Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hetæri - Hetærisme eller Promiskuitet - Heuberger, Richard - Heuch, Johan Christian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hetæri (gr.: »Samfund«) var allerede i
Oldtiden Navn for de hemmelige politiske
Samfund i de gr. Stater og brugtes ligeledes om
det Samfund, Rhigas stiftede 1798 til
Grækenlands Frigørelse, men som opløstes ved hans
bratte Død. Særlig er dog Navnet brugt om to
Samfund, der gik forud for den græske
Frihedskrig og væsentlig forberedte dens Udbrud.
Det ene var »Filomusehetæriet«, der bl. sine
Medlemmer talte fl. europ. Statsmænd og
Fyrster (Kejser Alexander af Rusland og de 2
Kronprinser, senere Konger, Ludvig af Bayern
og Vilhelm af Württemberg), og som 1814
valgte Grev Capodistrias til Formand, for at han
skulde tale Grækernes Sag i Wien. Det andet
var »Filikehetæriet« (»Vennernes Samfund«),
stiftet 1814 bl. Grækerne i Odessa af 3 jævne
Mænd, Købmand Nikolaos Skufas fra Arta,
Athanasios Tsakolof fra Janina og Emanuel
Xanthos fra Pathmos, netop af Uvilje over
Wienerkongressens Ligegyldighed. Det havde
det rent politiske Formaal at genoprette
det byzantinske Rige (»den store Idé«) og at
samle alle Balkan-Halvøens kristne Folkeslag
til fælles Kamp mod Halvmaanen. I
Førstningen indviedes kun enkelte i Planen, men fra
1816 organiseredes Samfundet i Lighed med
Carbonariernes og Frimurernes, idet
Medlemmerne optoges i natlige Møder under sære
Ceremonier og var inddelte i 7 Grader, af hvilke
kun de øverste havde fuld Kundskab: selve
Styrelsen forblev ukendt uden for den
snævreste Kreds. Det vandt efterhaanden stor
Udbredelse i alle Egne af Grækenland og paa
Øerne, idet Lederne ikke forsmaaede at bruge
sand byzantinsk List, dels ved at dække sig
under det offentlig kendte H. i Athen, dels ved
at lade de ny Medlemmer ane, at den russ.
Kejser var det egl. hemmelige Overhoved. Det
omsluttede mange af Grækerfolkets bedste
Mænd og af Frihedskampens senere Ledere
(Patriarken Gregorios, Maurokordatos,
Konduriotis, Zaimis, Georgakis, Mauromichalis,
Kolokotronis) samt fl. af de græsk-rumænske
Stormænd (M. Sutsos og Brødrene Ypsilanti);
knyttede ogsaa Forbindelse med Serberen Czerny
Georg (gav derved Stødet til hans Mord 1817),
ja selv med Ali Pasha af Janina. 1818 forlagdes
Hovedsædet til Konstantinopel, hvor
Bestyrelsen efter Skufas’ Død s. A. samledes i Xanthos’
Hus. 1819 rejste Xanthos over Bukarest til
Moskva, grundlagde her en gr. Bank og kom
Febr 1820 til Petrograd, hvor han tilbød
Capodistrias den øverste Ledelse. Da han afslog
dette, skønt han udtalte sin fulde Billigelse,
opfordredes Alexander Ypsilanti, og han lod sig
i Apr. udnævne til H.’s Hærfører. Fl. Gange
var H. nær ved at blive forraadt, men man
forekom Opdagelser ved at myrde Forræderne.
Allerede 1821 gik dets Bet. tabt, da Rejsningen
i Rumænien mislykkedes, og i de første
Maaneder af 1822 frigjorde man sig i Grækenland helt
fra dets Ledelse.
E. E.
Hetærisme (gr.) eller Promiskuitet
(lat.) betegner et kønsligt Samliv uden Lov og
Fasthed, som det bl. a. forekommer under
Prostitutionens og Løsagtighedens Former. Siden
1860’erne fremsatte omtr. samtidigt Bachofen
og Mc Lennan den Hypotese, at vore Samfunds
ordnede, ægteskabelige Forhold var opstaaet af
en opr. H., saa at de ældste Menneskestammer
antagelig skulde have levet i kønslig
Fællesskab. Denne Hypotese støttede sig dels paa den
langt større Frihed, som hos mange lavt
staaende Folk raader i Forholdet mellem Mand og
Kvinde, dels paa visse Institutioner og
Ceremonier, som findes hos Folk med ordnede
Familieforhold, men hvis Mening kun skulde kunne
forstaas som Rester fra en hetærisk Tilstand.
Saaledes skulde den Omstændighed, at mange
Naturfolk regner Børnene i Slægt med
Moderen, men ikke med Faderen, være et
Vidnesbyrd om, at Fader forholdet var usikkert;
religiøse Fester med vilde Orgier, hvor en kønslig
Kommunisme hersker, skulde ligeledes
forklares som et Levn fra H.’s Dage. Den hele
Opfattelse er med stor Styrke gendrevet af
Westermarck. Dels kan de nævnte Forhold
naturligere forklares paa andre Maader, dels er det
ganske usandsynligt, at de primitive Mennesker
skulde have savnet de Instinkter, som hos
Dyrene faar Hannen til at vogte skinsyg over sin
Mage. (Litt.: Bachofen, »Das
Mutterrecht« [Stuttgart 1861]; Mc Lennan, Studies
in Ancient History [1876]; E. Westermarck,
»Det menskliga äktenskapets historia«
[Helsingfors 1893]; E. Crawley, The Mystic Rose
[Lond. 1902]).
K. B.-S.
Heuberger [’hå^ybærgər], Richard, østerr.
Musiker (1850—1914), studerede Polyteknik,
men blev 1876 Dirigent for Akademisk
Sangforening i Wien og ofrede sig derefter helt for
Musikken. Han har virket som Musikkritiker
og Lærer ved Wiens Konservatorium og har
komponeret flere Operaer og Operetter, en
Del Orkester- og Kormusik og vandt navnlig
Popularitet ved sin Musik til forsk. Balletter.
Han er desuden Forf. bl. a. af en
Schubert-Biografi (i Samlingen »Berühmte Musiker«
[1902, 2. Opl. 1908]).
W. B.
Heuch [hä^uk], Johan Christian, norsk
Biskop, f. i Kragerø 23. Marts 1838, d. 13.
Febr 1904. Han blev teologisk Kandidat 1861 og
foretog derpaa en længere Studierejse til
Udlandet, hvor han især opholdt sig i Leipzig og
Erlangen; efter Hjemkomsten var han først et
Par Aar Lærer ved Kragerø Borgerskole, blev
dernæst 1865 personel Kapellan hos Jørgen
Moe, først i Bragernæs og senere i Vester Aker,
konstitueredes 1874 som Præst ved Kria Bys
Syge- og Fattighuse samt
Tvangsarbejdsanstalten, men blev allerede det flg. Aar Hovedlærer
ved Pastoralseminariet og Præst ved
Diakonissestiftelsen; 1880 udnævntes han til
Sognepræst for den nyoprettede Uranienborg
Menighed, og endelig fra 1889 til sin Død virkede
han som Biskop i Kristianssand. H. var en af
de mest fremragende Repræsentanter for den
kirkelige Ortodoksi og udøvede i sin Tid en
ganske overordentlig Indflydelse paa den
norske Kirke. Hans naturlige Veltalenhed og
livlige Aand gjorde ham til en af Kria’s mest
skattede Prædikanter; han udg. ogsaa en
Postille: »Vidnesbyrd om Kristus« (I—II, 1883—90)
og en pastoralteologisk Afh.: »Sjælesorgen hos
de Syge« (1880), der blev oversat baade paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
