Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Heste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kulturperiode (»Jernalderen«, som strakte sig over de
sidste 500 Aar f. Kr. og de første 800 Aar e.
Kr.) er H.’s Bet. uden Tvivl stadig øget, ikke
mindst i Samfærdselens Tjeneste. Forholdene
i vore skandinaviske Nabolande og Sagaernes
Meddelelser om Hesteholdet paa Island gør
det sandsynligt, at H. inden Jernalderens Slutn.
var blevet et saa højt værdsat Husdyr i hele
Norden, at den her — som i saa mange
andre af hesteopdrættende Folk beboede Lande
— opfattedes som hellig, i Pagt med
Guderne og derfor i Besiddelse af
overnaturlige Evner, som lod sig udnytte paa
forskellig Maade. Ved Gudehovene holdtes særlige
Stød, af hvilke man tog Varsler. Hos
Nordboerne som hos de fleste andre »Hestfolk« var
det de hvide H., som blev holdt højest i Ære.
De hvide Forspand for vor Tids Brudekareter
er en Mindelse om hine Tiders Hestedyrkelse.
Gennem H. kunde man ogsaa øve Indflydelse
paa sine Omgivelser, mente man. Saaledes
søgtes Hjemmet værnet mod Ufred og Ulykke ved,
at Hovedskaller af Heste blev anbragt i Husets
Gavle. Herfra skriver sig den stadig ret alm.
Udsmykning af Villa-Gavle med et Par i Træ
udskaarne, tværstillede, mere ell. mindre
stiliserede Heste- ell. Dragehoveder. Ønskede man
Ulykke over en Fjende, rejstes »Nidstangen«,
paa hvis Top var anbragt et Hestehoved med
det opspilede Gab rettet mod Vedk.’s Boplads.
Og mellem Offerdyrene og som Gave til
Velyndere og Venner kom H. forrest i Rækken.
I Kampene med fremmede Folk er H.
aabenbart forholdsvis sent blevet benyttet. De gl.
danske Konger for til Søs paa deres
Ledingstogter, og selv om de paa »fremmede Strande«
tidlig fik Lejlighed til at gøre Erfaringer m.
H. t. Rytteriets Bet., er det dog i og for sig ret
naturligt, at det alligevel varede længe, inden
de selv blev beredne og fik indrettet sig paa
at bringe Ryttere med sig paa Skibene. Erik
Emune siges at have været den første, som
førte H. med sig paa sine Søtogter. Ganske
vist har man fra Norden ældre Medd. om, at
H. er bleven benyttet i Krigen. Det fortælles
saaledes, at Magnus den Gode var til Hest
under Kampen paa Lyrskov Hede, men det
vides paa den anden Side ogsaa, at Harald
Haarderaade kæmpede til Fods imod
Angelsachsernes Konge, »hvis Tingmænd var
jernklædte, baade H. og Karle fra Top til Taa«.
Efterhaanden kom dog Rytteriet i Danmark
som andre St. til at danne Kernen af Hæren,
og Herregaards- og
Klosterstuterier skyder op hele Landet over. Allerede
paa dette Tidspunkt er den danske H.
— vistnok væsentlig den jyske H. —
bekendt for sin sluttede Bygning, sine føre Ben
og sin gode Bevægelse. Staar den end i Masse
og Førlighed tilbage for de berømte frisiske
og flanderske H., er den dog meget søgt som
en god Stridsganger. Forholdene i Danmark
er i den flg. Tid ganske parallelt løbende med
den alm., tidligere skildrede Udvikling i det
øvrige Europa. Ogsaa her fører Reformationen
til Inddragelse af meget Klostergods, ogsaa
her maa Adelen bøje sig for Enevældens
Scepter, ogsaa her gaar talrige gejstlige og adelige
Stuterier op i Dannelsen af enkelte større
Hofstuterier. Et saadant var det af
Frederik II oprettede kgl. Hovedstuteri i
Frederiksborg. Fra først af lededes
Avlen her i Retning af en svær Ridehest, og Maalet
var altsaa foreløbig det samme, som det saa
længe havde været i Herregaardsstuterierne.
Senere, navnlig under Christian IV, indførtes
forsk. fremmede Stodhingste af lettere
Rideracer, saaledes baade tyrkiske, ægyptiske,
polske, neapolitanske, marokkanske, engelske,
salzburgske, lichtenbergske, schaumburgske og
frisiske, navnlig dog spanske H. Disse lod man
med stor Bekostning komme i et saadant
Antal, at Christian V allerede 1684 kunde oprette
et stort sp. Stod. Det var altsaa et temmelig
broget Materiale, med hvilket man grundlagde
Avlen. H. var dog aabenbart ikke saa
uensartede, som man maaske kunde være tilbøjelig
til at tro. De var jo nemlig alle komne fra
Stuterier, i hvilke Avlen lange Tider igennem
havde været ledet væsentlig efter de samme
Principper, som ogsaa fremdeles var de
raadende i Frederiksborg-Stuteriet, og man tør
derfor nok antage, at Racernes Navne var
mere forsk. end H.’s Præg. Indirekte fremgaar
Rigtigheden af denne Betragtning ogsaa deraf,
at H. smeltede mærkværdig godt sammen. Den
fortrinlige Rideskole, som Hingstene maatte
gennemgaa, bidrog naturligvis i høj Grad til
at fæstne den Ridehestetype, som i 17. og 18.
Aarh. gjorde H. fra Frederiksborg-Stuteriet
saa berømt ogsaa uden for Landets Grænser.
Paa dette Tidspunkt repræsenterer
Frederiksborg-H. »den danske H.«. Om Typen
faar man et godt Begreb igennem den smukke
Rytterstatue paa Amalienborg-Pladsen i
Kjøbenhavn. H. her har nemlig den franske
Billedhugger Saly med stort Talent modeleret efter
nogle, særlig to af Stuteriets bedste
Stodhingste (1753—1771). I Slutn. af 18. Aarh. begyndte
imidlertid de ulykkebringende Forsøg paa at
»opfriske« Racen, væsentlig for at ophjælpe
H.’s aftagende Størrelse og tiltagende
Ufrugtbarhed. Denne »Opfriskning« løb ud i en
ganske planløs Krydsning med de mest forskellige
H.: lige fra spansk-neapolitanske Kladrubere
og til eng. Fuld- og Halvblod, og i den flg. Tid
gik det hurtig ned ad Bakke med Bestanden.
Trods gentagne Forsøg paa at redde de sidste
Rester udartede disse stedse mere og mere,
og 1871 opgav Staten Stuteriet. En stakket
Stund fortsattes det i privat Eje
(Finansmanden Tietgen), men 1876 blev det fuldstændig
opløst.
Af de Foranstaltninger, som fra
Regeringens Side i Tidens Løb er trufne til
Ophjælpning af Hesteavlen, skal her
nævnes, at Christian IV p. Gr. a. Landavlens
sørgelige Tilstand i denne Hofstuteriets Periode
saa sig nødsaget til at udstede en Forordning
om, at løsgaaende Hingste maatte have mindst
24 Rdl.’s Værdi. Christian V udvidede denne
Bestemmelse saaledes, at Hingstene skulde
være mindst 1,5 m (9 1/2 Kv.) høje, og Paabudet
indskærpedes senere (1681), ligesom det
paalagdes Præster og Fogeder, Skrivere og
Forpagtere at holde et Par store Følhopper. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
