Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tyggefladens dybe ringformede, stærkt bugtede
Folder er fyldte med Cement. Kraniet er
kraftigt med lang Ansigtsdel og lukket Øjering;
Hjernekassen er paafaldende lille, medens
derimod Underkæberne er meget kraftige og store.
H.’s særdeles ensartede Ydre er velkendt;
Forskellighederne findes væsentlig kun i Farve og
Tegning, Ørenes Længde og Manke- og
Halehaarenes forsk. Udvikling. Alle nulevende H.
kan henføres til een Slægt (Equus L.), der
falder i 3 Grupper: 1) Ægte H. med korte Øren,
kort, men langhaaret Hale og Hornknude
(»Kastanie«) paa Indsiden af For- og Bagfoden, 2)
Æsler med lange Øren, lang Hale med
Haardusk i Spidsen og Hornknude kun paa
Forfoden, 3) Zebraer, der m. H. t. Øren og
Hale staar mellem de to andre Grupper, har
kun Hornknude paa Forfoden, men er altid
kendelige paa deres ejendommelige
tværstribede Tegning; ialt kan de henføres til c. 8
virkelige Arter, der dog staar hinanden saa
nær, at selv de fjernest fra hinanden staaende
kan avle Bastarder.
Hver af de 7 vilde Hesteracer lever
flokkevis under Anførsel af en gl Hingst,
udbredte i den gl. Verdens Steppelande, og netop
til Livet i Steppen passer deres Bygning saa
udmærket. Det er fremfor alt hurtige Dyr, der
kan strejfe vidt om for at finde gode
Græsgange, og kun faa af deres Fjender formaar
at følge dem, hvorfor Flugten ogsaa er deres
bedste Vaaben, selv om de nok i Nød kan
forsvare sig modig med Hove og Tænder mod
Rovdyrene, der tilmed i Sletten kun vanskelig
nærmer sig disse sky og vagtsomme Dyr, hvis
Hørelse navnlig er udmærket, medens de
øvrige Sanser er ret sløve. De jages alle for
Hudens og Kødets Skyld. — I Afrika hører alle
Zebraerne ell. Tigerhestene
(Hippotigris Hmlt.-Smith) hjemme. De staar dog alle
i Bygningsforhold Æslerne saa nær, at der
ingen Grund er til at opfatte dem som en egen
Slægt; selv i Farven er der Overgange.
Quagga’en (Equus quagga, Gmel.) er saaledes kun
stribet paa Forkroppen. Den fandtes tidligere
i umaadelige Hjorde imellem Kap-Kolonien og
Vaal-Floden, men er nu forlængst helt
udryddet og kendes kun fra en Del gl., daarlige
Skind rundt i Museerne; dens Ører var
kortere og Halen mere langhaaret end hos de
andre Zebraer. Grundfarven var oventil
brunlig, Striberne mørkebrune, men svandt i
Tydelighed hen mod Bagkroppen. Bug, Ben og Hale
var ensfarvet lyse, næsten hvide. Længere mod
N. paa Sletterne hinsides Oranje-Floden lever
Dauhesten (E. burchellii, Gray) endnu ret
talrig, som de andre Tigerheste hyppig i
Selskab med Strudser og Antiloper. Det er større,
kraftigere Dyr end forrige med korte Øren og
mindre haaret Hale, men med en kraftig
opstaaende Manke som denne. De er lyst
gulbrune med mørkebrune ell. sorte Striber, der
sjælden naar ned over de næsten hvide Ben
og Halen, er brede og paa Bagkroppen gaar
skraat fra Bugen hen mod Halen uden at naa
den sorte Stribe (Aalen), som næsten alle vilde
H. har midt ad Ryggen. Farven varierer for
øvrigt ikke lidt hos alle disse Dyr. Mindre,
omtr. 1 1/3 m over Skuldrene er Zebraen
(E. zebra L.), ogsaa kaldet Bjergzebraen, da
den foretrækker Klippeegnene i Kap-Landet;
nu trues den selv her af Udryddelse. Den har
lange Øren, tynd Man og Haledusk. Farven er
hvid med sorte smalle Tværstriber lige til
Hovene og ud paa Øren og Hale. Den er mere
stridbar end de andre, ses derfor sjældnere i
Menagerier, men enkelte er dog blevne holdte
tæmmede som Kuriositet. Endnu en fjerde Art
Tigerhest, E. grevyi, med talrigere og finere
Striber har man lært at kende fra Galla- og
Somali-Landet. Her mødes den med det
afrikanske Vildæsel (E. asinus L.), fra
hvilken det alm. Tamæsel nedstammer. Det
findes i Egnene mellem Nilen og det røde Hav
i fl. Varieteter og er et højt, smækkert,
fintbenet Dyr med lange tynde Øren, kort opret
Manke og lang Haledusk. Farven er gulgraa, og
foruden Rygaalen findes en mørk lodret
Skulderstribe, saaledes at der dannes et sort Kors
paa Dyrets Rygside. Benene er tværstribede
hos de fleste, navnlig er det udpræget hos
Somali-Racen, hvor de andre Tegninger er
udviskede, Skulderstriben endog helt borte. I
Asien findes mange Vildæsler, der rimeligvis
dog kun udgør en Art af det asiatiske
Vildæsel (E. hemionus Blandf.), der i
mange Varieteter er spredt over Syriens,
Persiens, Nordvest-Indiens og Tibets Stepper,
talrige lige fra det kaspiske Hav til Kinas
Grænser, hvor de finder Føde i de talrige Salturter
og gerne drikker det stærkt saltholdige Vand.
De er af rødlig gullig Farve og mangler
hyppigst Skulderkorset, men har Rygaal og mindre
Øren. Ikke sjælden fanges og tæmmes de i
deres Hjemstavn og bruges til Forædling af
Æselsracerne. Af de forsk. Former kan nævnes
det syriske Æsel (E. hemippus),
Onager’en (E. onager) fra Persien, Belutshistan,
Punjab, Sind og Kach-Ørkenen, lyst med groft
Hoved og store Øren, Kulanen fra
Kirgiserstepperne og Djiggataien, af Tibetanerne
kaldet Kiang, fra Højsletterne i indtil 4000
Quagga. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>