Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Indskrænkning ved Opdyrkningsforsøgene maa ogsaa
nævnes mellem Aarsagerne til Hestebestandens
hurtige Nedgang, særlig i de frugtbare
sydrussiske Steppeegne. Naar hertil kommer, at
smitsomme Sygdomme (Snive) alt længe har
krævet mange Ofre mellem H. i Rusland,
forstaar man, at Krigens Hærgninger er blevne
saa meget mere følelige, ja skæbnesvangre. De
russ. H. er i Tidernes Løb blevne stærkt
paavirkede af de centralasiatiske Racer. Ikke alene
under Folkevandringerne, da de mongolske og
turk-mongolske Horder væltede ind over
Europa og førte deres Tabuner med sig, men
ogsaa nutildags tilføres der stadig det europæiske
Rusland en Mængde Kirgiserheste, som sætter
deres Præg paa Avlen. I et Land som Rusland,
der strækker sig over næsten 25 Breddegrader,
kan der selvfølgelig ikke være Tale om en blot
nogenlunde ensartet Hesterace. Der findes
alligevel mærkværdig faa særprægede Racer i
Rusland. Bortset fra den Kunstavl, som drives
i Statens, adelige og ikke adelige Godsejeres
Stuterier, og af hvilken bl. a. den russ.
Traverrace er fremgaaet, er Hesteavlen nemlig
væsentlig bleven dreven med Landbrugets Tarv
for Øje, og det lave Standpunkt, Landbruget
hidindtil har indtaget, har ikke krævet nogen
større og bedre H. end den, der fra Arilds Tid
har været til Raadighed. Af Ruslands store
Hestebestand udgøres den langt overvejende
Del af Landracerne, og af disse hører kun en
Brøkdel til nogenlunde faste, højere
kultiverede Typer; Hovedmassen udgøres af ganske
ubestemmelige Blandingsformer
(»Bønderheste«). I Storerusland har H. altid været et
Trækdyr, af hvilke der ikke holdes fl., end
Landbruget, Tømmer- og Fragtkørselen gør
nødvendig. P. Gr. a. den meget mangelfulde
Pleje og Ernæring, i Forbindelse med en
ganske principløs Avl, er den storrussiske
Landhest fremdeles temmelig lille (sjælden
over 1,57 m høj) og mindre velbygget, men ret
førlemmet, Holdningen ludende, Hovedet stort
og groft. Hvor man har foretaget Krydsning
med vesteuropæiske Trækheste (væsentlig af
Ardenner- og Percheron-Racerne), og hvor
Holdet er bedre, er Dyrene i samme Grad
større, dybere og bredere. Dette er saaledes i
fremtrædende Grad Tilfældet med Bitjug-H.,
opkaldt efter den frugtbare Floddal i
Guvernementet Woronesch, hvor den opr. hører
hjemme. I Sydrusland drives Hesteavlen vel
efter en større Maalestok, men dog holdes
ogsaa her kun faa H. hos Bønderne. Det store
Antal H., som findes i denne Del af Landet,
ejes af de rige Jordejendomsbesiddere,
Kosakkerne og de nomadiserende Stammer i
Steppeguvernementerne. Her er ligesom paa
Stepperne i Mellemasien Tabunholdet alm. Den
lillerussiske H. er i Overensstemmelse
hermed mindre, men ogsaa mere ædel end H.
i Storrusland, tør og stærk af Ben. Disse er
dog jævnlig mindre velstillede. Herfra danner
den forholdsvis store donske H. en
Undtagelse. Avlen drives af Kosak-Befolkningen i
det frugtbare Lavland, gennem hvilket Floden
Don strømmer. H. i disse Egne var opr. af
centralasiatisk Afstamning. Paa ældre Billeder
gengives de derfor som krumnæsede og med
udpræget Hjortehals. I Løbet af de sidste
30—40 Aar er de donske H. blevne stærkt krydsede
med arabiske og eng. Fuldblodshingste, og
det er paa denne Maade lykkedes den russ.
Stat at frembringe en ædel, meget tiltalende
Halvblodstype, som er fortrinlig skikket til
Ridebrug og derfor ogsaa forlængst er kommet
til at spille en Rolle ved Hærens Remontering.
De russiske H.’s store Nøjsomhed og den lave
Pris, til hvilken de kan købes, gør, at de før
Krigen i stort Tal blev ført til de vesteuropæiske
Markeder. Ogsaa til Danmark bragtes aarlig
mange kurlandske, lithauiske og donske H.
3) Nær beslægtede med nogle af H. i
Storrusland er de finske H., som antages at
nedstamme fra de mongolske Klepperter. Dette
er i og for sig ikke urimeligt. Finnerne hører
jo til de mongolske Folk, og den mongolske
H.-Type lader sig med større ell. mindre
Afbrydelser forfølge gennem hele Sydsibirien og
Rusland lige til Finland. I Tidens Løb er der
tilført de finske H. Blod fra vesteuropæiske
Racer, baade lette og svære. Herigennem, men
navnlig ved det gjorte Udvalg af Avlsdyrene og
en bedre Pleje, er H. i Finland efterhaanden
tiltaget i Størrelse (150—160 cm), og den finske
Bondes Interesse for Travsport, som Staten har
imødekommet ved Uddeling af ret store
Pengepræmier til statskontrolerede Travprøver, der
har nøje Tilknytning til selve Avlen, har øget
Dyrenes Hurtighed (mange Heste, kørte af
Bønder, opnaar en Rekord af 1 Min. 40 Sek. pr
km i Løb over 3 Verst, d. v. s. 3207 m) og
bedret deres Form. Nøjsom, haardfør og
udholdende som den finske H. er, maa den siges at
være særdeles vel tilpasset til de Krav, som
Landbruget, Skovdriften og Landevejskørselen
stiller. Avlen drives nu som Renavl. Finlands
Hesteudførsel er uden større
nationaløkonomisk Bet. Før Verdenskrigen førtes aarlig
2—3000 H. til Rusland (Droskeheste i
Petrograd) og Sverige.
4) Norske Hesteracer. Disse er
sandsynligvis af fælles Oprindelse, men paa
Østlandets store frugtbare Dalstrøg har der
ganske naturlig været Trang til og Mulighed for
at opdrætte større og stærkere H. end de,
som kan trives i Vestlandets Fjelddistrikter, a)
Østlandshestene — »Dølehestene«
— har deres bedste Repræsentant i H. fra
Gudbrandsdalen (Fig. 2). Det er
 |
| Fig. 2. Dølehest. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
