Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Himmel - Himmel (mytologisk)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Deklination et andet af den daglige
Bevægelse uafhængigt Bestemmelsesstykke. Man har
kun at vælge et fast Punkt i Ækvator og regne
Stjernens Afstand langs Ækvator fra dette
Punkt. Som dette faste Punkt har man valgt
det Punkt i Ækvator, hvori Solen er, naar den
paa sin aarlige Bevægelse gaar over fra sydlig
til nordlig Deklination; dette Punkt kaldes
Foraarsjævndøgnspunktet og er
altsaa det ene af de to Punkter, hvori
Ekliptikken skærer Ækvator. Deklinationscirklen
gennem dette Punkt (V) danner med
Deklinationscirklen gennem Stjernen en Vinkel, som kaldes
Stjernens Rektascension; den udmaales
ved Buen af Ækvator mellem de to Punkter,
hvori disse nævnte Deklinationscirkler skærer
Ækvator, og regnes fra
Foraarsjævndøgnspunktet mod Ø., modsat den daglige Bevægelse, men
i samme Retning som Solens aarlige Bevægelse.
I tidligere Dage bestemtes en Stjernes Plads
paa H. i Forhold til Ekliptikken.
Den mere ell. mindre intensive blaa Farve,
H. har paa skyfri Dage, hidrører efter Lord
Rayleigh fra, at det hovedsagelig er
Solstraaler af kort Bølgelængde — de blaa og violette
Straaler — som bliver diffust reflekterede fra
Atmosfærens Luft- eller Støvpartikler; derfor
maa bl. de Straaler, som bliver reflekterede til
os fra H., de blaa være de overvejende.
J. Fr. S.
Himmel (mytologisk). I Oldtiden tænkte man
sig efter bab. Forbillede H. som en Kuppel
af et fast Stof (Metal, Is ell. lgn.), der hvælvede
sig over Jorden, og over hvilken de himmelske
Vande, »Vandene oventil«, laa. Disse
strømmede da som Regn, gennem Sluser i
Himmelhvælvingen, ned over Jorden, saaledes som det
er omtalt i Syndflodsberetningen. Under
Himmelhvælvingen havde Himmellegemerne deres
Baner anviste, og det er derfor naturligt, at
de Guddomme, der styrede disse, lige saavel
som de, der skulde fordele Vandene, fik deres
Bolig anvist i det høje (medens man tænkte sig
de fleste andre Virksomheders Guder boende
under Jorden, i Havet ell. rundt omkr. paa
Jorden). Meget hyppig lærtes det da, at
Gudeverdenen havde hjemme paa et højt Bjerg,
hvis Tinder ragede op i H. og blev et
Mellemled mellem Jord og H. Derved vænnedes man
efterhaanden til at tænke sig de store Guder
som himmelske og betragte H. som noget
guddommeligt.
Hvor tæt Forbindelsen mellem det himmelske
og det guddommelige allerede har været, ser
vi bedst af den babyloniske Religion, hvor den
egl. Himmelgud Anu (hvis Navn selv bet. H.)
hører til Babylonernes ældste Gudekreds og
allerede er trængt ganske i Baggrunden i den
Mytologi, vi kender. Ogsaa den gammelindiske
Himmelgud Dyaus er allerede en fortrængt
Guddom i vor Veda, medens hans Fæller Zeus
og Jupiter beholder deres ældgamle Bet. som
Himmelguder i den gr. og rom. Mytologi.
Saavel i Navnet Dyaus som i Jupiter og Zeus,
Genetiv Dios, ligger Bet. »lys«, »himmelsk«, og det
lat. Ord for Gud deus, fr. dieu, har bevaret
denne Bet. i Gudenavnet. Forbindelsen mellem
Religiøsiteten og det himmelske antydes paa
mange Maader i Kultus, saaledes ved
Grækernes opadskuende Tilbedelse, ved det rom.
Tempels aabne Loft (som vi endnu ser det i
Pantheon i Rom) o. s. v. Træffende bemærker Max
Müller, at overalt, hvor Tilbedelsen retter sig
mod H., har Religionen et vist Skær af
Idealitet, og sikkert nok har det været et
glædeligt Fremskridt, der førte Menneskene fra den
mørke Frygt for underjordiske og
spøgelseagtige Guddomme til Dyrkelsen af Lysets
Magter; dog maa det erindres, at denne
Himmeldyrkelse tillige, allerede i den babyloniske Tid,
har ført Menneskene ind paa den
Sammenblanding af Religion og Astronomi, der aldrig ret
har villet forlade Hedenskabet.
Forestillingen om H. som Gudesæde har
mange Steder ført til Troen paa, at ogsaa Sjælene
har deres Salighedssted i H. (hos
Guderne), medens man opr. har tænkt sig de
Afdødes Opholdssted under Jorden, i det yderste
Vesten, hinsides Havet e. l. Vi ser da
efterhaanden Begrebet »H.« udvide sig til at
omfatte en hel oversanselig ell. overjordisk
Verden, befolket af Aander, Engle og Guder, og
dette har vistnok bidraget til den Forestilling
om en Flerhed af H., som vi træffer i
adskillige Mytologier. Udførligst har Inderne
udviklet denne Tanke, idet f. Eks. Buddhisterne
(i Fortsættelse af den ældre brahmanske
Forestilling) tænker sig tre Systemer af H.
(»Lysternes Sted«, »Formernes Sted« og »det formløses
Sted«), hvor de forsk. Væsener af menneskelig
ell. guddommelig Rang faar deres Bolig. I
Persernes mere efter moralske Principper
gennemtænkte Verdenssystem hæver Sjælen sig
gennem de gode Tankers, de gode Ords og de gode
Gerningers H. op til det uendelige Lys, hvor
Ormadz selv har hjemme. Jøderne tænkte sig
7 H., en Forestilling, som vel ogsaa Paulus har
bevæget sig i, naar han taler om, at han
henrykkedes til den tredie H.; men naar vi i
Dante’s Paradiso træffer 10 H. og rundt omkr.
i Almuetroen snart 7, snart 9, snart 12 H. (jfr
Holberg’s »Julestuen«: »der er 7 H., den ene
lige højt fra den anden«), saa kan der heri
ogsaa skjule sig oldeuropæiske Forestillinger
(Islændernes og Finnernes 9 H. o. l.).
Udførligst er Himmellæren i den kristne
Kirke blevet udviklet hos Dionysios Areopagita,
der — dels under jød., dels under nyplatonisk
Indflydelse — konstituerede et nifoldigt
Himmelsystem, stigende fra Engles, Ærkeengles og
Fyrstendømmers H. gennem Kræfternes,
Herredommernes og Magternes til Serafernes,
Kerubernes og Tronernes H., hvor Gud bor øverst
oppe. Skønt dette System kun har betinget
Gyldighed i den kat. Kirke og slet ikke
anerkendes i den protestantiske, er det antikke
Verdensbilledes »H.« og adskillige dertil
knyttede mytologiske Elementer — i hvert Fald
symbolsk — bevarede i vor Kirke, saa sandt
som de ogsaa tit dukker frem i det ny Test.’s
Tale om Guds Sted, om Englene, der farer op
og ned, om Himmelfart o. l. Dog er der heri
noget, som det religiøse Sprog vel aldrig
kommer ud over: bestandig vil man bruge Ordet
»H.« for at betegne den ideale Tilstand, hvori
man tænker sig det guddommelige, ligesom
Ordet »opad« altid vil blive Betegnelsen for den
ideelle Stræbens Retning. (Litt.: Troels
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
