Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hippel, Theodor Gottlieb - Hippias (Peisistratos' Søn) - Hippias fra Elis - Hippiatrik - Hippius, Zinaida Nikolajevna - Hippo- - Hippobosca - Hippocampus - Hippocastanaceæ - Hippodameia - Hippodamos - Hippodrom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Karakter, en Særling, der forenede Hang til
Overtro med en klar Forstand. Han var hele Livet
ugift, men hans mest bekendte Bog er dog
»Ueber die Ehe« (1774), overs. paa Dansk af
Chr. Winther (1861). Han beskæftigede sig i
det hele med Kvindens Stilling i Samfundet,
hvad to andre Skr som »Über die bürgerliche
Verbesserung der Weiber« og »Über weibliche
Bildung« vidner om. I Romanen »Lebensläufe
nach aufsteigender Linie, nebst Beilagen A. B.
C.« (3 Bd, 1778—81), overs. paa Dansk 1861,
skildres baade med Lune og Alvor en
højtstræbende Personligheds indre Kampe, en Bog, der
i mere end een Henseende bærer Mærke af
den Periode, i hvilken den blev til. Tidens
politiske Forhold, især dens hemmelige
Selskaber, hudflettede han i Romanen »Kreuz- und
Querzüge des Ritters A bis Z« (2 Bd, 1793—94).
Fra hans Haand findes fremdeles aandelige
Sange og fl. poetiske Arbejder, samt Lystspillet
»Der Mann nach der Uhr«, omtalt af Lessing
i »Hamburgische Dramaturgie«, 22. Stykke.
Han har desuden skrevet sin Selvbiografi i
Schlichtegroll’s »Nekrolog« (1800). (Litt.: A.
v. Oettiqgen, »Vor hund. Jahren,
Gedenkblatt zur Säkularfeier des ältesten baltischen
Romans« [Dorpat 1878]; Carus Sterne, »H.
und Jean Paul« [Berlin 1904]).
C. B-s.
Hippias [gr. -’pi-], Peisistratos’ Søn,
efterfulgte 528 f. Kr. sin Fader som Tyran i Athen.
Besindig og statsklog førte han Regeringen i
dennes Aand indtil 514, da hans Broder
Hipparehos blev myrdet; efter den Tid herskede
han strengt og grusomt, men blev 510
fordrevet af Spartanerne, der dels fulgte det mod
Alkmeoniderne velstemte delfiske Orakels
Anvisning, dels med Uvillie saa Peisistratidernes
nære Forbindelse med Sparta’s Arvefjende
Argos. H. begav sig til det lilleasiatiske Sigeion,
hvor Peisistratos havde indsat hans Halvbroder
Hegesistratos til Hersker, og derfra til Dareios,
Hystaspes’ Søn; han deltog i det pers. Tog mod
Grækenland 490 og døde paa Hjemvejen paa
Øen Lemnos.
K. H.
Hippias [gr. -’pi-] fra Elis, gr. Sofist c.
400 f. Kr. Som Filosof anbefalede han
Uafhængighed (αὐτάρκεια, at være sig selv nok); som
Forf. behandlede han især hist. Emner. To af
Platon’s Dialoger, den ene af omstridt Ægthed,
bærer hans Navn; han fremstilles deri som
indbildsk af sin store Viden. Fragmenterne er
samlede i Müller’s Fragmenta historicorum
Græcorum, Bd II (Paris 1885) og i Diels’
Fragmente der Vorsokratiker (3. Opl. 1912).
K. H.
Hippiatrik (gr.), Hestelægevidenskab,
Dyrlægevidenskab.
Hippius [’gipius], Zinaida
Nikolajevna, russ. Forfatterinde, f. 1867 i en opr. sv. Slægt.
Indtil sit Ægteskab med Forf. Merezhovskij
levede H. i Kaukasus. Fra 1890’erne begyndte
hun i Tidsskr at offentliggøre Digte og
Noveller, af hvilke en Del udkom særskilt 1896
under Titlen »Nye Mennesker«. H. viste fra Beg.
Talent for komisk Fremstilling af
Hverdagslivets smaa Forhold, men efterhaanden har
Paavirkning fra Nietzsche og fr. Dekadenter
taget Overhaand i hendes Produktion og
fremkaldt megen Uklarhed og Unatur. Bl. hendes
senere Fortællinger kan nævnes
»Roman-Tsarevitsch« (Kongesønnen Roman) i Tidsskriftet
»Russkaja mysl« (1912).
H. C-e.
Hippo- (gr.), Heste-.
Hippobosca, se Pupipara.
Hippocampus, se Naalefisk.
Hippocastanaceæ, lille Fam. af
tokimbladede og frikronede Planter af Ordenen
Sapindoles, der kun omfatter 2 Slægter med
tilsammen 16 Arter. Den største Slægt er Æsculus
(Hestekastanie), der karakteriserer Fam., og
hvortil henvises.
A. M.
Hippodameia [-’mæ^i-] nævnes i græske Sagn
som Datter af Plejaden Sterope og Oinomaos,
Konge i Pisa i Landskabet Elis (paa
Peloponnes). Da det var spaaet Oinomaos, at han
vilde blive dræbt af sin Svigersøn, forlangte
han af Frierne, at de for at vinde H. til Brud
med Livet som Indsats skulde overvinde ham
i Væddekørsel. Han overvandt mange og
dræbte dem alle; men til sidst lykkedes det Pelops,
Kongesønnen fra Sipylos i Lilleasien, at
overvinde ham, efter den alm. Fremstilling ved
Forræderi, idet han vandt hans Køresvend
Myrtilos for sig. Han dræbte Oinomaos og
ægtede derefter H. Bl. deres Børn nævnes især
Atreus og Thyestes, der paa deres Moders
Raad dræbte en Halvbroder, Chrysippos, men
til Gengæld af Pelops blev fordrevne fra hele
hans vidtstrakte Landomraade (det meste af
Peloponnes) og søgte Tilflugt i Borgen Midea i
Argolis. H. kom senere ligeledes til denne Borg
og døde der; hendes Ben bragtes af Pelops til
Olympia. Sagnene om H. og Pelops er
gentagne Gange behandlede af Digtningen, saaledes
bl. a. af Tragikerne Sofokles og Euripides. For
Kunsten var Væddekørselen et yndet Tema.
Iflg. gr. Forf. var den allerede fremstillet paa
det berømte »Kypselos’ Skrin« (Beg. af 6. Aarh.
f. Kr.), og den findes paa mange bevarede
Vasebilleder. I Hippodromen i Olympia fandtes
en Statue af hende i Begreb med at kranse
den sejrende Pelops. Den berømteste
Fremstilling var dog Gruppen i den østre Gavl af
Zeus-Templet i Olympia (jfr Pelops). — H. var
det opr. Navn paa Achilleus’ Elskede, Briseïs.
H. A. K.
Hippodamos, en i Oldtiden berømt græsk
Arkitekt fra Milet. Han var vistnok samtidig
med Perikles og gjorde sig kendt som Arkitekt
ved forsk. Byanlæg (Peiraieus, Byen Rhodos).
Da senere Athenæerne (443 f. Kr.) førte en
Koloni til det gl. Sybaris’ Ruiner i Syditalien,
fulgte H. med og anlagde Thurioi med
brede, vinkelret paa hinanden løbende Gader.
Ved Ordningen af den ny Bys Samfundsforhold
udfoldede han tillige en ejendommelig,
teoretiserende politisk Virksomhed. (Litt.: C. F.
Hermann, De Hippodamo Milesio [Marburg
1841]).
H. A. K.
Hippodrom (gr.), Rendebane til
Hestevæddeløb. Væddekørsel spillede tidligt en
fremtrædende Rolle ved det gl. Grækenlands
Festligheder og omtales gentagne Gange i de
homeriske Digte. Bl. de til Ære for den faldne
Patroklos foranstaltede Kamplege var en
Væddekørsel, og ved en saadan vandt Pelops sin
Hustru, Hippodameia. Man benyttede til
Væddekampen de samme lette, tohjulede og bagtil
aabne Vogne, forspændte med 2 Heste, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
