Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Himmelbrev - Himmelfart, Kristi - Himmelfartsdag, Kristi - Himmelfartsøen - Himmelfotografi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvor gl. de er i Danmark, lader sig ikke
bestemt afgøre. Naar Hans Tavsen (1528) og
Niels Palladius (1555) udsender
Opbyggelsesskrifter i Form af H., kan det muligvis skyldtes
tyske Forbilleder. Paa Holberg’s Tid var de i
hvert Fald meget udbredte, og de er
vedblivende optrykt lige til vore Dage; der kendes
30—40 forsk. Udg. paa Dansk, men der har
naturligvis været mange flere.
En anden Klasse af H. er udartet til rene
Trylleformularer, de indeholder kun
Indledningen om Brevets Herkomst, efterfulgt af en
Besværgelse mod Ild ell. Sværd, og er bl. a.
blevet baaret af Soldater i Krigen; af disse
kendes adskillige. (Litt.: Jens Kamp,
»Danske Folkeminder« [1877], S. 314; Kr.
Sandfeld Jensen, »H.« [Dania 3, 193]).
G. K-n.
Himmelfart, Kristi, er ifølge Ny Test.’s
Beretning den Begivenhed, som afslutter
Frelserens Liv paa Jorden. Den berettes Mark. 16,
19, Luk. 24, 50 ff. og Acta 1, 9 ff. og omtales
Joh. 6, 62, 20, 17 samt Acta 2, 33, Ef. 4. 10, 1.
Tim. 3, 16, 1. Pet. 3, 22. Meningen med den er
sikkert at give en anskuelig Fremstilling af
Frelserens Overgang fra den synlige til den
usynlige Verden.
F. C. K.
Himmelfartsdag, Kristi (Ascénsio eller
assúmptio Domini), kristelig Festdag, som altid
falder paa 40. Dag efter Paaske og fejres til
Minde om Kristi Himmelfart. Efter Midten af
4. Aarh. fejres H. alm., men der er dog Klager
over, at adskillige ikke sætter tilstrækkelig Pris
paa den. — I den rom.-kat. Kirke fejres 15.
Aug. som Jomfru Maria’s H.
L. M.
Himmelfartsøen, se Ascension.
Himmelfotografi (Astrofotografi). I
Astronomien kommer Fotografien til
Anvendelse paa to Maader. I det ene Tilfælde benyttes
Fotografien som tekn. Hjælpemiddel til at
registrere Aflæsninger af Cirklen og
Mikrometerskruen ell. Stjernepassager, hvorved paa en vis
Maade Iagttagerens Personlighed og dermed
tillige en Række individuelle Fejlkilder
elimineres. Ved den anden Anvendelse har Fotografien
at levere et muligst tro Billede af det Objekt,
Kikkerten er rettet mod, saa at dette Negativ
senere kan benyttes i videnskabeligt Øjemed,
enten til Studium af Detailler i Objektet (f.
Eks. Maanen, Solen), ell. til eksakt Udmaaling
(f. Eks. Fiksstjernehimlen). Det er
hovedsagelig i Fremstilling og Udmaaling af
Fiksstjernehimlen og Stjernetaager og -hobe samt i
Spektralanalysen af Stjernerne, at Fotografien
hidtil har udrettet epokegørende Ting og gjort
storartede Opdagelser ved Siden af at have
fuldstændig omforandret de gl.
Observationsmetoder, idet Arbejdet ved Kikkerten betydelig
er forkortet i Tid og den direkte mikrometriske
Maaling, der før maatte foretages mangen Gang
i ubekvemme Nattetimer, nu udføres under
Mikroskopet med betydelig mindre Anstrengelse
og kan henlægges til hvilken som helst Tid.
Denne ny og vigtige Epoke begynder 1871,
idet det da lykkedes Maddox at fremstille
fotografiske Plader, der ved Siden af at være i
høj Grad følsomme besad, den højst vigtige
Egenskab, at de kunde eksponeres, saa længe
man ønskede, hvorved man opnaaede ved
Hjælp af en lysstærk Kikkert, — der rigtignok
maatte konstrueres saaledes, at dens Objektiv
i sit Brændpunkt samlede de for den
fotografiske Plade mest følsomme Lysstraaler (de
violette), medens de tidligere konstruerede til
visuelt Brug i deres Brændpunkt forener de for
Øjets Retina mest følsomme Straaler (de gule)
— at trænge dybere ind i Verdensrummet, end
Øjet hidtil havde formaaet. Og disse Plader —
Bromsølv-Gelatin-Tørreplader —, der opererer
med Lysmængden, medens Retina bedømmer,
hvad den opfatter efter Lysintensiteten —
havde desuden den Fordel fremfor den tidligere
benyttede Kollodiumproces, at Gelatinlaget
kun ganske ubetydelig blev fordrejet og
fortrukket under Udviklingsmanipulationerne
efter Fotograferingen, saa at man med Lethed
ved Forsigtighed under Maalingen ell. ved
Anvendelse af fine Gitre, som kopieredes med paa
Pladen, fuldstændig kan undgaa Fejl p. Gr. a.,
at Laget ikke er helt igennem uforanderligt,
stabilt. Ved Kollodiumprocessen kan nemlig
Laget blive saa fortrukket, at enhver Maaling
bliver illusorisk.
Før man havde disse Tørreplader, benyttede
man i Fotografiens tidligste Dage Daguerre’s
Metode; men de Resultater, Daguerre 1839 selv
opnaaede med Maanen, var højst ufuldkomne;
bedre lykkedes det Draper 1840 og Bond 1850
at faa Daguerreotypbillede af Maanen. 1842 fik
Lerebours det første Billede af Solen, og dette
viste tydelig, at Solskiven er stærkest lysende
i Midten; Fizeau og Foucalt opnaaede 1845
et Billede af Solen med Pletter.
Fotografering af Solformørkelse blev første Gang
forsøgt af Majocchi 1842, men uden Resultat;
1851 lykkedes det derimod Busch at faa
et Billede af Koronaen og de største
Protuberanser. Fotografering af Fiksstjerner blev
begyndt af Bond 1850 med Vega og
Dobbeltstjernen Castor, men disse Billeder viste
kun alt for tydelig, at man endnu ikke kunde
tænke paa noget Fremskridt i denne Gren af
H., baade fordi Daguerreotyppladen havde for
liden Følsomhed, og fordi Urværket, som
skulde holde Stjernen under Ekspositionstiden paa
samme Punkt af Pladen, ikke funktionerede
fuldkomment nok; thi forlængedes Tiden til fl.
Minutter, var det ikke muligt at faa cirkelrunde
Billeder.
Opdagelsen af den vaade Kollodiumproces af
Legray 1850, en Proces, hvorved Følsomheden
af det fotografiske Lag kunde blive 30 Gange
større end efter Daguerre’s Metode, giver H.
et større Omraade og mere opmuntrende
Resultater. Af Maanen faar saaledes Warren de
la Rue 1852 ret gode Billeder; ligesaa Philipps,
Draper og Rutherfurd, der bl. a. skaffede sig
stereoskopiske Maanebilleder ved at
sammenstille Fotografier, som var tagne ved nøjagtig
samme Face, men ved ekstreme Værdier af
Librationen. Af Solen har Janssen leveret de
bedste Billeder, og han har ved sine Fotografier
opdaget det saakaldte fotografiske Net af
Soloverfladen. De første Fotografier af
videnskabelig Værdi af Solformørkelse skyldes Warren
de la Rue og Secchi (1860). Den ultraviolette
Del af Solspektret fotograferede Draper og
Rutherfurd. Bond’s Fotografier fra 1857 af
enkelte Fiksstjerner, som Mizar, viste, hvilken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
