Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hindersin, Gustav Eduard - Hindhede, Mikkel - Hindholm - Hindi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Under Krigen 1870—71 var han ansat ved det
store Hovedkvarter.
B. P. B.
Hindhede, Mikkel, dansk Læge, f. 13.
Febr 1862 i Lem, var ved Landvæsenet til 1878,
blev Student 1881 og cand. med. 1888. H.
nedsatte sig i Skern, derefter i Herning og blev
Sygehuslæge i Skanderborg 1891. Fra 1895
begyndte H. at eksperimentere med
Ernæringsspørgsmaalet, idet han uden at være Vegetar
lod Plantefødemidlerne udgøre den største Del
af sin egen og Familiens Kost. Da paa denne
Maade Æggehvideindholdet reduceredes til 1/2
ell. endog til 1/4 i Forhold til de i Videnskaben
hidtil gældende Kostnormer, uden at denne
Nedsættelse havde nogen skadelig Virkning, fik
han den Tro, at de gl. Anskuelser ikke var
holdbare. Ved Kreaturfodringen var der gjort
en lgn. Fejl, de æggehviderige Foderstoffer var
overvurderede (Afh. om Æggehvideminimum
[Forsøgslaboratoriets 55. Beretning 1904]). Da
Landmændene kom til lignende Resultater
(mindre Æggehvide, flere Kulhydrater = færre
Kager og flere Roer), henvendte de
samvirkende Landboforeninger sig til Regeringen
med Forslag om en Bevilling til H., at han
udelukkende kunde ofre sig for
Ernæringsundersøgelser. H. opgav derefter sin
Virksomhed som Sygehuslæge 1909 og oprettede 1910
Laboratoriet for Ernæringsundersøgelser
(aarligt Statstilskud 16000—18500 Kr), der har
udsendt 11 Beretninger (til 1918) over dels
Levemaaden i Familierne, dels
Laboratorieundersøgelser (Æggehvideminimum, Fedtminimum,
Kartoflers Næringsværdi og Fordøjelighed,
Brødsorter etc.). Beretningerne udkommer
samtidig paa Tysk. H.’s Forsøg viste, at
Æggehvideminimum ligger saa lavt, at man altid
faar Æggehvide nok, saa at den dyriske
Produktion i Virkeligheden kan undgaas. Man bør
derfor stræbe efter et passende Overskud af
Korn, Kartofler og Grønsager. — Foruden
mange Artikler skrev H. »Brændende Punkter
i Fodringsspørgsmaalet« I—II (1906—08); »En
Reform af vor Ernæring« (1900, udg. paa mange
Sprog, bl. a. Eng. med Titel Protein and
Nutrition), »Økonomisk Kogebog« (1907),
»Dyrtidskogebog« (1915) og »Moderne Ernährung« (1915).
H. er Medlem af Ædruelighedskommissionen,
af Udvalget til Avlens Regulering 1917 og af
Husholdningsudvalget 1917.
J. S. J.
Hindholm, Folkehøjskole i Førslev Sogn
paa Sjælland, oprettet 1852 af Anders
Stephensen, som var Skolens Forstander indtil 1867,
da Kaptajn Chr. Nielsen overtog den og
styrede den til sin Død (1891). Derefter var
Skolen paa forsk. Hænder, indtil den blev nedlagt
i 1915. H. var en Tid en af Landets største
Folkehøjskoler, og de fleste sjællandske
Bondepolitikere har faaet deres Uddannelse der, men
i de politisk bevægede Aar blev den noget
isoleret, idet Chr. Nielsen sluttede sig til Højre.
Baade Stephensen og Nielsen var tillige
Forstandere for Holsteinsminde, og H. blev i mange
Henseender en Støtte for det.
L. M.
Hindi (»Indisk«), et af de 7 ny-ariske (ɔ:
fra Sanskrit ell. dette ganske lgn. Sprogarter
gennem Prākṛit som Mellemtrin stammende)
Hovedsprog i Nordindien; det omfatter de
Dialekter, som tales i Ganges-Omraadet mellem
Himalaja, Vindhya, Ganges-Deltaet
(Rājmahal-Højderne og Santalistan) og en Linie fra
Sirhind mod SV. parallel med Satlaj til Jesalmer
og derfra mod S. henimod Bugten ved Katch;
ved Udajpur og Indor støder det sammen med
Gujarāṭī og Marāṭhī. Mellem Satlaj og Jumnā
gaar H. umærkelig over i Pañjābī, i Rājputāna
i Sindhī, omkr. Udaipur og Indor i Gujarāṭī
(gennem Marwārī) og Marāṭhī, dog med den
Forskel, at medens en Mand fra Dehli, Ajmer
etc. uden Vanskelighed forstaas i Gujarāṭ,
betragtes Marāṭhī som et særskilt og kun delvis
forstaaeligt Sprog; i Purneah gaar H. mere
og mere over i Bengālī uden bestemt paaviselig
Grænse; men her er Forholdet det, at enhver
taler 2 Sprog med fuld Bevidsthed om, at det
er 2 forsk. Sprog; men Dialekterne i Bengalen
er i det hele overordentlig udstykkede. H. tales
over et større Omraade end noget andet
indisk Sprog; det tales af over 60 Millioner
Mennesker, heri ikke medregnet den store
Mængde i andre Dele af Indien, som taler det
saakaldte Hindūstānī ved Siden af deres
Modersmaal. H.’s Dialekter er talrige og meget
forsk.; men alle Dannede bruger en fælles
Sprogform, stammende fra Egnen om Dehli. De
østlige Dialekter (omtr. fra Benares)
sammenfattes under Navnet Bihārī (jfr Behar). Af
Dialekterne mærkes: Maithilī i Tirhut,
Magadhī i Bhagalpur, Monghyr og Gayā; V.
f. disse Bhojpūrī (næsten et selvstændigt
Sprog; jfr Ḍom). Ellers er der fra Benares til
Dehli ingen store Dialektforskelligheder.
Brijbhāshā i Egnen ved Mathurā anvendes
meget uden for sit eget Hjem i visse
Litteraturgenrer, især Sange om Krishna; her var i gl.
Dage Çurasena-Landet, hvorefter
Prākṛit-Sprogformen Çaurasenī maa antages at
være opkaldt; fra denne mener man, at
Brijbhāshā direkte nedstammer. I Rājputāna er
der mange udprægede Dialekter. — H. er et
analytisk Sprog (se Gujarāṭī), men mere
fremskredet i Udvikling til analytisk
Simplifikation end Søstersprogene, og det kan saa at
sige i alle Henseender bedst sammenlignes med
Engelsk. Dets Udvikling fra det syntetiske
Prākṛit er rimeligvis foregaaet i 11. Aarh. e.
Kr.; hos den ældste H.-Forfatter Chand
Bardāi fra Lahore (c. 1200) er den gl.
syntetiske Bygning gaaet i Stykker og kommet i
Forvirring, men ikke helt forsvunden, medens
de ny Hjælpeverber og Postpositioner, som
skulde træde i de syntetiske Betegnelsers Sted,
ikke er helt udviklede; han bruger særdeles
meget at sætte lange Rader af Ord ved Siden
af hinanden uden nogen som helst Bøjning ell.
grammatikalsk Betegnelse og overlade Læseren
at gætte sig til Forbindelsen mellem dem;
undertiden løber en ell. anden bøjet ell. mindre
ren Sanskritform imellem, i alt Fald i de
indledende Ballader; ellers har de faa grammat.
Betegnelser, som bruges, et rent moderne
H.-Præg og er ikke Prākṛīt. Chand var Bhāṭ ell.
Hofdigter hos den sidste Hindu-Konge af Dehli
(og Ajmer), Prithvīrāja af Chauhān-Stammen
af Rājput’er, og hans Digt, »Prithvīrāja Rasāu«
(en Samling Ballader paa mange Tusind Vers),
handler om Prithvīrāja’s Herkomst, Fødsel og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
