagne Gang sit Land plyndret af
de Kejserlige; han døde 1637. Hans Søn,
Vilhelm VI (1637—63), stod indtil 1650 under
Formynderskab af sin Moder Amalie Elisabeth, der
ved den westfalske Fred erhvervede største
Delen af Grevskabet Schaumburg og Abbediet
Hersfeld, ligesom det lykkedes hende at
generhverve en Del af det til Darmstadt
afstaaede Omraade. Hun indførte Førstefødselsretten.
Efter Vilhelm VII, der døde som mindreaarig
1670, fulgte hans Broder, Karl I. (1670—1730),
medens en tredie Broder, Filip, blev Stifter af
Linien Hessen-Philippsthal. Karl’s ældste Søn
Frederik I giftede sig 1715 med Ulrika Eleonora
af Sverige, Karl XII’s Søster, og blev 1720
Konge af Sverige. 1730 overtog han
Regeringen i Hessen, men udnævnte sin Broder til
Statholder, der ved hans Død 1751 efterfulgte
ham under Navn af Landgrev Vilhelm VIII.
Denne kæmpede som britisk Forbundsfælle i
Syvaarskrigen og døde 1760. Han efterfulgtes
af sin kat. Søn Frederik II, der i den
nordamerikanske Frihedskrig 1776—84 lod 22000
Mand kæmpe i eng. Sold, hvorfor han fik over
20 Mill. Thaler. Ved, hans Død (1785) fulgte
hans Søn Landgrev Vilhelm IX, der kæmpede
mod Frankrig i Revolutionskrigene og 1795
tiltraadte Freden i Basel; til Gengæld for de 1801
paa venstre Rhin-Bred afstaaede
Landstrækninger fik han 1803 Rigsstaden Gelnhausen og
Enklaverne Fritzlar, Holzhausen og
Amöneburg samt Kurværdigheden, som han Maj 1803
antog under Navn af Vilhelm I. 1806 sluttede
han Overenskomst med Napoleon til
Opretholdelse af Kurfyrstendømmets Neutralitet, men
undgik dog ikke, da Napoleon ikke stolede paa
ham, at Landet s. A. blev besat af fr. Tropper
og ved Freden i Tilsit blev indlemmet i det
nyoprettede Kongerige Westfalen. Paa
Wien-Kongressen 1815 fik han sine Lande tilbage og
beholdt den efter det tyske Riges Opløsning
betydningsløse Titel af Kurfyrste, idet
Kongressen afslog at give ham Kongeværdigheden. De
under det fr. Herredømme indførte Reformer
afskaffedes, og den af Kurfyrsten 1817 udstedte
Hus- og Statslov tog saa godt som intet
Hensyn til Folkets Rettigheder; for at undgaa
Stændernes Protest undlod han at
sammenkalde dem. Han efterfulgtes 1821 af sin Søn
Vilhelm II, under hvem der 1830 udbrød
Uroligheder. Septbr s. A. indvilgede Vilhelm II i
Indkaldelsen af Stænderforsamlingen og
undertegnede Jan. 1831 den af denne vedtagne ny
Grundlov. Det Anstød, han vakte ved sit
Forhold til den af ham til Grevinde af Reichenberg
ophøjede Emilie Ortlöpp, foranledigede ham til
at forlægge Residensen til Hanau og Septbr
1831 at antage sin Søn Kurprins Frederik
Vilhelm til Medregent. Ved Vilhelm II’s Død 1847
fulgte Frederik Vilhelm. I, der allerede som
Medregent med alle Midler havde bekæmpet
Landdagen og Forfatningen.
Februarrevolutionen 1848 fremkaldte stærk Bevægelse i
Befolkningen, og Kurfyrsten blev tvunget til at
afskedige sit reaktionære Ministerium og gaa
med til en Mængde liberale Reformer, saasom
Religionsfrihed. Pressefrihed m. m. Efter at
den nationale Rigsdag i Frankfurt var opløst,
sluttede H. sig til det preuss. Forbund. Men
da Østerrig atter kom til Kræfter, indtraadte
i H., som overalt i Tyskland, en Reaktion, og
Febr 1850 udnævnte Kurfyrsten Hassenpflug til
Førsteminister, der med Iver kastede sig ind
i en Kamp mod den liberale Forfatning og mod
Unionen med Preussen. Da Landdagen
nægtede Opkrævelse af Skatter, blev Forsamlingen
opløst, og ved Forordningen af 4. Septbr blev
der taget Bestemmelse om Indkrævning af
samtlige Skatter. Embedsstanden og
Befolkningen gjorde Indsigelser, men Kurfyrsten
erklærede Landet i Belejringstilstand, forlagde
Residensen til Wilhelmsbad og anraabte
Forbundsdagen i Frankfurt om Hjælp. Denne lod Novbr
et bayersk-østerr. Armékorps overskride den
kurhessiske Grænse og besætte Hanau. Herimod
protesterede Preusserne og besatte Kassel og
Fulda. Preussen var dog ikke i Stand til at
tage Kampen op og maatte derfor ved
Konferencen i Olmütz overlade H. til
Forbundsdagen, der Marts 1852 ophævede Forfatningen
af 1831 med Tilføjelserne 1848 og 1849 og Apr.
gav Landet en ny Forfatning. Iflg. denne
havde Landdagen meget ringe Indflydelse og
kunde ikke hindre Kurfyrsten i at øge sin Formue
af Landets Midler og hemme den økonomiske
Udvikling ved Forbud mod Anlæg af Jernbaner
og Fabrikker. Efter Hassenpflug’s Fald 1855
fortsattes den reaktionære Politik, og først Juni
1862 blev efter Preussernes Indblanding
Forfatningen af 1831 atter proklameret.
Stridighederne fortsattes dog stadig mellem
Regeringen og Landdagen. Da Kurfyrsten 1866 stillede
sig paa Østerrigs Side, rykkede Preusserne ind
16. Juni, og 20. Septbr blev H. indlemmet i det
Preuss. Monarki. Kurfyrsten, der var ført som
Krigsfange til Stettin, begav sig til sine Godser
i Böhmen. 1875 døde Kurfyrst Frederik Vilhelm
barnløs; den ældre Hovedlinie af det hessiske
Hus repræsenteres af Landgrev Alexander
Frederik (f. 1863). (Litt.: Rommel, »Gesch. v.
Hessen« [10 Bd, Gotha og Kassel 1820—58];
Röth, »Gesch. v. H.« [2. Udg. ved Stamford,
Kassel 1886]; »Kurhessisches Urkundenbuch«
[Frankfurt a. M. 1861]; Gräfe, »Der
Verfassungskampf in Kurhessen« [Leipzig 1851];
Hessler, »Hessische Landes- u. Volkskunde«
[Bd 1—3, Marburg 1904—07]).
G. Ht.
Hessen-Nassau, Provins i det sydvestlige
Preussen, grænser til de preuss. Prov.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
