Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
efterhaanden som de russ. Jernbaner spinder deres Net
ind over Centralasien og bringer de store
Afstande til at svinde. Som en Mærkelighed maa
nævnes, at Kirgiserne malker deres Følhopper
og af Mælken tilbereder den uundværlige
berusende »Kumys«. Nær beslægtet med den
turkmeniske Argamak, men efterhaanden
stærkt krydset med arabiske H., er den δ)
persiske H., som er smukkere, mere
stadselig, men mere kælent opdrættet og derfor
ogsaa mindre nøjsom og udholdende. η) Den
kaukasiske Karabak
(Tscherkesserhesten) staar den kirgisiske H.
nærmere, men er i visse Egne ogsaa meget
paavirket af arabisk Blod. — Den mest bekendte
af alle orientalske H. er her i Europa b) den
arabiske. Som før nævnt har H. ikke opr.
hørt hjemme i Arabien, men er endogsaa
forholdsvis sent ført derind og er i ethvert
Tilfælde først kommet til at spille en Rolle, efter
at Muhamed havde givet Hesteavlen en ret
fremskudt Stilling i den religiøse Kultus. Meget
talrige er H. aldrig blevne hos Araberne;
dertil er Vanskelighederne ved Opdrættet for
store i et Ørkenland som Arabien, hvor der
ofte er fl. Dagsrejser imellem Oaserne. Endnu
den Dag i Dag bestaar Araberstammernes
Rigdom i Kameler og Faar, ikke i H.; disse spiller
ikke desto mindre en stor Rolle i Arabernes
Liv, ikke alene ved Bevogtningen af de
græssende Hjorder, men ogsaa ved de hyppige
røver ske Overfald af Nabostammerne. Af H.’s
Udholdenhed og Hurtighed afhænger Udfaldet
af disse krigerske Ekspeditioner i meget høj
Grad, og Araberne har derfor altid lagt stor
Vægt paa Valget af Avlsdyr. Den arab. H. (Fig.
1) er ikke stor (Gennemsnitsh. 1,48—1,56 m), og
den er langtfra altid velbygget og velstillet
paa Benene. Skæv, »fransk« Forstilling og
kohaset Bagstilling er ret alm. Men Benene er
stærke, Bevægelserne lette og hurtige, og
Ørkenlivets Strabadser har gjort den arabiske
H. udholdende og nøjsom. Hvad Bygningen
ellers angaar, er Hovedet lille, tørt,
bredpandet, braknæset (indadbuet Profil), med fint
Underansigt, fine og smukt førte Øren, store
livfulde og samtidig fromme Øjne og store
Næsebor. Halsen er i Alm. ret fin, men ofte
kortnakket og derfor tykstrubet, naar den
rejses. Ryggen er kort, men jævnlig noget blød.
Krydset er mere ell. mindre tilrundet med
ingenlunde altid frit ansat, men særdeles smukt
ført Hale. Huden meget fin og saa tyndt
behaaret, at Hudaarernes Net træder tydelig
frem og giver Dyrene et meget ædelt Præg.
Løden er hyppigst skimlet ell. brun. Af
Ovenstaaende Beskrivelse fremgaar det, at den
arabiske H. gennemgaaende ikke er af en saa
ideel Form, som mange Hippologer har villet
tillægge den, og navnlig mangler
Ørkenaraberen alt for ofte den lange »Svanehals«, der
virker saa indtagende hos de i europæiske
Stuterier tillagte og efter deres Ydre udvalgte
Dyr. Den arabiske H. har været af ikke ringe
Bet. for den europæiske Avl. Som det senere
skal blive paavist, er den engelske
Væddeløbsrace af orientalsk Oprindelse, og endnu
fremdeles anvendes Araberen som
Forædlingsmateriale paa saadanne St., hvor
Naturforholdene kræver en nøjsom og udholdende, mindre
H. (Sydfrankrig, Polen, visse Egne af Rusland
og Ungarn, Siebenbürgen, Bukowina o. fl. a. St.).
I denne Forbindelse skal det fremhæves, at
Erfaringer fra Verdenskrigen har vist, at H.
af orientalsk (arabisk) Afstamning har taalt
Sult og Kulde og Anstrengelser bedre og har
været lettere at lede i Slagtummelen end de
eng. Fuldblodsheste og deres Afkom mellem
de højt forædlede Halvblodsheste. Der er
derfor næppe Tvivl om, at den arabiske H. i de
Lande, hvor Regeringen leder Remonteavlen,
fremtidig vil blive benyttet til Krydsning i
højere Grad end før Krigen, da den var stærkt
overskygget af den eng. Fuldblodshest. H. i
Landene langs Afrikas Nordkyst (Berberiet)
sammenfattes i Alm. under Betegnelsen c)
Berberheste. Som foran nævnt blomstrede
Hesteavlen i disse Landsdele allerede i
Romertiden. Maurerne tilførte den opr. Hestebestand
meget arab. Blod, og af den samme Kilde øser
Franskmændene fremdeles under deres
energiske Forsøg paa at ophjælpe Hesteavlen,
saaledes at deres nordafrikanske Rytterregimenter
altid vil kunne remonteres med de stedegne,
langtfra velbyggede, men meget hurtige,
udholdende og haardføre H. Bortset fra saadanne
Forskelligheder i Typen, som
Kabylerstammernes isolerede Liv medfører, kan der
skelnes mellem α) en større og ikke saa ædel
Race fra de lavere liggende Kystegne, hvor
europæiske H. jævnlig har været benyttet til
Krydsning, og β) en mindre Bjerg- og
Ørkenrace (den egl. Kabyler- ell. Berberhest), som
har bevaret ikke saa lidt af den opr. Type.
Som Krydsningsmateriale har Berberne været
brugt en Del i tidligere Tid, men deres Rolle
i saa Henseende er forlængst udspillet. — Af
andre med den arabiske H. nær beslægtede
Typer skal her kun nævnes d) de
tyrkiske H. i Lilleasien og e) den ægyptiske
H. Disse Hesteracer har spillet en vis Rolle i
den gl. Stuteriavl, men de har nu ingen Bet.
uden for deres Hjemlande.
2) Russiske Hesteracer. Rusland er
meget rigt paa H., men allerede inden
Verdenskrigens Udbrud var Avlen i sørgelig
Tilbagegang baade i kvantitativ og kvalitativ
Henseende. En væsentlig Del af Skylden herfor maa
føres tilbage til Bøndernes Frigivelse i Beg. af
60’erne i forrige Aarh., og bunder i
Landbefolkningens lave Kultur, som ikke tillader dem at
staa paa egne Ben. Græsgangenes
 |
| Fig. 1. »Gazlan I«, arabisk Fuldblodshingst. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
