Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hezechiel - Hfl - hg - Hg - H. H. - Hi - Hi og Ho - Hiaihiu - Hiakui - Hiatus (i Grammatik) - Hiatus (arkæologisk Betegnelse) - Hiawatha
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mangler Hosea’s ell. Jeremias’ varme
Medfølelse. Han taler med Kulde til sit Folk, thi
han er »haard som Diamant« (3, 9).
Karakteristisk er det, at han for at gengive Jahves
Stemning mod Jerusalem ikke maa vise Sorg over sin
Hustrus Død. Jahves Ære er Midtpunktet i
H.’s Tanke. Den har Folket krænket, og
derfor tugter han det med fanatisk Haardhed. —
Kap. 25—32 indeholder Trusler mod fremmede
Folk: Ammon, Moab, Edom og Filistæa, men
navnlig Tyrus (med Sidon) og Ægypten. Mod
Babylonien, hvor H. selv boede, findes ingen
Trusler. Kap. 36—39 stammer fra Tiden efter
Jerusalems Fald 586 og skildrer Folkets
Genopstaaen, som Jahve sætter i Værk for sin egen
Æres Skyld. Efter de tidligere slette »Hyrder«
opstaar en ny David, der samler hele Landet;
en ny Lykke tilstand vil oprinde med
Frugtbarhed i Landet og Lydighed hos Folket, som faar
et nyt Hjerte (36, 26). Folkets Opstaaen skildres
i et Syn af døde Ben, der vækkes til Live (Kap.
37). Til sidst kommer Gog, en Fyrste for
nordiske, delvis indoeuropæiske Folkeslag, og
anfalder Israel, men omkommer i mægtige
Naturrevolutioner (Kap. 38—39). Kap. 40—48 skildrer
Tilstanden i det ny Kana’an. Landet inddeles
rent abstrakt efter lige Linier. Centrum er
Jerusalem og dets Kultus, hvis Ordning nærmere
beskrives. — H. har haft stor Bet. som
Mellemled mellem det gl. Israel og den senere
Jødedom. Hans Gud er den ophøjede, haarde
Despot, betænkt paa egen Ære. Af
Menneskene kræves først og fremmest Lydighed.
Hjertets Fornyelse bestaar i, at dets Vilje
bliver identisk med Guds Bestemmelser. Over for
den ophøjede Gud gennemtrænges Mennesket
af Syndsbevidsthed. Synden er for H.
kultisk og moralsk. Medens der hos de gamle
Profeter i Reglen var en Modsætning til
Præsterne, forener H. Profeten og Præsten i sig.
Gennem sit Udkast om den rette Kultus
bliver han Lovgiver og har den Bet. at
forberede det præstelige Lovskrift. I
Eskatalogien indfører han det udførlige Fremtidsbillede
med Skildring af Udviklingens Faser. Derved
forbereder han de senere
Apokalyptikere, som han ogsaa staar nær i sin
ejendommelige Udmaling af Visionerne. (Litt.:
G. Hölscher, »Die Propheten« [Leipzig
1914]; B. Duhm, »Israels Propheten«
[Tübingen 1916]; Kommentar af Bertholet i
Marti’s »Kurzer Handcommentar« [Tübingen 1897]).
J. P.
Hfl, forkortet Betegnelse for holl. Gylden.
hg, Forkortelse af Hektogram.
Hg er det kemiske Tegn for Kvægsølv.
H. H., se Jackson, Helen.
Hi er fra Norsk ogsaa gaaet over i Dansk.
Oldn. hið, norsk, »vilde Dyrs Leje, navnlig om
Bjørnens Vinterleje«; svensk hid (e). Roden
er ki, »ligge«; smlg. gr. κεῖμαι, »ligger«, κοίτη,
»hi«.
H. F.
Hi og Ho, kinesiske Astronomer, som levede
c. 2150 f. Kr. De var Kejserens Hofastronomer
og havde som saadanne at forudsige
Formørkelser o. a. himm. Fænomener, som greb ind i
den kinesiske Kultus. Imidlertid indtraf en
Solformørkelse, som ikke var forudsagt, og de
religiøse Ceremonier, som altid en saadan
Begivenhed krævede, blev derfor ikke udførte.
Som Straf for denne Forsømmelse blev begge
Astronomerne henrettede. Den betræffende
Formørkelse, den ældste man har historisk
Efterretning om, fandt muligvis Sted 13. Oktbr
2128 f. Kr., i al Fald mellem 2159 og 2128 f. Kr.
J. Fr. S.
Hiaihiu [’ja^iju?], se Otomi.
Hiakui [’jaki], se Yaqui.
Hiatus (lat.), »Gab«, »Kløft«, er i
Grammatikken Benævnelse paa Vokalsammenstød. Især
anvendes H. om Sammenstød af Vokaler, der
ikke hører til samme Ord, H. kan forsvinde
ved Elision, Kontraktion, Krasis
(s. d.) ell. ad andre Veje. Imellem to
sammenstødende Vokaler kan der udvikle sig en
Konsonant, f. Eks. Jesuit, uartig, udtalt Jesuvit
(en Udtale, der forudsættes af det gl. tyske
Smædenavn Die Jesuwider), uvartig. Jane,
Jette (for Mari(j)ane, Henri(j)ette).
I de slaviske Sprog, hvor Ordenes
Lydsammensætning opr. i særlig Grad har foranlediget H.,
har dette Fænomen vundet stor Udbredelse,
saaledes at mange Ord, der i andre gamle
indoeuropæiske Sprog begynder med Vokal, her
begynder med j ell. v, f. Eks. sanskr. asmi (jeg
er), gr. εῖμί (eimi), lat. sum (af esum), litauisk
esmi, oldn. am, oldirsk em, men oldslavisk
jesmi. En Konsonant, som i Tidens Løb er
forsvunden i visse Ord ell. i visse Stillinger, kan
være bevaret imellem Vokaler, hvor den nu
ser ud som et Indskud, f. Eks. fr. il a (han har),
men a-t-il (har han); opr. ille habet.
P. K. T.
Hiatus, »Kløften«, arkæologisk Betegnelse
for den tilsyneladende Mangel paa Forbindelse
mellem Oldstenalderen, som den bl. a.
kendes fra de franske og sydtyske Hulefund,
hvis sidste Afsnit alm. betegnes som
Madeleine-Tiden, og Nystenalderen, som i
Danmark begyndte med Kystbefolkningen
(»Køkkenmøddingtiden«) og fortsatte i Dysse-
og Jættestuetiden med Agerbrug og
Husdyrhold. I nyere Tid er dette Brud i Udviklingen
ikke mere saa udpræget. I Frankrig og senere
andetsteds er fundet et nyt, efter
Madeleinetiden flg. Tids- og Kulturafsnit,
Azilien-Tiden kaldet, efter det første Findested, Maz
d’Azil, hvor der i en Bjerggrotte fandtes fl.
Beboelseslag over hinanden, nederst et gammelt
Lag, bl. a. med Rensdyrknogler, derover et
Lag med Knogler af Krondyr, Ben- og
Hornsager, mærkelige malede Smaasten, alt fra en
efter Madeleinetiden flg. Periode. Efter et
andet Findested, Tourasse, kaldes Perioden
ogsaa Tourassien-Tiden. Den ved disse
Lag karakteriserede Periode svarer i det hele
til en i Danmark og tilgrænsende Egne, ogsaa
i Mellemsverige, fremdraget forud for
Kystbebyggelsen liggende Periode, der efter det
første store Fund ofte betegnes som
Mullerup-Tiden (»Benalderen«) og tillige bl. a. kendes
fra Kbhvn’s Frihavn og et stort Bosted ved
Sværdborg i Sydsjælland. Fundene tilhører den
Periode, som geologisk betegnes som
Ancylustiden (Fastlandstiden).
H. A. K.
Hiawatha [ha^i-] (Haionhwahtha, ɔ: han
frembringer Floder), Navn og Titel for en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
