Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hierarki - Hieraticum - hieratisk Skrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Apostlen Peter, andre kaldte endog Biskoppen
»Guds Afbillede«, ja »en jordisk Gud«. Men
ogsaa de lavere kirkelige Embeder gav deres
Indehavere en Særstilling. Det var især den
jød.-hedenske Forestilling om Præsten som
Offerets Frembærer, der overførtes paa de
kirkelige Forhold og fremmede Udviklingen af H.,
og efterhaanden bidrog Tonsuren og den
særlige Præstedragt og ligeledes Cølibatstvangen
til yderligere Fæstnelse af denne Tanke,
ligesom ogsaa den Omstændighed, at
Præstestanden kunde bygge paa sit eget økonomiske
Grundlag og saaledes være des mere
uafhængig, afgav en god Støtte for H. Et Udtryk for
den hierarkiske Idé var det, at Præstestanden
betegnedes som Kleros (clerus), den ved
Leddet (ɔ: Guds Udvælgelse) udvalgte Stand,
i Modsætning til Laos, Lægfolket. Som Følge
deraf lagde man efterhaanden den største Vægt
paa Indvielsen til de kirkelige Embeder;
man lærte, at der derved gaves Klerikerne et
umisteligt Særpræg (character indelebilis).
Yderligere udvikledes H. ved Fremkomsten af
de højere Embeder, Metropolitters og
Ærkebispers, Patriarkaterne og navnlig
Pavedømmet i Rom, der stærkere og stærkere samlede
den vesterlandske Kristenhed under sig. Paven
betragtedes som hele Kirkens Biskop og Guds
Stedfortræder paa Jorden, mægtig til at give
og fortolke Kirkelove, sammenkalde alm.
Kirkemøder og give Kirkemøders Bestemmelser
Lovkraft, dertil alle verdslige Fyrsters Overherre.
Særlig gunstig for H. var Midten af
Middelalderen. Dets største Triumfer var det, at fl.
Konger tog deres Lande til Len af Pavestolen;
under Innocens III naaede det Højdepunktet:
Ungarn, Portugal, Bulgarien, Aragonien, Polen
og selv England var pavelige Len. Paverne
greb ind i de forsk. Landes Forfatningsforhold,
og da det var deres Ret at krone den rom.
Kejser, blev Tysklands Overhoved i fl. Maader
afhængigt af dem; Urban IV og Bonifacius VIII
vilde endog hævde, at ingen kunde være
Tysklands Konge, medmindre han var stadfæstet af
Paven. I Norge blev Kongedømmet ved Erling
Skakke’s Overenskomst med Ærkebispen af
Nidaros bøjet i Støvet for Kirken; men dette
er dog ikke noget paalideligt Udtryk for H.’s
Udvikling i dette Land; bag Bisperne stod
nemlig Stormændene med deres Stræben hen imod
Kongemagtens Begrænsning, og H. omstyrtedes
snart af Sverre. Overhovedet gjaldt det, at H.’s
Magt efterhaanden viste sig mindre, end man
troede. Kongemagtens og Nationalfølelsens
Opsving forringede Præstevælden.
Hohenstaufernes vældige Kamp med Pavedømmet endte
ganske vist med den højtbegavede Fyrsteæts
Nederlag; men den voksende Kongevælde i
Frankrig blev dens Hævner. I Slutn. af
Middelalderen var H. meget svækket og har
gennem nyere Tid i det væsentlige ikke kunnet
naa sin fordums Magtfylde. Fortidens
Herlighed har dog ikke været glemt, men har tjent
til Grundlag for Udformningen af de moderne
hierarkiske Idealer, den saakaldte
Ultramontanisme, og Pavens Myndighed har
faaet stærk Støtte ved den videre udviklede
Kirkelære, fremfor alt da ved Kundgørelsen
1870 om Pavens Ufejlbarhed. Den kat. Kirke
opretholder altsaa H.’s Teori; men i Praksis
har H. langtfra sin middelalderlige
Magtstilling. — De protestantiske Kirker afskaffede i
Princippet H., men i Virkeligheden vendte det
dog ofte tilbage i ændret Skikkelse. Dette
gælder særlig de calvinske Kirker. Calvin vilde
have, at Staten skulde styres efter
Teologernes Raad, og de skotske presbyterianske
Præster vilde styre alle Statsanliggender, ja
endogsaa gribe ind i Krigsførelsen. Men ogsaa i
de lutherske Statskirker opstod der i
Ortodoksismens Tid meget H.; tyske Teologer tvang
Frederik II til at afsætte den frit tænkende
Niels Hemmingsen, og Bisperne Bagger og
Kingo hindrede Christian V’s Regering i at
modtage de reformerte fr. Flygtninge.
H. O.
Hieraticum (Hieratikon, helligt,
præsteligt [gr.]), i de gr. Kirker det omgitrede Rum
(Bema), hvor de Gejstlige sidder; i det hele
det fra Kirkens Skib skilte høje Kor.
L. M.
hieratisk Skrift kalder vi (efter Grækerne)
Ægypternes sædvanlige Skrift, der anvendtes
til Breve, Bøger o. s. v., medens man til
monumental Brug brugte Hieroglyfer. Skrifttegnene
i den h. S. er egl. kun Afkortninger af de
hieroglyfiske Billeder, idet man for Nemheds
Skyld, i St f. at tegne Billederne helt, kun
nedskrev de mest karakteristiske Linier. Men
denne Afkortning af Billederne var ikke noget, der
var overladt den Enkeltes Forgodtbefindende.
Hvert Tegn i den h. S. har sin bestemte Form,
som anvendtes af alle; men ligesom i vor Skr.
spillede den Skrivendes Øvelse o. l.
naturligvis en vis Rolle. Den h. S., der ligesom
Hieroglyfskriften bestaar af omtr. 700 Tegn,
begynder meget tidlig, snart efter at Ægypten var
blevet samlet til et Rige, ja maaske før den
Tid, og fortsætter sig langt ned i Kejsertiden.
De fleste gl. ægypt. Skr med h. S., der er
levnede os, er skrevne paa Papyrus; dog haves
ogsaa en Del Indskrifter med h. S. paa
Væggene af Træ-Mumiekister; nogle faa er
indhuggede i Sten. Formen af Tegnene i den h. S. er
ikke ganske ens i hele den lange Tid, gennem
hvilke vi kender h. S. Det er let at skelne
mellem fl. Tidsrum. Den ældste Form af h. S.
findes i Papyrus’er fra det »mellemste Riges
Tid« (saaledes i »Papyruserne fra Berlin«), paa
Mumiekisters Vægge o. s. v. I det nyere Riges
Tid er Aktstykker og Skr med h. S. ofte meget
smukt udførte (f. Eks. Ramses III’s store
Papyrus i London); Tegnene er store og
regelmæssige. Fra det 20. Dynasti (omtr. 1100) bliver
Haandskriften slettere; Tegnene er smaa, ofte
meget skødesløst skrevne og vanskelige at læse
(f. Eks. Papyrus Abbot’s Slutn.). Af denne Form
af h. S., der blev i Brug indtil ind i Kejsertiden,
udviklede sig i Ægypten, ved endnu mere
Afkortning af Tegnene, »den demotiske Skrift«,
der bestod som selvstændig Skrift i omtr. 1000
Aar ved Siden af den h. S. Tegnene i disse to
Skriftarter er indbyrdes meget forsk., saaledes
at den demotiske Skrift ikke kan betragtes som
en Art h. S., men er et helt selvstændigt
Skriftsystem med næsten lige saa mange Tegn som
den h. S. — Hvad angaar Systemet for
den h. S., er det helt det samme som for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
