- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XI: Hasselmus—Hven /
469

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - himjaritiske Indskrifter - Himly, Karl - Himmel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


himjaritiske Indskrifter kalder man en
Gruppe Indskrifter, affattede i et
ejendommeligt Alfabet, som særlig hører hjemme i det
sydvestlige Arabien, men som ogsaa er fundne
enkelte andre Steder uden for Arabiens
Grænser. Navnet h. I. er ikke videre heldigt, da
Granskningen af Indskrifterne har vist, at
forholdsvis kun faa af dem stammer fra
Himjaritterne. Det store Flertal af de h. I. hidrører
fra andre gl. Folk i Sydvestarabien, særlig fra
Sabæerne og Minæerne. Men da Himjaritterne
var de eneste af de gl. Folk i Sydarabien, som
havde holdt sig helt ned til Muhamed’s Dage,
og da de saaledes var bedre kendte end de
andre gl. Folk i disse Egne, laa det nær at
henføre de ejendommelige Indskrifter, man
fandt i disse Dele af Arabien, til Himjaritterne.
Det Alfabet, som benyttedes i de h. I., bestaar
af 29 Bogstavtegn, altsaa en Del fl. end
Fønikernes og vor Bogstavrække. Som alle
semitiske Skriftsystemer er den i de h. I. anvendte
Skrift væsentlig en Konsonantskrift. Men
medens Kendskabet til adskillige gl. Folks Skrift
efterhaanden helt gik tabt (f. Eks. den
fønikiske Skrift), saaledes at vor Tids
Videnskabsmænd har maattet begynde at dechifrere dem
saa at sige forfra, kan Skriften i de h. I. ikke
siges at have været helt tabt. I nogle arabiske
Haandskrifter fandtes et Par Alfabeter, som
Araberne kaldte Musnad, og som meget
minder om Skriften i de h. I., fra hvilke de
sikkert er afledede. En god Hjælp har man
ogsaa haft i de kristne Abessinieres gl. Skrift
»den æthiopiske Skrift« (anvendt i den
æthiopiske Bibeloversættelse og den øvrige
old-æthiopiske Litt. foruden i Indskrifter); den
stammer sikkert ligeledes opr. fra Himjaritternes
Skrift. Uagtet arab. Lærde i Tiden efter
Muhamed havde Kendskab til Skriften i de h. I.,
kunde dog ingen forstaa dem. Saa meget havde
Sproget forandret sig i Sydarabien. Først i
vore Dage har europ. Lærde med Held begyndt
at tolke de h. I.; men Bet. af mange Ord er
dog endnu usikker. De h. I. har ikke ret længe
været kendte i Europa. Den danske Rejsende
Carsten Niebuhr hørte om disse gl. Indskrifter,
men saa selv næppe nogen af dem. Den første,
der bragte Afskrifter af h. I. til Europa, var
Seetzen. Eng. Rejsende, især Wellsted, bragte
snart fl.; endnu fl. skyldes fr. Rejsende, Arnaud
og fremfor alle Halévy. Den allerrigeste Høst
af gode Afskrifter af h. I. hjembragtes af E.
Glaser paa hans 4 Rejser (1882 og flg. Aar).
Dechifreringen skyldes Fresnel, Rödiger,
Osiander, Halévy, Glaser o. a. Undersøgelserne af
de h. I. har vist, at ikke den samme Dialekt
er anvendt i alle h. I. Der er to temmelig forsk.
Dialekter, som man kalder den »sabæiske« og
den »minæiske«. Den første Sproggransker, der
har givet en Fremstilling af Grammatikken i
de h. I., er Halévy (i hans Grammaire Sabéenne
i Journal Asiatique 1873). Mange h. I er meget
smukt indhuggede og vidner om stor teknisk
Dygtighed. Alle h. I. vil blive udgivne i
Facsimile og tydede i Bd IV af Corpus
Inscriptionum Semiticarum
(Paris 1889 ff.). Teksten er
af Derenbourg. (Litt.: F. Hommel,
»Südarabische Chrestomatie« [München 1895]).
V. S.

Himly [’hemly], Karl, tysk Læge, f. 1772
i Braunschweig. d. 22. Marts 1837 i Göttingen.
H. studerede ved det anat.-kirurgiske Kollegium
i Braunschweig 1790—92 og derefter i
Göttingen. Han udnævntes 1795 til Prof. ved den
med.-kirurgiske Klinik i sin Fødeby, men
forflyttedes 1801 til den intern med. Professur i
Jena. 1803 blev han Direktør for det
akademiske Hospital i Göttingen, hvor han var til sin
Død. Han druknede i Floden Leine. H. var den
første, der (fra 1803) gav Undervisning i
Oftalmologi og han indførte de Midler, der udvider
Pupillen (Belladonna). H. udgav
»Opthalmologische Bibliothek« 1802—07, der efterfulgtes af
»Bibliothek für Opthalmologie«, desuden forsk.
Lærebøger. H. grundlagde sammen med
Hufeland »Journal für prakt. Heilkunde«. Posthumt
udgaves »Die Krankheiten und Missbildungen
des menschlichen Auges und deren Heilung« (2
Bd, 1842—43).
J. S. J.

Himmel benævnes Verdensrummet med det,
som befinder sig deri. For den umiddelbare
Betragtning fremtræder H. som en Hvælving
(hul Halvkugle), der hæver sig over Jordens
Flade, og i hvis Midtpunkt Øjet befinder sig.
Kloderne i Verdensrummet
(Himmellegemerne) faar Udseende af at være fæstede til
den indre Side af denne Hvælving
(Himmelkuglen, Firmament, den udstrakte
Befæstning), der i ældre Tider ansaas for en
solid Masse; alle dens Lyspunkter (Stjerner)
havde følgelig samme Afstand fra Iagttageren. For
Nutidens Astronomi er Hvælvingen kun en
Forestilling, som alene tjener til at bestemme
de Retninger, hvori Stjernerne ses.

Himmelkuglen med alle sine Stjerner
bevæger sig fra Ø., hvor Himmellegemerne først
viser sig (»staar op«), til V., hvor de forsvinder,
(»gaar ned«) for paa ny at komme til Syne i
Ø. Den Tid, som medgaar, inden Himmelkuglen
gentager denne Bevægelse, kaldes en Dag, og
under denne daglige Bevægelse beholder
Stjernerne deres indbyrdes Stilling uforandret,
medens de forsk. Stjerner beskriver Baner, der
er hverandre ulige. Disse Baner er Cirkler
(Lillecirkler paa Himmelkuglen), som er
parallelle og bliver mindre og mindre mod et
bestemt Punkt paa H., der synes at være uden
Bevægelse, og som er Centrum ell. Pol for alle
de parallelle Cirkler. Dette Punkt kaldes H.’s
Pol
. Jo større en Stjernes Afstand fra denne
Pol er, desto større er den Parallelcirkel, den
beskriver, indtil i en Afstand af 90° fra Polen,
hvor Parallelcirklen bliver en Storcirkel, hvis
Plan kaldes H.’s Ækvator. Paa den anden
Side af Ækvator bliver Parallelcirklerne igen
mindre og mindre til 90° fra Ækvator, hvor
man har den anden, af den uigennemsigtige
Jord for os skjulte, ubevægelige Himmelpol. Den
Pol, som vi ser, kalder vi H.’s Nordpol, den
anden, der er under, dens Sydpol. En ret
Linie gennem den synlige Pol og Iagttagerens
Øje vil træffe den anden Pol. Denne Linie
kaldes H.’s Akse; den forener de Punkter paa
H., der ingen Bevægelse har; den staar lodret
paa alle Parallelcirklers Planer, altsaa ogsaa
paa Ækvator, hvis Akse den er; i den ligger
alle Parallelcirklers Centrer; omkr. den synes

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:26 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/11/0477.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free