Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XI: Hasselmus—Hven / 440 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hieroglyffer

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Ligesom de fonetiske H., som udtrykker
Forbindelser af 3 ell. 2 Konsonanter med deres
tilhørende Vokaler, foruden at gengive Ord med
3 og 2 Stavelser ogsaa kan betegne Ord paa
een Stavelse, altsaa med 2 Konsonanter enten
foran ell. bag efter Vokalen, saaledes kan de
fonetiske H., som udtrykker Forbindelser af
en Konsonant med tilhørende Vokal, ogsaa
betegne vokalløse Konsonanter, altsaa blotte Lyd.
Med andre Ord: en Del H. er virkelige
Bogstaver ligesom vore Bogstavtegn. Ved
Hjælp af disse Tegn vilde det have været
muligt at gengive de gl. Ægypteres Sprog, og der
vilde i Grunden ingen væsentlig Hindring have
været i Vejen for dem, hvis de havde kunnet
bekvemme sig til at kaste deres besværlige
Skriftsystem over Bord og kun beholde
Bogstavtegnene. Men dette skete aldrig. Uagtet
Ægypternes Naboer, baade mod NØ.
(Fønikerne) og mod SØ. (Sabæerne og Minæerne i
Sydarabien), tidlig havde Bogstavskrift, holdt
Ægypterne lige til det sidste fast ved det gl.
indviklede Skriftsystem; først Kristendommen
fik dem til at bryde dermed. Alligevel sporer
vi hos de gl. Ægyptere en svag Antydning af,
at de dog saa paa de omtalte H., der
anvendtes som Bogstavtegn (og som bestaar baade af
Konsonanttegn og af Tegn, der foruden at
være Konsonanttegn ogsaa er en Art
Vokaltegn), paa en lidt anden Maade, end de saa
paa de øvrige H. Ægypterne anvender nemlig
disse fortrinsvis ved Gengivelsen af fremmede
Navne, og de benytter desuden ikke sjælden
de samme Tegn til at hjælpe de ægypt. Læsere
til den rette Forstaaelse af H., som let kunde
misforstaas. En Del af H. er nemlig
polyfone ɔ: de kan læses snart paa een, snart paa
en anden Maade; fl. Tegn lignede desuden
hverandre temmelig meget. For at hindre
Misforstaaelser tilføjede Ægypterne til deres
Stavelsestegn ofte Endebogstavet ell. endog de to
sidste Bogstaver ell. Begyndelsesbogstavet, f.
Eks. til (der kan læses hotepu, hotpu,
hotp o. s. v.) tilføjedes t og p altsaa
, , men disse Tilføjelser er ikke at udtale
ved Oplæsningen. Denne Anvendelse af H.
kaldes det fonetiske Komplement. — En
tredje væsentlig Forskel fra vor Skrift er
endelig: Anvendelsen af Determinativer
(Bestemmelsestegn ell. Henførelsestegn), ɔ:
man tilføjede efter fonetisk skrevne Ord een
ell. fl. H., som skulde vejlede Læseren til at
søge den Sfære ell. Kreds, hvor vedkommende
Ord hørte hjemme. Var Talen om en Mand,
tilføjedes Billedet af en Mand; var Talen om
et Ord, der udtrykker en Handling, hvortil der
udfordres en vis Kraft, tilføjedes en Arm med
et lille Vaaben i Haanden; var Talen om at
spise, drikke, tale, i det hele om Ting, hvortil
Munden bruges, tilføjedes en H. af en Mand, som
fører Haanden til Munden (se Eks. ndf.) o. s. v.
Ligesom vore Skriftsystemer har særegne
Taltegn, der kan forstaas ogsaa af dem, som ikke
kender vedkommende Sprog, saaledes anvendte
de gl. Ægyptere i deres H. ogsaa Taltegn, som
i alt Fald delvis vil kurne forstaas selv af
dem, der ikke har noget Kendskab til
Ægypternes Oldsprog. Men foruden disse Tegn finder
man iblandt Ægypternes H. anvendt andre
ideografiske Tegn, som det er muligt
at forstaa uden at kende det ægypt. Ord, som
Forfatteren har villet udtrykke. Det er de ovf.
omtalte Determinativer, der ofte i
Indskrifterne anvendes som ideografiske Tegn, idet man
for Nemheds Skyld har udeladt de fonetiske
H., hvormed Ordet plejede at skrives, og
hvortil Determinativet ellers sluttede sig. Man gik
nemlig ud fra, at Læseren nok vilde forstaa at
finde det rigtige Ord ud af Sammenhængen.
Dette er som oftest heller ikke vanskeligt, selv
for os; men da Sproget var rigt og besad ikke
faa Synonymer for mange Ord og Begreber, vil
man dog oftere have Vanskelighed ved bestemt
at angive, hvilket Ord Forfatteren har tænkt
paa. — Fl. H. anvendtes snart som fonetisk
Tegn, snart som Determinativ, snart som
ideografisk Tegn. I ydre Henseende er der ingen
Forskel mellem Tegn, der anvendes som
Stavelsestegn (Bogstavtegn), Determinativer og
ideografiske Tegn.

Brugen af H. begyndte meget tidlig i
Ægypten. Indtil for nylig antog man dog, at vi nu
ikke havde Indskrifter med H. fra en ældre
Tid end det saakaldte 3. Dynasti (henv. Aar
4000 f. Kr.); men ved Udgravninger af J. de
Morgan o. a. er det for nylig paavist, at vi har
Indskrifter med H. fra den ældste historiske
Tid (maaske fra en saa tidlig Tid som Rigets
Grundlæggelse ved Menes), ja maaske fra den
rent forhistoriske Tid. — I Rigets blomstrende
Tider dannede man i Ægypten en Art
Lønskrift, som anvendtes ved Siden af den
sædvanlige Skrift, idet man tillagde nogle H. helt
ny Værdier, som holdtes hemmelige for
Udenforstaaende. Indskrifter med saadanne Løn-H.
(»enigmatiske H.«) ses paa fl. St. i Ægypten,
imellem Indskrifter med sædvanlige H. Ved
Siden heraf, maaske under Indflydelse fra
denne Lønskrift, fik enkelte H. efterhaanden
ny Værdier, medens andre H., som i ældre
Tider næppe forekommer, kom op for snart at
anvendes hyppig. I den græske og endnu mere
i den romerske Tid maa mange H. læses paa
en helt anden Maade end i Rigets
Blomstringstid. En Mængde H., som tidligere var
Stavelsestegn og udtrykte to Konsonanter, en stærkere
og en svagere, hvilken sidste af og til kunde
gaa over til at blive en Vokal, blev nu rene
Bogstavtegn. I det senere hieroglyfiske Alfabet
har man som Følge heraf fl. H. at vælge
imellem, naar man vilde skrive Ord, Navne o. l.
med Bogstavtegn. I det hele synes man i den
senere Tid i Ægypten ikke ret at have haft
Forstaaelsen af Princippet for
Hieroglyfskriften, men man vedblev dog at anvende H. til
Indskrifter indtil langt ind i 3. Aarh. Den
sidste Kejser, hvis Navn med Sikkerhed kan
paavises i H., er Decius (i Tempelet i Esne).
Hvornaar Kendskaben til H. helt forsvandt, ved
vi ikke nøjere. Men i ethvert Tilfælde stod H. i
henved halvandet Aartusinde som en ukendt,
gaadefuld Skrift, indtil det lykkedes
Champollion’s vidunderlige Skarpsind og Lærdom at
løfte Sløret og løse H.’s Gaade (se

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>