Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hil - Hilali - Hilarier - Hilarion den hellige - Hilarius - Hilarius den hellige - Hilarotragedie - Hilarus - Hilbert, David - Hilda (Kvindenavn) - Hilda (Cistercienserkloster)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hil (H. dig!) var i de nordiske Sprog i
Brug i Middelalderen, som det er i Brug den
Dag i Dag, i Salmer, i formulerede Bønner, i
højstemt og højtidelig Stil. Ordet er af samme
Rod som hel, hellig, Helbred, Helsen, held,
hilse.
P. K. T.
Hilali [hila.’li.], Bedr-ed-dîn, pers. Digter,
stammede fra Tchagatai, men levede mest i
Herat; han regnedes af Shiiterne for en
Sunnit, men blev ikke desto mindre 1532 henrettet
som shiitisk Kætter af Uzbeg-Høvdingen
Obeid-Khân. Han skal have improviseret sit sidste
Vers, da Bøddelen havde forfejlet det første
Hug og kun saaret ham i Hovedet. H.’s
episk-romantiske Digtninge, hvoraf de kendteste er
»Leilâ og Medjnûn« og »Konge og Dervish«,
er skrevne i et pragtfuldt og farverigt Sprog.
Det sidste Epos er metrisk overs. af Ethé i
»Morgenländische Studien« (Leipzig 1870). Hans
»Dîvân« (lyriske Digte) er udg. i Cawnpore
1864.
A. C.
Hilarier (Hilaria), Glædesfest, var en Del
af den i Rom fra Kejser Claudius’ Tid, i
Dagene 22.—27. Marts afholdte Fest for Kybele
og Attis. Festens første Dage var Sørgedage;
derefter fulgte 25. Marts Glædesfesten H., paa
een Gang i Anledning af Attis’ Genopstandelse
og Foraarets Beg. Ingen maatte den Dag vise
noget Tegn paa Sorg. Det hele afsluttedes 27.
Marts med en stor Procession, der formede sig
som en Art Karneval med udstrakt
Maskefrihed. Ogsaa andre Fester, f. Eks. i Anledning
af en Kejsers Tronbestigelse, betegnes stundom
med Navnet H.
H. A. K.
Hilarion, den hellige, skal have lagt
Grunden til Munkevæsenet i Syrien, men med
hist. Sikkerhed kendes kun hans Navn. I en
Roman Vita Hilarionis lader Hieronymus ham
fødes 292 i Tabatha i Palæstina og dø 372 paa
Cypern. (Litt.: Israel i »Zeitschrift für
wissenschaftl. Theologie« [1880]).
L. M.
Hilarius (Pictaviénsis), Biskop af Poitiers,
en af den kristelige Oldtids betydeligste
Kirkelærere, f. c. 300 i Poitiers (Pictavia), d. smst.
366 ell. 367. H. var af en anset Slægt og
voksede op i et af Brændpunkterne for Datidens
Kultur. Hans Rigdom og høje Anseelse kunde
ikke tilfredsstille hans Evighedslængsler, og fra
Filosofien førtes han gennem Gl. Test. og
Prologen til Johannes-Evangeliet til
Kristendommen. Han blev døbt c. 350, og et Par Aar
efter blev han Bisp i sin Fødeby. Da han var
en Modstander af Arianerne, forviste Kejser
Konstantin ham til Frygien, hvor han levede
356—60. I sin Landflygtighed skrev han sit
dogmatiske Hovedværk De trinitate. Han blev et
Mellemled mellem Østen og Vesten, og den
østerlandske Videnskabelighed omplantede han
paa gallisk Grund. Han er Vesterledens første
Salmedigter, men næppe nogen af de Salmer,
der bærer hans Navn, er af ham. Det er ham
om at gøre at forene den klassiske
Smagfuldhed med Kristendommens Kraft. Pius IX
udnævnte ham 1851 til Doctor ecclesiæ. Den
bedste Udg. af hans Skr er Benediktinernes (Paris
1693, ny Udg. 1844—45). (Litt.: Reinkens,
»H. von Poitiers« [Schaffhausen 1864];
Largent, St Hilaire [Paris 1902]).
L. M.
Hilarius, den hellige, Biskop i Arelate,
f. c. 403, d. 449. Efter at have levet som
Munk paa Lerina (nu St Honoré) blev han 429
Biskop i Arelate (Arles). Han søgte at gøre sit
Bispedømme til et Midtpunkt og Hoved for
Galliens Kirke, men Pave Leo den Store tvang
ham til at lade disse hovmodige Tanker fare.
Modig greb han ind mod alle sædelige
Udskejelser, og som Biskop fortsatte han sit
Munkeliv.
L. M.
Hilarotragedie (gr.: lystig Tragedie) en
Blanding af Spøg og Alvor, en Slags Travesti
af Tragedien. Genren er opfundet af Rhinthon
fra Tarent (c. 300 f. Kr.), der travesterede
tragiske Myter ved Iblanding af komiske Scener.
Cl. W.
Hilarus, Pave 461—68. Han var som
pavelig Legat til Stede paa Røversynoden i Efesos
449, hvor han blev fængslet. Som Pave
forsvarede han Roms Overhøjhed baade over for
Kejseren og de galliske og sp. Bisper.
L. M.
Hilbert [’helbært], David, tysk
Matematiker, f. 23. Jan. 1862 i Königsberg, blev 1893 Prof.
i Matematik ved sin Fødebys Univ. 1895 overtog
han et matematisk Professorat ved Univ. i
Göttingen. H. har paa forsk. Omraader vist sig
som en meget betydelig Matematiker. I den
højere Talteori har han ydet store Bidrag til
Udviklingen af Teorien om de algebraiske
Tallegemer; af hans Undersøgelser herover findes
et udførligt Referat i »Jahresber. der deutschen
Mathematikerver.«, 1897. Han har videre
indgaaende beskæftiget sig med Geometriens
Aksiomer; hans Værk »Grundlagen der Geometrie«
er udkommet i 4. Opl. Foruden disse Emner
har H. i spredte Afh. i »Gött. Nachr.«, »Math.
Ann.«, »Acta math.« o. fl. St. behandlet forsk.
andre, som Variationsregning og
Invariantteori; han har leveret et Bevis for, at alle
en algebraisk Forms Invarianter kan udtrykkes
ved et endeligt Antal af dem (»Math. Ann.«
[1888]). Særlig udg. er: »Grundzüge einer
allgemeinen Theorie der linearen
Integralgleichungen« (1912). 1903 tildelte det fr. Akademi ham
Prix Poncelet for hans Undersøgelser
vedrørende Geometriens Principper.
Chr. C.
Hilda, dansk Kvindenavn. Det er aabenbart
en latiniseret Form af Hilde, der stammer fra
Sakse’s Danmarkskrønike, og Navnet er i
denne Form af forholdsvis ny Dato.
G. K-n.
Hilda (Eldena), Cistercienserkloster i
Pommern, tæt ved det senere Greifswald,
opstod derved, at danske Munke fra Dargun,
Esroms Datterkloster i det vendiske
Mecklenburg, flygtede fra deres Kloster til Fyrst
Jarimar af Rügen (1199). Først 1207 lykkedes det
dog Jarimar at faa grundlagt Klostret H. for
de husvilde Cisterciensere, og H. blev saaledes
en Datter af Esrom. En Abbed i H. anlagde
Greifswald, og Abbeden i Esrom
medundertegnede dens Stadsret. Under Trediveaarskrigen
ødelagdes Klosterkirken (Ruinerne viser
Bygningens Slægtskab med dansk Bygningsskik paa
Valdemar’s-Tiden), og Klostergodset skænkedes
da til Greifswald-Univ. (1634). Se for øvrigt
Eldena. (Litt.: Pyl, »Gesch. des
Cisterzienserklosters Eldena im Zusammenhange mit
der Stadt u. Universität Greifswald«, I—II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
